Midt i coronaepidemien og et forsøg på at skabe afstand og hygiejne blandt beboerne brændte flygtningelejren Moria. Oprindeligt var planen, at lejren skulle kunne huse op til 3.000 flygtninge midlertidigt, men op til branden har der boet omkring 12.000 mennesker.
De græske myndigheder har opført en nødlejr, men flygtningene og migranterne har været skeptiske overfor at flytte ind, fordi de frygter igen at blive gemt og glemt bag endnu et pigtrådshegn i en ny bevogtet lejr, skriver Politiken.
Heidi Christensen, formand for Læger uden Grænsers bestyrelse, forklarer, at branden resulterede i, at flere flygtninge siden har boet under åben himmel.
»Det meste af lejren brændte ned. Mange tusind mennesker havde ikke et sted at bo og flygtede fra flammerne ud på vejene. De prøvede at finde hen, hvor de kunne være i bjergene og rundt omkring på øen. Der var og er fortsat en form for kaos og desperation, og nu skal man genhuse 12.000 mennesker, man ikke kunne sørge ordentligt for i forvejen«, siger Heidi Christensen, der til daglig arbejder på Mave-Tarm-Kirurgisk Afdeling på Bispebjerg Hospital. Hun var selv på Lesbos i 2016 som sundhedsfaglig leder af et projekt i flygtningelejren.
Heidi Christensen beskriver de sundhedsmæssige konsekvenser af branden som katastrofale, og forude ligger en kæmpemæssig lægefaglig opgave, siger hun.
»Det er et kæmpeproblem, at der er så mange mennesker, der stadig bor ude i bjergene, hvor de ikke har adgang til lægehjælp. At bo under åben himmel er mere risikabelt end at bo indenfor, selvom nogle beboere kun boede i små telte i lejren«, siger hun.
Flere tilfælde af COVID-19
Desuden er der den seneste tid registreret flere COVID-19-tilfælde i lejren.
»Det er umuligt at kontrollere og opspore smitte, når man ikke ved, hvor folk er. Så selvfølgelig udgør det også en kæmperisiko rent COVID-mæssigt, at man ikke kan hjælpe dem og ikke har kontrol«.
Heidi Christensen peger på, at social distancering er tæt på umuligt, når flygtningene bliver bedt om at bo i en kasse og samtidig skal sørge for social distancering til naboen i kassen ved siden af. De skal samtidig stå i lange køer for at få mad og andre fornødenheder.
Klinikken i Moria fungerer ikke lige nu på grund af branden, men Læger uden Grænser har mobile klinikker, fordi der også før branden var folk, som boede rundt omkring på øen. De mobile klinikker kan køre rundt, men de har ikke før skullet hjælpe 12.000 mennesker spredt rundt omkring, siger Heidi Christensen.
Efterlyser internationalt udsyn
Hun mener, at branden i Moria og situationen med massive mængder af flygtninge og migranter rundt omkring i verden er essentielt for læger at engagere sig i.
»Vores lægeløfte begrænser sig ikke til vores egne eller Europas grænser. Vi skal tænke på, hvem der har størst behov for lægehjælp og så hjælpe der. Jeg siger ikke, at alle læger skal fare til Lesbos. Men vi er en del af Europa. Det sker i vores baghave, at mennesker bliver behandlet på denne måde. Vi har mulighed for at gøre noget i Danmark og måske prioritere anderledes, hvis vi vil. På Lesbos er det den politiske mangel på løsninger, der har gjort, at vi er, hvor vi er nu«.
Flere lande har allerede meddelt, at de vil tage imod flygtninge, blandt andet Norge. Den danske regering har endnu ikke sagt, om de vil tage nogen. Heidi Christensen peger på, at der i 2015 og 2016 var meget fokus på flygtningesituationen. Flygtningene gik på motorvejene i Danmark, og der var mange frivillige, som rejste til Lesbos. Men nu er flygtningene glemt i corona og andre historier i nyhedsstrømmen.
