Skip to main content

Elektronisk afregning - krav frafaldet

Attestudvalget

1. nov. 2005
2 min.

Der blev ultimo november 2004 udsendt et brev fra Økonomistyrelsen til landets praktiserende læger, praktiserende speciallæger m.v. med meddel-else om, at der fra den 1. februar 2005 skal fremsendes elektroniske regninger til offentlige myndigheder »fra fysiske eller juridiske personer«. Bestemmelsen ville især kunne få betydning for lægerne i forbindelse med udstedelse af lægeattester m.v. til først og fremmest staten og kommunerne. Lægeforenin-gen har ingen attestaftaler med amterne.

Det kom noget overraskende for Lægeforeningens Attestudvalg, idet der ikke forinden havde været henvendelse til Attestudvalget om det påtænkte initiativ.

Landets læger er ikke i stand til i deres lægeprogrammer at producere en elektronisk faktura i det krævede OIOXML-format, og tanken om at skulle sende regningen med patientens cpr-nr. og øvrige data samt oplysning om ydelsens art (eksempelvis »Lægeer-klæring i forbindelse med detentions-anbringelse«, »Blodprøvetagning i faderskabssag« eller »Værgemålsattest«) til et »Læs-Ind-bureau« var gyselig. End-videre er der en række tilfælde, hvor det rent proceduremæssigt er nødvendigt, at attest og regning følges ad.

Lægeforeningens Attestudvalg tog straks kontakt til Økonomistyrelsen - dels pr. brev og dels telefonisk. Siden har der været en del drøftelser mellem Attestudvalget og Økonomistyrelsen, og der var ret hurtigt i Økonomistyrel-sen forståelse for, at der var problemer. Vi fik stillet i udsigt, at vi kunne fortsætte med traditionelle regninger til kommunerne, og senere begyndte en lignende løsning på det statslige område at tage form.

Lægeforeningens Attestudvalg har nu modtaget en e-mail fra Økonomisty-relsen, og den fastslår, at de statslige betalinger til lægerne på linje med de kommunale ikke er omfattet af krav om elektronisk faktura.

Der udestår et problem vedrørende Dansk Røde Kors'Asylafdeling, idet Dansk Røde Kors har sendt brev til lægerne om, at der efter den 1. marts 2005 vil være krav om elektronisk faktura, før betaling kan finde sted.

Attestudvalget har kontakt til Dansk Røde Kors. Dette område bliver forhåbentlig også tilfredsstillende løst.