Skip to main content

Drengen i pæretræet

Jesper Poulsen

2. nov. 2005
3 min.

Sundhedsvæsenet kæmper for øjeblikket en kamp mod uret for at udvide behandlingskapaciteten, så den udvidede ret til behandling, som regeringen indførte 1. juli, ikke får uoverskuelige konsekvenser for nationen. Amterne er blevet pisket med skorpioner og lokket med millioner for at trække flere timer ud af den eksisterende arbejdskraft, og med den korte tidsfrist, der er givet, har det ikke været noget helt billigt projekt. Derfor er der grund til at støtte amternes bestræbelser på at udnytte de forhåndenværende søm bedre.

Det drejer sig om skadestuer. Lægeforeningen har siden lanceringen af begrebet funktionsbærende enheder og præsentationen af den samlede Lægeforenings akutudspil i 1998 argumenteret for, at det er nødvendigt at begrænse antallet af døgnbetjente akutberedskaber, hvis manglen på uddannet personale ikke skal komme helt ud af kontrol. Det betrængte sundhedsvæsen har ikke råd til, at lægerne sidder om natten og venter på patienterne, mens patienterne sidder og venter på lægerne om dagen. Lægeforeningen har foreslået et nyt akutsystem med lægelig visitation og en anderledes brug af egen læge og vagtlægesystemet.

Tal fra Sundhedsstyrelsen bekræfter problematikken. De viser, at op imod halvdelen af landets godt 60 nuværende skadestuer har under 10.000 besøg om året, og det vil i snit sige lidt over en patient i timen. Nogle af skadestuerne behandler i nattetimerne én eller to patienter. Til det bruges et større beredskab af læger og sygeplejersker. Tilbuddet med de åbne og døgnbetjente skadestuer har været vanedannende, især i storbyerne. Men borgerne må acceptere, at de må ændre vaner, hvis vi skal være i stand til at fjerne ventelister og behandle livstruende sygdomme.

En række amter forsøger at tage konsekvensen af denne uafviselige logik, men de er op imod stærke kræfter, og lukning af skadestuer bliver ofte gjort synonymt med lukning af små sygehuse. Derfor kommer politikerne op mod stærke lokale følelser og ønsker om »nærhed« og demokratisk indflydelse. Det kan være blandet op med helt legitime lokale beskæftigelsesinteresser, og det har vist sig, at heller ikke lægerne lokalt nødvendigvis bakker op om denne form for rationalisering. Der er en meget stærk bremse på begrænsningen i antallet af døgnåbne akutbedskaber og en manglende accept af, at det er en af forudsætningerne for det kvalitetsløft, som det danske sundhedsvæsen har brug for.

Derfor vækker det forundring, at sundhedsministeren har givet nyt skyts til dem, der ønsker at bremse udviklingen. Med sine udtalelser om, at folk ikke skal køre land og rige rundt for at komme til en læge, hvis deres barn er faldet ned fra et pæretræ, har han gjort det endnu sværere at gennemføre en fornuftig planlægning af akutbetjeningen. Det er klart, at lukninger vil øge afstanden mellem de døgnbetjente skadestuer. Men Danmark er altså ikke noget stort land, infrastrukturen er fremragende, og lægevagten er velfungerende. Med den efterspørgsel, der er på sundhedspersonale, er det ikke rimeligt at have læger og sygeplejersker på vagt for et syns skyld.