Skip to main content

Efteruddannelsesreform nu

Journalist Christian Andersen, ca@dadl.dk
4. nov. 2005
012 min

Hvis man var den diplomatiske type, ville man nok kalde lægernes efteruddannelse »usystematiseret« og »underfinansieret«.

Hvis man derimod var den mere kontante type, ville man kalde den noget i retning af »kaotisk« og »i lommen på industrien«.

For faktum er, at danske læger ikke er i stand til at efteruddanne sig, medmindre de søger industrien om penge. Faktum er, at læger ikke kan efteruddanne sig uden at risikere at beklikke deres troværdighed, fordi industrien sponsorerer. Faktum er, at efteruddannelsen bliver skævvredet til fordel for patientgrupper og terapier, som industrien - af gode grunde - vurderer, at der er penge i.

Den tilfældige tilrettelæggelse og tynde, stedvis manglende, finansiering af efteruddannelsen for offentlige midler har mange andre ulemper, men væsentligst:

I et erhverv som lægegerningen, hvor den medicinske viden forældes i et hurtigere og hurtigere tempo, har læger langtfra tilstrækkelige muligheder for at vedligeholde og udbygge deres viden og færdigheder.

Lad os få et par tal frem. De er en anelse arkaiske (fra 1999), men fås ikke mere opdaterede. Det er Lægemiddelindustriforeningen (Lif), som selv har opgjort tallene for, hvor meget foreningens medlemmer har betalt for det, som de selv benævner »efteruddannelse af læger«:

Lægemiddelkonsulenter: 328,8 mio. kroner. Symposier og faglige møder: 198,7 mio. kroner. Præparatrelateret videnskabelig information: 14,9 mio. kroner. Lægemiddelprøver: 20,8 mio. kroner.

I alt: 563,2 mio. kroner. Lidt firkantet udregnet er det 29.563 kroner til hver eneste af Lægeforeningens 19.051 aktive medlemmer.

Der findes ingen samlet opgørelse over, hvor meget det offentlige bidrager til lægernes efteruddannelse.

Mellem 5.000 og 10.000 kroner per år per læge, lyder standarden. Nogle steder mere, andre mindre. Der findes steder, hvor der er flere penge til overlægerne end til afdelingslægerne - og ingen, eller stort set ingen, til de yngre læger. På enkelte afdelinger, hvor der faktisk er et budget til efteruddannelse, er det brugt op i løbet af årets første, spæde måneder - bare ærgerligt for de læger, som ikke nåede at søge i tide. Der er afdelinger, hvor midlerne til efteruddannelse er så pauvre, at overlægerne på forhånd opgiver at søge penge til møder og kongresser og henvender sig direkte til industrien. Fra amt til amt, fra sygehus til sygehus og fra afdeling til afdeling er der forskel på, hvor meget - eller rettere hvor lidt - efteruddannelsen prioriteres. De perifere amter bruger efteruddannelsen som en godbid i rekrutteringen.

Det ligner kaos.

»Med de krav der er til at vedligeholde og udvikle sin viden og kompetencer, er det lavt sat, at der som minimum bør være 50.000 kroner per overlæge per år til efteruddannelse«, mener Erik Kristensen, formand for Overlægeforeningen.

De yngre læger vurderer, at der er behov for mellem 20.000 til 30.000 kroner per yngre læge per år. »Det er lavt sat. Men jeg vil ikke være ublu«, udtaler Klaus Klausen, medlem af Yngre Lægers bestyrelse.

Både Erik Kristensen og Klaus Klausen beklager afhængigheden af industrien.

Ib Abildgaard Jacobsen, formand for Dansk Medicinsk Selskab (DMS), har tabt tålmodigheden. Nu da lægerne har fået en videreuddannelsesreform, må tiden være inde til en efteruddannelsesreform, mener han.

»Man kan ikke forestille sig, så stort et væsen som sundhedsvæsenet fuldstændigt overlader det til eksterne faktorer at holde deres vigtigste medarbejdere, speciallægerne, uddannede. Bare når man siger det til hinanden, bliver det helt grotesk! Der er brug for en efteruddannelsesreform, på samme måde som videreuddannelsen nu bliver reformeret. Nu er vi meget optaget af, at videreuddannelsen skal forbedres, men det hjælper ikke ret meget, hvis der ikke er en ordentlig opfølgning på det fra det tidspunkt folk er blevet speciallæger og fremefter«, mener han.

