Skip to main content

»Du taler vel nok godt dansk«. »Tak, det gør du også«

Journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

2. jan. 2007
4 min.

Der var unge. Der var enkelte lidt ældre. Der var kvinder og mænd - og de kom i alle mulige udgaver. Dermed var de ca. 50 læger, samlet nord for København i sidste måned, selv ganske repræsentative for den multikulturelle virkelighed, som deres kursus - »Kulturforståelse i sundhedsvæsenet« - handlede om.

De var også alle samme på vej mod at blive speciallæger i allehånde forskellige specialer, så man kan roligt sige, at diversitet prægede dagen.

Kursuslederen var Imran Rashid, som selv er læge, og både han og deltagerne besad masser af eksempler på de spændinger, som melder sig i det blandingssamfund, som Danmark er blevet.

At dømme efter debatten var de fleste af deltagerne enige om, at sprogproblemerne er de største barrierer for et godt forløb mellem læger og patienter med forskellig etnisk baggrund. Men der er mange andre.

En ung kvindelig læge erkendte f.eks., at det kunne bringe hende virkelig i affekt at føle sig nedladende behandlet af mennesker, der tilsyneladende betragter hende ikke primært som læge men som kvinde.

En af de - mandlige - deltagere sagde, at »som mand føler man sig ikke nedgjort, fordi en kvindelig patient beder om en kvindelig læge. Når det omvendte sker, føler en kvindelig læge sig måske ikke god nok«.

Og hvor går grænsen?

»Kan man komme og bede om at blive behandlet af en blondinelæge?«, som Imran Rashid sagde.

En anden deltager følte, at nogle patienter nærmest automatisk opfattede hende som racist, hvis de ikke fik deres forventninger opfyldt med det samme.

Hertil havde Imran Rashid det bramfri budskab - leveret med et glimt i øjet - at »det optimale svar er, at ,jeg behøver ikke være racist for at synes, at du er et fjols`, men det kan man jo ikke tillade sig at sige«.

Der er dog forskel på almindelig høflighed og berøringsangst. Det første er godt, det andet er skidt.

»Man er bange for at komme til at træde nogen over kulturen, og det skaber faktisk barrierer i langt højere grad«, sagde Imran Rashid.

Men i det foreliggende tilfælde kan man simpelt hen forsøge at lade beskyldningen prelle af.

»Så længe man selv ved, at man ikke handler ud fra racistiske motiver, så må man bare trække på skuldrene over for sådanne beskyldninger«, sagde han.

Den slags kræver et vist overskud, og en måde at generere det på, er at skaffe sig viden, viden og atter viden.

Hvis man ved, at det er et tegn på respekt og ikke det modsatte, hvis en muslimsk mand f.eks. ikke vil trykke en kvinde i hånden, er det måske lettere at acceptere?

Det handler om at vide, hvor patienten kommer fra. Og her er Imran Rashids hovedbudskab, at læger skal behandle alle patienter lige forskelligt.

Humor er et godt redskab.

F.eks. mente en af deltagerne, at »skik følge eller land fly« burde være ledetråden i læge-patient-forholdet. Hvortil Imran Rashid sagde: »Hvis jeg nu var indlagt på Grønland, hvor du var læge, synes du så også, at vi skulle gnubbe næser?«

Det fik salen til at grine og gav et vist perspektiv. Imran Rashid havde også et fif, som han ofte selv bruger for at gøre patienter underfundigt opmærksomme på, at de altså nu lever i et multietnisk Danmark.

»Når nogen siger ,du taler vel nok godt dansk`, så siger jeg ,tak, det gør du også`«, fortalte han.

Men nogle gange går situationen i baglås, og resultatet kan simpelt hen blive at lade patienten tage valget. Hvis man ikke vil behandles af en læge et sted, ja så må man finde et andet sted.

»Vi har frit sygehusvalg i Danmark - men ikke frit lægevalg«, sagde han.

Kurset i Lyngby var en del af LAS-programmet for læger, der er i færd med at tage deres specialistuddannelse. Men Imran Rashid underviser også flere andre steder, ligesom han lige har udgivet en pjece om kulturforståelse i praksis - (se nedenfor).

Han er ikke ene om at interessere sig for de etnisk ikkedanske patienter. Sundhedsstyrelsen har planer om såkaldte kulturelle »tolke« på sygehusene og har udgivet en rapport om udenlandske erfaringer med ideen [1].

Sundhedsstyrelsen udgav også sidste forår en diger rapport om etniske minoriteters brug af sundhedsvæsenet, hvoraf det bl.a. fremgår, at de har hyppigere kontakt med såvel almen praksis som sygehussektoren sammenlignet med etniske danskere - men også, at der er store forskelle mellem de etniske grupper [2].


Referencer

  1. Udenlandske erfaringer med anvendelse af kulturelle mediatorer i sundhedsvæsnet. Sundhedsstyrelsen, september 2006. www.sst.dk/publ/Publ2006/CFF/Mediatorer/Erf_anv_kul_med_Sundhedsvaesnet.pdf
  2. Etniske minoriteter - sygdom og brug af sundhedsvæsenet. Sundhedsstyrelsen, maj 2006. www.sst.dk/publ/Publ2006/CFF/Sufremme_etn/sygdbrugsuv_etn.pdf