Skip to main content

En aftale med perspektiver

Journalist Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

1. feb. 2008
2 min.



Da sundhedsdirektør Leif Vestergaard Pedersen og formand for Yngre Læger, Lisbeth Lintz, den 17. januar satte deres navnetræk på protokollat og aftale og dermed satte punktum for forhandlingerne om løn- og arbejdsforhold for de indiske læger, var det et langt forløb med få møder, der blev afsluttet.

»Ja, man kan jo sige, at det havde været mere hensigtsmæssigt, hvis vi havde afsluttet disse forhandlinger før ansættelsen af vore indiske kolleger. Normalt er arbejdsforhold jo på plads, før man ansætter. Men det er jeg nu ikke særlig frustreret over. Jeg er derimod smadderglad for, at vi nu har en god aftale, først og fremmest for vore indiske kolleger«, siger Lisbeth Lintz.

Løsningen med ansættelse af de indiske læger som 1. reservelæger og så et særligt tillæg, der løfter dem lønmæssigt op på niveau med afdelingslægerne, bliver en fordel for en lille gruppe danske speciallæger, der ligeledes har ansættelse som 1. reservelæger.

»Det var for os et helt naturligt krav, fordi det skaber helhed. Det har jo netop været et ønske, at danske og indiske læger skal have samme forhold, og det særlige tillæg skal derfor naturligvis også gælde for danskere i sammenlignelig situation. Nogle af de pågældende danske læger har i forvejen lokalaftaler, så de får ikke lønmæssigt noget ud af det. Men de får så de ti uddannelsesdage om året, der også ligger i ordningen. Andre har ikke lokalaftaler, og for dem vil det blive et løft på omkring 100.000 kroner inklusive pension. Så det er ikke noget ligegyldigt beløb, vi taler om«.

Brev til Region Syddanmark og Region Sjælland

Yngre Læger vil nu skrive til Region Syddanmark og Region Sjælland, der skal have enkelte af de indiske læger. Holdningen er, at den aftale, der er indgået med Region Midtjylland, naturligvis også skal gælde for de to regioner. Det ville jo være en nærmest teoretisk situation at forestille sig, at de få indiske læger i disse to regioner ikke skal have det samme tillæg, som deres kolleger i Region Midtjylland.

»Men det er da vores målsætning at få den aftale, vi nu har indgået i Midtjylland, bredt ud til alle fem regioner. Det vil betyde, at alle vore kolleger, der er speciallæger men ansat som 1. reservelæger, får tillægget og retten til uddannelsesdage. Det vil også betyde, at alle regioner har løn- og arbejdsforholdene parate, hvis de ønsker at rekruttere udenlandske speciallæger fra 3.-lande«, siger Lisbeth Lintz.