Ib Abildgaard Jacobsen ønsker en fuldstændig afkobling af industrien. Problemet er »bare«, at der ikke står en bidragyder - det offentlige - parat med millioner af efteruddannelseskroner. Industriens slitage på lægers troværdighed og den manglende kvantitative som kvalitative systematiske efteruddannelse, er DMS-formandens afgørende ankepunkter.

»Hvis vi vil fremstå som uafhængige rådgivere og uafhængige interessenter i efteruddannelsen bliver vi nødt til at sørge for, at selskabernes økonomi ikke er baseret på en kommerciel økonomi, som selvfølgelig er bias. Virksomhederne er sat på jorden for at tjene penge til aktionærerne. Det vil jeg absolut ikke mistænkeliggøre. De efteruddanner læger i at bruge egne produkter. Det er ikke tilstrækkelig efteruddannelse, når man ønsker sig en evidensbaseret, systematisk, relevant og ,ubias` efteruddannelse.

Selv når alle uddannelsestilbud fra industrien bliver lagt sammen, kan de repræsentere en systematisk behovsorienteret og evidensbaseret efteruddannelse, fordi den hele tiden tager udgangspunkt i industriens behov for at markedsføre sig«, mener Ib Abildgaard Jacobsen.

Dansk Medicinsk Selskab er for tiden ved at undersøge, hvor mange penge selskaberne modtager fra industrien. Det er første skridt for at finde ud af, hvor meget det offentlige bør gå ind og støtte efteruddannelsen.

»Hvis det drejer sig om 50 mio. kroner om året, er det ikke urealistisk at få fra arbejdsgiveren, hvis man sammenligner med, hvad videreuddannelsesreformen kommer til at koste. Hvis det er 300 mio. kroner, hvad jeg ikke tror det er, er der måske et problem«, nævner han.

Ib Abildgaard Jacobsen har en ide, som han inden længe vil præsentere for Lægeforeningen:

Sammen skal de lave et selskab, som skal udvikle, koordinere og styre efteruddannelsen. Pengene til selskabet kan komme fra lægerne selv, de driftsansvarlige og industrien.

Men sidstnævnte, som skal betale til en fælles efteruddannelsesfond, får ingen, eller næsten ingen, direkte indflydelse på efteruddannelsens form og indhold.

Ib Abildgaard forklarer:

»Det er klart, at industrien vil foretrække, at den selv kan bestemme, men industrien må være interesseret i, at lægerne er så velorienterede i nye behandlinger som muligt. Det er jo på den måde, der bliver opmærksomhed om deres produkter, så de kan sælge ny medicin og nye diagnostiske teknikker. Dog kunne man forestille sig, at industrien kunne bidrage til kurser inden for det terapeutiske område, som de var interesserede i. På den måde kunne de områder, som har industriens opmærksomhed, delvis finansieres. Områder som fx urininkontinens eller andet, som er et stort problem for befolkningen, men som måske ikke kommercielt er så interessant, må finansieres af andre midler, de offentlige.«

DMS-formanden mener, at en løsning med DMS og Lægeforeningen er den ideelle, ikke et selskab i offentligt regi, fx under Sundhedsstyrelsen.

»Hvis man bureaukratiserer efteruddannelsen yderligere ved at lægge den ind i Sundhedsstyrelsen, vil der ske det samme med den viden, som det vi ser i forholdet mellem lærebøger og lægevidenskabe lige tidsskrifter. Ny viden i tidsskrifter kommer nogle gange uger efter, at den er genereret, i lærebøgerne tre år senere. Noget lignende vil ske, hvis ikke man baserer denne vidensformidling på selskaberne«, forklarer Ib Abildgaard Jacobsen.

Ingen offentlig strategi

Erik Kristensen er optaget af at sikre et bredt, godt, systematisk og ikke mindst lødigt udbud af efteruddannelse.

»Problemet er, at der ikke er nogen systematik i efteruddannelsen, når det i den grad er op til industrien at finansiere efteruddannelsen. Derved rammer man ikke lægestanden generelt. Der er jo nogle specialer, som er mere attraktive end andre, og på den måde sikrer man sig ikke, at den samlede overlægegruppe får en efteruddannelse, som er acceptabel. Nogle af de arrangementer, som industrien har stået for, kan man også sætte spørgsmålstegn ved lødigheden af. En mere systematiseret og homogeniseret efteruddannelse er en nødvendighed med hensyn til de nye videnskabelige krav og den udvikling der er i samfundet. En løsning, hvor Dansk Medicinsk Selskab og Lægeforeningen gik sammen om at organisere og styre efteruddannelsen, kunne være en mulighed. Det offentlige har gennemgående ingen strategi på området«, udtaler Erik Kristensen.

