Skip to main content

DRG-systemet skal være håndterbart og rimeligt

Journalist Jan Andreasen/Azygos

2. nov. 2005
4 min.

DRG-systemet er undergået en klinisk validering, så grupperingslogikken, fra år 2002, svarer til dansk klinisk praksis. Omkostningsopgørelserne baserer sig nu også på danske forhold. Anvendelsen af DRG-systemet har udviklet sig fra et produktivitetsredskab til et redskab for takstafregning og et finansieringsredskab ved budgetplanlægning eller ved aktivitetsbaseret finansiering.

»Styrken ved DRG-systemet er, at man har løftet beskrivelsen af aktiviteten på sygehusene fra en udskrivningsbeskrivelse til at kunne beskrive tyngden af patienterne. Der er en generel opfattelse, at DRG-taksterne er et mere retfærdigt afregningssystem. På sigt skal undervisning, arbejdsmiljø, forskning, vagtbelastning, kvalitetssikring m.m. også indregnes i DRG-taksterne.

DRG-systemet bidrager også til den lokale styring og planlægning. Ved en udvidelse af en afdeling vil det således være klogt at tage udgangspunkt i DRG-taksterne, når man skal finde finansieringsgrundlaget. Ved besparelsestiltag har man også anvendt DRG-systemet for at finde, hvilket tiltag der er mest retfærdigt«, siger kontorchef Poul Erik Hansen , Sundhedsministeriet.

Skævvrider udviklingen

Direktør Martin Gregersen , Sundhedsforvaltningen, Stormstrøms Amt, er grundlæggende positiv over for et afregningssystem, der beskriver tyngden af sundhedssektorens ydelser og produktiviteten. Men han peger på, at det er et valg, at systemet også skal afspejle produktivitetsværdien. Indtil videre har det ikke været muligt i Storstrøms Amt at lægge budget efter DRG-systemets takster.

Set fra Martin Gregersens stol, i et »yderamt«, indeholder DRG-systemet nogle problemer, der kan være med til at ændre strukturen i sundhedssektoren, ikke mindst for de mindre og yderstbeliggende sygehuse. Og spørgsmålet er, om der er dækning for denne udvikling i befolkningen og blandt politikerne?

»Jeg mener, at det er et problem, at DRG-taksterne udregnes ud fra en gennemsnitspris. Det fører til, at der udbetales for meget, hvor det udbetalte ikke står mål med de faktiske omkostninger. Sygehusene har nogle basisudgifter, og når de er betalt, tjener man forholdsvis meget på de sidste 5-10 pct. af patienterne, der bevæger sig over amtsgrænserne.

Det skævvrider udviklingen amterne imellem - men også inden for et amt. Vi ser fx at sygehuse, der ligger op mod en amtsgrænse, får indtægter, som sygehuse, der ligger længere væk fra en amtsgrænse, ikke har mulighed for at få andel i. Det fører til en skævvridning af sygehusstrukturen imellem de enkelte amter og inden for det enkelte amt. Det er en skævvridning, som jeg ikke mener, at der er politisk dækning for«, siger Martin Gregersen . Han mener også, at nogle sygehuse tjener godt på bi-diagnoserne.

Kontorchef Poul Erik Hansen er enig i denne konsekvens af DRG-systemet.

»Det er rigtigt, at der i nogle amter har været en gevinst ved, at patienter har bevæget sig hen over amtsgrænsen. Set fra patientens synspunkt, er det positivt, at der er mulighed for behandling på det nærmeste sygehus - men set fra amtets side kan det være vanskeligt at styre økonomien.

På nogle sygehuse har indtjeningen været så stor, at de indretter kapaciteten herefter. Det har ikke været meningen med DRG-systemet. Men det er en balancegang«, siger kontorchef Poul Erik Hansen .

Vi får ikke flere penge

Klinikchef og tidligere formand for FAS, Arne Borgwardt , finder, at det er væsentligt, at det nu er muligt at honorere ambulant behandling på et rimeligt niveau. Det giver et større incitament til at behandle ambulant. En anden måde at afregne på kunne, ifølge Arne Borgwardt, også være, at afdelingen blev honoreret med den samme takst for behandlingen, den såkaldte gråzonetakst, fx operation af varicer, uafhængigt af om patienten er indlagt i en uge eller bliver behandlet ambulant. Arne Borgwardt mener, at det vigtigste ved et afregningssystem er, at det er håndterbart, ikke for detaljeret og rimeligt.

Principielt er der to overordnede betalingsmåder; en gruppeafregning, hvor taksterne defineres ud fra nogle gennemsnitspriser, og en taksameterafregning, hvor afregningen er udspecificeret i detaljer.

»Læger er i nogle sammenhænge slemme til at presse sig ind i et taksametersystem. Men det bliver et uoverkommeligt system, hvis vi skal registrere alt, hvad vi laver. Nogle tror, at det vil give flere penge til afdelingen, men sådan er det jo ikke. Pengene kommer fra samme kasse og udgør det beløb, som finansministeren har bestemt sig for skal tilfalde sundhedssektoren. Der kommer ikke flere penge, fordi vi registrerer flere detaljer. Det vil i stedet blive et system, hvor vi ,stjæler` penge fra hinanden ved at registrere flest mulige detaljer i diagnostik og behandling«, siger Arne Borgwardt.

Martin Gregersen er enig med Arne Borgwardt i, at DRG-systemet ikke skal udvikle sig til et for detaljeret system, hvor en stor del af afregningen sker for mindre ydelser.

»Det kan føre til amerikanske tilstande, hvor der skal opbygges et stort kontrolsystem for at sikre, at de ydelser, der står på fakturaen, også svarer til dem, der er givet. Det er et problem. Vi har fx oplevet patienter, hvor vi har betalt den fulde DRG-takst - men hvor de ikke har modtaget den fulde behandling, som er indeholdt i DRG-taksten«, siger Martin Gregersen .