»Lesbos ligger som en uændret skamplet, som alle prøver at ignorere«, siger hun.
Heidi Christensen så gerne, at Lægeforeningen og danske læger fik et mere internationalt udsyn.
»Det internationale humanitære udsyn kan godt mangle i det danske lægeliv. Det kan godt være svært at engagere sig i at forbedre forhold eller behandling fra ’bedre til endnu bedre’ for en lille mængde patienter på de danske hospitaler, når der sidder 12.000 mennesker, der ikke har noget liv. Læger skal være specialiserede, men nogle gange er det godt at løfte blikket og se, hvad man kan gøre andre steder«, siger hun.
Hun mener, at Lægeforeningen som magtfuld organisation måske også kunne bruge sine virkemidler ud over danske grænser.
»Det ser jeg ikke nok. Jeg savner et internationalt humanitært udsyn. Det er jo trods alt også min organisation som læge. Danske patienter har det i det store hele rigtig godt mange steder i forhold til resten af verden. Vi har nogle rigtig veluddannede læger, og vi kunne tage et større ansvar«.
Nogle vil sige, at det kræver meget af folk at tage afsted, privat og fagligt. Kan du forstå, at folk er tilbageholdende?
»Jo, sagtens, og det ikke, fordi der skal laves turnusordninger, og alle skal en tur til Nigeria. Men der må være andre måder at gøre noget på som Lægeforening. F.eks. at fremme forskning i de sygdomme, som stadig slår mange mennesker ihjel, og hvor der er dårlig eller slet ikke nogen behandling, de såkaldt ’forsømte sygdomme«.
»Der er meget forskning, som mange koncentrerer sig om, og så er der forskning, som færre koncentrerer sig om. Man kunne opfordre til, at man lagde kræfterne der, hvor behovet var størst«, siger hun.
Kaotisk sundhedstilstand
Før branden var tilstanden allerede kaotisk. I 2016, da Heidi Christensen var af sted, kom patienterne med både fra Tyrkiet.
Nogle havde et akut behov for hjælp, lige da de var landet, hvis de havde haft en hård overfart. Ellers var det mennesker, der havde været på flugt i lang tid, blandt andet syrere og afghanere. De havde levet et hårdt liv.
»Mange havde været udsat for traumatiserende oplevelser under deres flugt eller i hjemlandet, der gav dem mentale problemer, som de ikke havde overskud til at tage sig af. Vi så mange med kroniske sygdomme, som ikke var blevet passet, hverken i deres hjemland eller på flugten. F.eks. diabetes eller forhøjet blodtryk, som er kroniske sygdomme, som skal passes, så det ikke udvikler sig mere alvorligt«.
Lægerne så også gravide, som ikke havde fået kontrol under deres graviditeter. Det var ikke deres fokus.
»Deres fokus var bare at komme videre, for de vidste godt på det tidspunkt, at grænserne i Europa var begyndt at lukke. Man kunne blive behandlet, hvis der var ventetid på færgen, men når den sejlede, var det bare om at være ombord«.
Lægerne sørgede for at give flygtningene medicin til de kommende uger, så de kunne klare sig, indtil de kom til et sted med noget ny medicin, f.eks. en af Læger uden Grænsers andre klinikker.
»En af mine medarbejdere så en gravid i ca. syvende måned. Deres første barn var blevet født undervejs, og manden havde et lille kit til at klare fødslen, så de bare kunne fortsætte flugten og ikke stoppe op og vente på, at hun fødte under ordnede forhold. Det var den slags desperation«.
Mange børn kom fra lande, hvor sundhedssystemerne og dermed også børnevaccinationsprogrammerne var brudt sammen. De var og er ikke vaccineret imod mæslinger, som er en af de smitsomme sygdomme, man frygter udbrud af i en flygtningelejr, og hvor risikoen er større, jo tættere folk bor sammen under uhygiejniske forhold, påpeger Heidi Christensen.