Han mener, at den stigende diskussion om akkreditering kan sætte gang i en bedre organisering og offentlig finansiering af efteruddannelsen. Han sætter blandt andet sin lid til, at Joint Commission on Accreditation of Healthcare Organisations, det førende akkrediteringsinstitut, opererer med, at arbejdsgiveren mindst hvert 3. år skal revurdere de lægelige medarbejdere for at fastslå, om de fortsat er kvalificerede til at behandle patienter.

»Som driftsherre må man gøre sig klart, at sygehuset er en vidensorganisation. Man har talt meget ledelse og organisation, men det spiller en anden eller tredje prioritet, for sundhedssektoren bygger på viden. Hele fundamentet bliver efteruddannelse, når man ser på, hvor hurtig udviklingen går. Det vi lærer på universitet, er forældet få år efter. Og få år efter man er blevet speciallæge, begynder det at halte«, vurderer Erik Kristensen.

Også efteruddannelse til de yngre læger

Selv om man som yngre læger er i fuld gang med videreuddannelsen, er der samtidig behov for efteruddannelse, fastslår Klaus Klausen. Men det er en omstændighed, som ikke vinder megen forståelse hos arbejdsgiverne.

»Ofte er det ikke muligt at få 200 eller 300 kroner til et kursus, hvis man er på en afdeling i Københavnsområdet«, nævner Klaus Klausen.

Han vurderer, at jo nærmere de yngre læger er på universitetsbyerne, desto færre penge er der afsat til efteruddannelse.

»For en dansk yngre læge er det fuldstændigt umuligt at komme til kongres i udlandet, medmindre man finder et firma som vil betale. Jeg er fortørnet over, at man har et sygehusvæsen, som er så videnstungt, men man afsætter kun få resurser til de læger, som skal tilegne sig den viden, de skal bruge over for patienterne. I amterne har man den opfattelse, at efteruddannelse stort set er en del af den personlige videreudvikling; ikke at det er til gavn for arbejdsgiveren! I videreuddannelsen får man ikke opfyldt sin viden inden for alle relevante felter. Der er en rivende udvikling, og det er som oftest den enkelte læge selv, som ved, hvad vedkommende mangler. Selvfølgeligt er det vigtigt, at man lærer noget det sted, man er, men nogle gange må man på et kursus«, udtaler Klaus Klausen.

Eller som Mette Siemsen, formand for Lægeforeningens uddannelsespolitiske udvalg, siger:

»Efteruddannelse i den periode, man er i videreuddannelsen, er begrænset, men man har brug for andre kurser end dem, der strengt fagligt er brug for, fx deltage i kongresser, så man ikke står i en syltekrukke indtil man en dag pludselig springer ud som speciallæge. Jo tidligere man kan bliver engageret i sit fag både nationalt og internationalt efteruddannelsesmæssigt, desto bedre.«

Yngre lægers flygtige ansættelser er også skyld i, at arbejdsgiverne ikke investerer i efteruddannelse. Endnu en grund til at styre mod en homogen og systematiseret efteruddannelse, også for yngre læger, mener Klaus Klausen.

»Traditionen er, at man ikke vil investere efteruddannelse i de yngre læger, for de rejser igen. Når alle rejser, og alle arbejdsgivere har den holdning, er der ingen, der investerer, men i den sidste ende er det jo samme sygehusvæsen, som skal have glæde af de her folk«, nævner Klaus Klausen.

Akkreditering af efteruddannelse

Et forslag om et akkrediteringsinstitut for efteruddannelse er Lifs seneste påfund for at legitimere og skabe troværdighed om al sponsoreringen.

Instituttet, hvor der skulle være repræsentanter fra Lægeforening, driftsherrerne og Indenrigs- og Sundhedsministeriet, skal i første omgang bedømme og akkreditere den sponsorerede efteruddannelse, og i det videre perspektiv alle efteruddannelsestilbud.

Karin Verland, formand for Lif, forklarer:

»Målet er med andre ord at etablere en egentlig akkrediteringsordning af vore tilbud til lægerne om kvalificeret efteruddannelse.

Vi vil gerne invitere til en sådan drøftelse, og vi har ikke låst os fast på nogle konkrete krav, men konkret forestiller vi os, at vi i fællesskab nedsætter et organ, som kan vurdere og efterse, at indholdet i industriens efteruddannelsestilbud lever op til de krav om faglighed, objektivitet og uafhængighed, som naturligvis skal gælde for al efteruddannelse.

