Eksistensbaseret medicin

Hvor der er mennesker, er der relationer – og hvor der er relationer, er der etik.

Ikke mindst læge-patient-forholdet er som bekendt et komplekst socialt mellemværende, hvis udgangspunkt endda er asymmetrisk eller ligefrem hierarkisk, fordi patienten er udfordret på sin sundhed og efterspørger ekspertens faglige bistand. Det stiller krav til lægens empati og kommunikative færdigheder. Og det tydeliggør betydningen af hans eller hendes medicinske menneskesyn. Betragter man sine patienter som omvandrende symptomkomplekser på to ben? Eller møder man dem som levende og unikke medmennesker med en levende og unik livshistorie?

Som læger er vi opdraget i en naturvidenskabelig tradition med mere fokus på celler end på psyke og socialitet. Det er fortsat et mekanistisk sundhedssyn, som dominerer landets lægeskoler og sundhedsinstitutioner, og når syge mennesker opsøger håndspålæggelse og krystalterapi, handler det ofte om, at de hos den alternative behandler føler sig bedre set, hørt og forstået end i det autoriserede system. På samme måde udspringer mange patientklager i fejlslagne kliniske møder. Lægen har for travlt. Og patienten føler sig tingsliggjort og fejet af.

Siden det sene 1800-tals biomedicinske revolution har lægevidenskaben udrettet små mirakler, og det er uomtvisteligt, at antibiotika, vacciner og avanceret kirurgi hvert eneste år redder liv og førlighed for millioner af mennesker verden over. Men gik noget mon tabt, efterhånden som vores fag blev professionaliseret, og lægekunsten blev forvandlet til en lægevidenskab? Er der nuancer af sundhed og eksistens, vi har mistet følingen med?

Mellem det subjektive og det objektive

De fleste ved nok, at mestertænkeren Søren Kierkegaard (1813-1855) havde et anstrengt forhold til sin samtids succesombruste naturvidenskab, og at ikke mindst lægerne var genstand for hans filosofiske skepsis og byger af raffinerede giftigheder. For teologen Kierkegaard var der noget fattigt og åndsforfladigende i den nye lægevidenskabs materialistiske menneskesyn, og i sine dagbøger satiriserede han flittigt over guldalderens vikarierende lægeguder med øjnene klæbet til mikroskopet og ørerne placeret for enden af et stetoskop. »Hvo Satan kan holde det ud!«, bemærkede han rasende i sin journal.

Kierkegaard betragtes ikke for ingenting som fænomenologiens og eksistentialismens gudfar, og hans problem med samtidens læger var ikke så meget deres hovmod og komiske latinske gloser, men derimod deres notoriske angst for subjektivitet. I deres iver efter at begribe, beskrive og behandle den syge krop i objektive detaljer glemte medicinerne nemlig, at mennesker er komplekse skabninger med holdninger, følelser og drømme. Og at sundhed ikke kan reduceres til gold funktionalitet, men må betragtes som et subtilt samspil mellem kroppens processer og hin enkeltes forståelse og fortolkning af sig selv.

For Kierkegaard er mennesket en syntese af krop og ånd, og enhver »menneskevidenskab« må derfor medinddrage den subjektive dimension i sit arbejde. Det gør man ved at kommunikere og ved at stille sig åbent og empatisk an. Og ved at anerkende og omfavne, at det autentiske møde mellem mennesker altid afføder en etik. Som læge har man et ansvar for at passe godt på sine patienter. Men man skal også kunne håndtere den ambivalens og irrationalitet, de rummer.

Alt klinisk arbejde foregår i relationer, og som fagpersoner giver det os nogle helt enestående muligheder for arbejdsglæde og for at supplere den tillærte »apparatfejlsmodel« med en skærpet sans – og respekt – for menneskelig mangfoldighed og kompleksitet. Det handler i bund og grund om at kunne forene de subjektive og objektive dimensioner af sundhed og eksistens, og her kan Søren Kierkegaard stadig hjælpe os på vej.

Det kan du læse meget mere om i det nye nummer af Bibliotek for Læger, som er verdens ældste, endnu eksisterende lægetidsskrift. Der var at finde i Kierkegaards studerekammer – og det bør også findes i dit.

Læs mere her.