Skip to main content

DSAM: SQL-databaser indeholder kopier af DAMD-data og bør slettes

Det er ikke endegyldigt fastslået, om indsamlingen af information i de praktiserende lægers SQL-databaser er ulovlig, ligesom DAMD-databasen var. De bør for en sikkerheds skyld slettes, mener DASM.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

30. mar. 2016
1 min.

For at være på den sikre side og for at signalere troværdighed over for offentligheden, bør de praktiserende læger få deres systemhuse til at slette de såkaldte SQL-databaser.

Det skriver de praktiserende lægers videnskabelige selskab, DSAM, i sit seneste nyhedsbrev.

"For at patienternes tillid kan bevares, og for at almen medicin som fag kan komme videre, finder DSAM det nødvendigt at anbefale praktiserende læger at slette deres Sentinel SQL-databaser", som der står.

SQL-problematikken er en udløber af kontroversen om den nu slettede DAMD-database, der indeholdt ulovligt indsamlede data.

Som det forklares i nyhedsbrevet:

"Som led i Sentinel Datafangstsystemet er der placeret lokale Sentinel SQL-databaser på lægernes servere. Disse opsamler kopier af stort set alle journaldata".

De ulovligt indsamlede data findes altså i kopiform på SQL-databaserne.

Det er de enkelte praksissers systemhuse eller brugerforeninger, som i givet fald skal stå for sletningen.

Læs også: Kopier af følsomme patientdata ligger stadig i cyberspace