Vi bør faktisk meget hurtigt kunne blive enige, ligesom vi er blevet det på den professionelle lægemiddelinformation, om hvilke principper og kriterier, der skal gælde for en saglig, faglig og objektiv efteruddannelse af læger - og dermed sikre det fremtidige fundament for en optimal patientbehandling.«

Mette Siemsen, formand for Lægeforeningens uddannelsespolitiske udvalg, afviser Lifs akkrediteringsforslag.

»Vi er ikke interesserede i akkrediteringsordning. Det er en meget problematisk vej, for når vi presser på for at øge det offentliges andel af efteruddannelsen, har vi ingen interesse i at gå ind og lette det for medicinalindustrien. Vi har tidligere stillet forslag til medicinalindustrien om, at de forhåndsgodkendte deres arrangementer, men det har de aldrig været interesserede i. Nu vil de have en generel godkendelse af alt hvad de laver, og det er for vide rammer«, udtaler Mette Siemsen.

Trods gentagne henvendelser har det ikke været muligt at få en kommentar fra formanden for Amtsrådsforeningens sundhedsudvalg Bent Hansen.

Fakta

»Lægemiddelindustrien er indehaver af den nødvendige viden, som skal formidles til lægerne, og det er med den viden i hånden, at lægemiddelindustrien i dag er blevet den klart største udbyder af efteruddannelse af læger.

Lægemiddelindustrien har attraktive tilbud om efteruddannelse. Det er efteruddannelse, som indeholder meget mere end blot viden om brugen af lægemidler. Det er også efteruddannelse med indhold, som lægerne kan bruge direkte i behandlingen af deres patienter. Det er samtidig efteruddannelse, som - hvis den ikkeeksisterede - ville medføre en kolossal vidensgrøft i den danske sundhedssektor.«

Karin Verland, formand for Lif på høring på Christiansborg den 8. juni om information om lægemidler.

Fakta

Ingen berøringsangst i lægekredsene

I lægekredsforeningerne, hvor hovedparten af efteruddannelsen sponsoreres af industrien, er man ikke ængstelige for industriens bagtanker.

For kredsforeningerne har hver især nedfældet regler for samarbejdet. Blandt andet, at sponsor ikke har indflydelse på indhold og oplægsholder.

Kursusudvalgenes egne valg af emne r kan måske godt få en mindre drejning i retning af, hvad der er lettest at trække sponsorpenge til, indrømmer Morten Scheibel, formand for kursusudvalget i Lægekredsforeningen for Viborg Amt, uden han dog mener, at lægerne mister troværdighed af den grund.

Palle Osther, formand for kursusudvalet i Lægekredsforeningen for Vejle Amt, nævner, at han kun én gang har oplevet, at en virksomhed ønskede at vælge emnerne for et arrangement.

»Vi sagde nej. Det betød, at virksomheden forsvandt, men vi fandt en anden sponsor. På det område går vi ikke på kompromis«, udtaler han.

»Hvis industrien skal ud, må andre træde til med finansieringen, og det er der bare ikke andre, der gør, men det er helt dobbeltmoralsk. For hvis driftsherren ønsker, at der skal ske uddannelse og udvikling, så skal man også være villig til at betale for det. Ellers dør det. Vi vil gerne udvikle og uddanne os, for vi ved, hvad der sker, hvis vi ikke gør det. Vi kender alle eksempler på afdelinger, som ikke udvikler sig, de dør hen, forsvinder ud af billedet, fordi de ikke er fremme i sutskoen«, siger Palle Osther.

Den ideelle efteruddannelse er finansieret af lægerne selv, mener Morten Scheibel, og lægger dermed afstand til Lægeforeningens politik om, at al efteruddannelse bør være arbejdsgiverbetalt.

»Hvis man fra lægelig side ikke ønsker at finansiere efteruddannelsen, afskriver man sig også indflydelse på, hvad der skal undervises i. Det er yderst beklageligt, for når Lægeforeningen mener, at pengene skal komme fra driftsherren, bliver det også driftsherren, der bestemmer, hvad der skal undervises i. Dem der betaler musikken, betaler også for, hvad der skal spilles. Det er betænkeligt, at vi enten bliver spillet over i industrien eller over til vores driftsherre og derved selv mister indflydelse på indholdet af efteruddannelsen«, mener Morten Scheibel.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen