Skip to main content

Elektroniske henvisninger til speciallægerne

Jesper Brahm, FAS redaktør, j.brahm@dadlnet.dk

23. maj 2008
3 min.



Anders Bak-Christensen er næstformand i bestyrelsen for Foreningen af Praktiserende Speciallæger og formand for foreningens it-udvalg.

Anders Bak-Christensen, du har jo som formand for it-udvalget stået for indførelsen af den elektroniske henvisning. Hvorfor indføres ordningen?

»Der har været i hvert fald to hensyn, hvor det ene handler om at sikre, at patienterne har muligheden for frit at vælge, hvilken speciallæge, han eller hun vil søge. Det andet hensyn har været at få afklaret ansvarsforholdene mellem den henvisende læge, den praktiserende speciallæge og patienten. En del henvisninger sendes allerede nu elektronisk, hvilket faktisk er i strid med Speciallægeoverenskomsten, som stadig foreskriver papirhenvisninger. Det værste i den forbindelse er dog, at der ved sådanne henvisninger slet ikke foreligger nogen afklaring af, hvem der bærer ansvaret for, om henvisningen forsinkes eller slet ikke kommer frem. Begge hensyn er tilgodeset med det ny elektroniske henvisningshotel, REFHOST. Henvisningshotellet er endvidere bygget således op, at man stadig kan bruge EDI-henvisninger på samme vis, det gøres i dag. Herudover har man imødekommet et krav om en modernisering af henvisningerne, i lighed med den, der allerede anvendes i PLO«, siger Anders Bak-Christensen og fortsætter: »Den elektroniske henvisning ville komme under alle omstændigheder, det var kun et spørgsmål om hvornår. Vi har derfor taget konsekvensen heraf og indfører ordningen fra 9. juni i år«.

På mødet med regionsrepræsentanterne i marts var der en del kritik af den elektroniske henvisning i speciallægepraksis. Er kritikken berettiget?

»Det synes jeg ikke. Det er klart, at der er nogle dele af ordningen, som skal justeres og optimeres, men i store træk er REFHOST et stort fremskridt« siger Anders Bak-Christensen og fortsætter: »REFHOST skal selvfølgelig være robust over for alle specialer, og vi vil derfor løbende videreudvikle programmet på baggrund af erfaringerne og tilbagemeldingerne. Der nedsættes en styregruppe, hvori Jens Nørby Winther fra FAS' sekretariat og jeg selv skal sidde. Styregruppen har ansvaret for videreudviklingen af REFHOST, så hvis medlemmer bliver opmærksomme på fejl eller uhensigtsmæssigheder i systemet, må de meget gerne henvende sig til os. Selv om vi efter min bedste overbevisning allerede har taget højde for de fleste problemer, er vi stadig i den del af processen, hvor ting kan ændres og gøres bedre«.

Hvad er de største ændringer fra hidtidig praksis?

Anders Bak-Christensen: »Bortset fra at vi går fra papir til elektronik er de største ændringer for det første, at lægen eller sekretæren nu online kan se, om der foreligger en henvisning eller ej, for det andet at speciallægen kan hente patienter ind i sit bookingsystem - hvis speciallægen kender patientens cpr.-nr. og for det tredje at patienten i fremtiden friere kan vælge mellem speciallæger inden for det relevante speciale, Når en patient har fået en aftale, bliver den elektroniske henvisning mærket således, at andre speciallæger kan se, at en aftale allerede er indgået. Det betyder, at vi burde kunne reducere antallet af ,shoppere` og af dobbeltbookninger hos os. Vi vil heller ikke længere se patienter, som møder op uden en henvisning, fordi de har glemt den derhjemme. Henvisningen kan altid findes frem på REFHOST.« Anders Bak-Christensen fortsætter: »Måske skal speciallægen lave lidt flere håndgreb i fremtiden, men tidsforbruget opvejes meget hurtigt med de færre udeblivelser på grund af patienternes tidsbestillinger hos flere speciallæger uden at melde fra igen«.

Fakta

Henvisningshotellet kan ses på www.refhost.dk

Erhvervs digital signatur kan bestilles på www.laeger.dk