Skip to main content

Eboladødstallet runder 5.000

Kåre Kildall Rysgaard, kaare@analystik.dk

9. nov. 2014
2 min.

Mindst 10.141 er blevet smittet med ebola, siden udbruddet gik i gang. Næsten halvdelen er døde. I slutningen af oktober var dødstallet oppe på 4.922(1) ifølge WHO. Læger uden Grænser oplyser, at tallene sandsynligvis er endnu større. Ebola bliver underrapporteret, blandt andet fordi nogle afrikanere er bange for behandlingen.

Sundhedspersonalet bliver smittet med ebola

I alt 450 læger, sygeplejersker eller hjælpearbejdere er ifølge WHO blevet smittet med ebola, og ved udgangen af oktober er 244 døde. New York Times har derudover registreret ni sundhedspersoner, som i vestlige lande har været i behandling for sygdommen.

Læger uden Grænser rykker ud

Siden epidemien satte ind, har omkring 700 udsendte fra Læger uden Grænser arbejdet i de berørte områder, og 281 hjalp til ved udgangen af oktober. Ti danskere er udsendt med organisationen: to læger, tre sygeplejerske og fem logistikere. Derudover står tre danske læger i venteposition til at tage af sted. Beredskabsstyrelsen og forsvaret har også udsendt medarbejdere.

Vestafrika er ramt af epidemien

Med mindst 2.705 døde af ebola er Liberia hårdest ramt af sygdommen. Nabolandene Guinea og Sierra Leone har omkring 1.000 dødsfald, mens WHO har rapporteret 20 døde i Nigeria.

Kilder: New York Times.

WHO. Ebola response roadmap. kortlink.dk/f5bg (25. okt 2014).

Referencer

NOTE

  1. Tallene ændrer sig hurtigt. Der er store usikkerheder med det præcise antal smittede, og den præcise dødsårsag fastslås ikke i alle tilfælde