Efter krydset er sat

Personligt glæder jeg mig til, at krydset er sat i valglokalet, og jeg kan følge slagets gang på tv-skærmen. Selv om valgkampen formelt ikke har varet længere end ellers, har den jo reelt domineret det politiske liv i mere end et år. Det gælder også sundhedspolitikken. Jeg ser frem til, at valgløfterne bliver til virkelighed, og det er jeg nok ikke ene om.

Et stort ønske fra læger til den kommende regering er en ny behandlingsgaranti. Det er tankevækkende, hvor udtalt det krav er. I en ny undersøgelse, som Ugeskrift for Læger har foretaget, topper det klart listen over de aktuelle initiativer, som læger mener, at politikerne bør tage fat i efter folketingsvalget.

De urimelige konsekvenser af den nuværende garanti fylder i lægers kliniske hverdag, og derfor vil Lægeforeningen fortsat presse på for en behandlingsgaranti, der sikrer, at de mest syge kommer til først, og som omfatter alle patienter - ikke kun dem, der kan behandles i det private. Mange politikere er efterhånden enige med Lægeforeningen. Det samme er et flertal af befolkningen. Mon ikke det lykkes for os?

Helt nyt er det til gengæld, at læger er nødt til at kæmpe for et samlet sundhedsvæsen, hvor familielæger, speciallægepraksis og sygehuse fortsat hører under samme myndighed efter et valg. Det har helt tydeligt ingen klangbund hos læger, når regeringen, som den gjorde for ganske nylig, melder ud, at almen praksis for fremtiden skal høre under landets 98 kommuner.

Ugeskriftets undersøgelse understreger, at det har stor betydning for læger, at deres arbejde hører under samme myndighed. Det er naturligvis et område, som vil have stor bevågenhed fra Lægeforeningen, og uanset om Danmark efter valget fortsætter med regioner eller skal have en ny struktur, vil vi kraftigt protestere mod, at kommunerne overtager flere sundhedsopgaver.

Tværtimod er det langt mere oplagt, at de afgiver nogle af de nye sundhedsopgaver, som de fik i forbindelse med strukturreformen. De har eksempelvis ikke magtet at løfte behandlingen for alkoholmisbrug og de specialiserede tilbud til hjerneskadede, som de overtog. Det er en vanskelig opgave, som kræver, at kommunerne kan opbygge ekspertmiljøer. Det er desværre ikke lykkedes, og resultatet er uens tilbud fra kommune til kommune.

En national handlingsplan for psykiatrien er nummer tre på lægernes ønskeliste til regeringen. Her håber jeg, at der er grund til optimisme. Politikere fra en bred vifte af partier har signaleret, at beskeden fra både patienter og sundhedsprofessionelle er forstået. Faktisk er der vel næppe nogensinde talt så meget om at bedre forholdene for en patientgruppe, som aldrig har oplevet samme anerkendelse af deres sygdom som andre. Det spændende bliver at følge, hvordan politikerne konkret følger op på udmeldingerne i valgkampen. Det vil vi holde skarpt øje med.

Endnu er der nogle dage tilbage i valgkampen. Man skal ikke være naiv. Selvfølgelig er det den periode, hvor den politiske lydhørhed over for befolkningens - herunder lægers - ønsker er størst.

Men det er vigtigt, at læger markerer sig i debatten. Ikke alene via Lægeforeningen og ikke alene i valgkampen. Som fagpersoner kan vi levere et indgående kendskab til den sektor, som næstefter samfundsøkonomien er det største emne i valgkampen, og som også vil sætte dagsordenen efter valget.