»Der var også udbrud af fnat. Fnat virker måske umiddelbart ubetydelig i forhold til andre livstruende tilstande, men det er et udtryk for, hvor kummerlige forhold de lever under«.
Endnu mere desperat i dag
I dag er situationen meget værre end i 2016, siger Heidi Christensen, og flygtningene ankommer fortsat til Lesbos.
»Der er kommet flere folk, og de sidder fast. Dem, der styrede lejren dengang, havde svært ved at have toiletter, bad og mad nok til 6.000 mennesker. Nu bor der 12.000 mennesker i de her områder. Det er endnu mere desperat, også når man ikke ved, hvor længe man skal bo under sådan nogle forhold«.
Heldigvis kom ingen alvorligt til skade under brandene. Så det er ikke det akutte lægebehov, der er størst.
»Men hvis folk skal blive ved med at bo ude i bjergene uden adgang til vand, mad og sanitet, så er det ikke kun deres kroniske sygdomme, der ikke bliver behandlet, men også dehydrering og andre infektionssygdomme, der kan florere. Folk, der lever under så forfærdelige forhold, har bestemt brug for lægehjælp, men vil have sværere ved at finde frem til den«.
Hvad er løsningen?
»Løsningen er, at resten af Europa hjælper til. Og det er helt ufatteligt og frustrerende, at man ikke allerede har kunnet finde sammen om en løsning i EU, så denne situation kunne have været undgået. Grækenland kan ikke klare det selv«.
Lægeforeningen: Læger skal engagere sig
Lægeforeningens formand Camilla Rathcke siger, at de tragiske omstændigheder i Moria understreger vigtigheden af, at læger også er engagerede i at sikre, at sårbare mennesker – uanset, hvor de bor – har adgang til f.eks. basal sundhedshjælp.
»Den indsats foregår for vores vedkommende gennem de internationale lægeorganisationer, fordi vi mener, at vi får størst indflydelse på den måde. Hvor meget vi end gerne ville hjælpe overalt i verden, så er vi desværre også nødt til at overveje, hvordan vi fordeler de ressourcer, vi har i foreningen og får det størst mulige udbytte af dem. Det er baggrunden for, at de europæiske og internationale lægeorganisationer løfter denne sag sammen«, siger Camilla Rathcke.
Lægeforeningen arbejder gennem den europæiske lægeforening (CPME) og verdenslægeforeningen (WMA) for at hjælpe mennesker uden for Danmarks grænser. De står f.eks. bag, når CPME netop har sendt et brev til EU, hvor de understreger, at alle medlemslande har et ansvar for at evakuere flygtninge.
WMA er også involveret i at presse på politisk for at få løst de mange alvorlige problemer med sundhed og helbred, som ofte følger med, når mennesker er på flugt, siger Camilla Rathcke.
»Man er som medlem altid velkommen til at foreslå, at vi i Lægeforeningen arbejder anderledes på nye måder eller bruger vores kræfter på nye opgave. Det gælder også, hvis man ønsker, atvi f.eks. skal engagere os mere i flygtningesagen, end vi gør i dag. Men vi er også nødt til at følge de spilleregler, der er i en medlemsorganisation, og derfor er det også en beslutning for vores repræsentantskab«.
Lægeforeningen støtter, at der sættes endnu mere fokus på de sundhedsmæssige problemer, som primært eksisterer uden for Danmark og Europa, siger Camilla Rathcke.
»Det er nu også min forståelse, at mange danske forskeres arbejde faktisk er relevant – enten fordi de arbejder direkte med bekæmpelse af sygdomme, som findes uden for Danmark, eller fordi resultaterne fra grundforskningsprojekter vil vise sig at være nyttige til bekæmpelse af problemer uden for Danmark«, slutter Camilla Rathcke.
