Skip to main content

Emergency medicine i Adelaide

9. nov. 2005
3 min.

Emergency medicine er i Australien det yngste og hurtigst voksende speciale. Det blev grundlagt i 1981, da man valgte at overgå fra en specialeinddelt skadestuemodel som den nuværende danske til en tværfaglig model, som er kendt fra Nordamerika. Efter overvejelser om EM som subspeciale til hhv. almen medicin eller anæstesi valgte man etablering af EM som et selvstændigt specialeselskab, der er ansvarligt for præ- og postgraduat uddannelse, specialistanerkendelse og forskning.

Adelaide, herhjemme måske mest kendt for de fatale hajangreb i det seneste år, er med 1 mio. indbyggere den største by og hovedstaden i South Australia. Royal Adelaide Hospital (Figur 1 ) er det største af byens hospitaler og dækker alle kirurgiske og medicinske specialer, bortset fra gynækologi/obstetrik og pædiatri, der varetages af nabohospitalet.

Emergency department (ED) fungerer som det primære modtageafsnit for patienter med akut opståede medicinske, kirurgiske eller psykiatriske lidelser eller komplikationer i forbindelse med igangværende behandlinger. Afdelingen har endvidere funktion som modtageenhed ved interhospitale patienttransporter - ofte med fly eller helikopter - og som level 1 -traumecenter.

Der ses ~58.000 patienter årlig. ED's læger er ansvarlige for den initiale vurdering, diagnosticering og behandling af patienter fra samtlige medicinske og kirurgiske specialer samt psykiatri. En typisk arbejdsdag kan byde på modtagelse af patienter med f.eks. brystsmerter, lændehold, galdestensanfald, akut psykose, hoftefraktur og krampeanfald samt deltagen i traume- eller medicinsk akutteam.

Arbejdsdagen begynder med ward-round , hvor vagtholdet beskriver afdelingens patienter for dagholdet - superviseret af en overlæge - dette sker i forbindelse med hvert vagtskifte. Differentialdiagnoser vejes, og komplicerende faktorer diskuteres - med en høj grad af klinisk mistanke fanges konkurrerende lidelser ofte i forbindelse med den initiale udredning, hvilket muliggør iværksættelse af behandling og videre udredning allerede i ED. Udrednings- og behandlingsforløb konfereres løbende med seniore ED-læger inden patienten udskrives fra ED eller tilses af en vagthavende læge fra et relevant grund/grenspeciale mhp. indlæggelse på en stamafdeling eller ambulant opfølgning.

Lægers arbejdstid er 80 timer pr. 14 dage, fordelt på otte vagter - for læger under uddannelse inden for specialet er ugentlige undervisningsdage aflønnede og obligatoriske. Bemandingen varierer afhængigt af tiden på døgnet, men er altid rigelig sammenlignet med danske forhold - fire traumestuer er set bemandet på en gang uden mangel på hænder.

Lønnen er for yngre læger noget lavere i Australien end herhjemme, men nettolønnen er efter skat, og fradrag er nogenlunde ens. Alle udgifter i forbindelse med lægelig videreuddannelse og virke (kursusdeltagelse, rejser og ophold i forbindelse med samme, bogindkøb, udgifter til certificering m.m.) er fradragsberettigede. Leveomkostningerne er betydelig lavere end i Danmark.

Det er som udenlandsk læge muligt at søge et etårigt occupational trainee visum , der giver ret til superviseret arbejde på et hospital - der kræves blot dansk B-autorisation. Med et sådant visum er der ikke krav om beståelse af de australske medical board exams , der er meget omfangsrige - der er dog krav om beståelse af lægefaglig engelskprøve.

Et arbejdsophold down under kan varmt anbefales. Interesserede henvises til: www.rah.sa.gov.au/emergenc/geninfo.php

Reservelæge Peter Pfeiffer, e-mail: palff@hotmail.com