En bittersød fortælling om livets forgængelighed

Vi, to kvinder i vores bedste alder (nu også kendt som Lige Pension-segmentet), vovede os en aften i det tidlige forår ind i Folketeatret for at se på »Maddiker«.

Skuespillet, med undertitlen »Et livtag med den modne kvinde«, er en bittersød fortælling om livets forgængelighed. Eller mere præcist: om kvinders forgængelighed.

Et kammerspil med tre skuespillere i en enkel kulisse. Manuskriptet veloplagt. Rekvisitterne fotos af kvinderne i yngre og mere yndefuld alder samt parykker, tasker, sko, en kørestol og en kiste.

Vi følger tre kvinder – veninder – gennem livets senere og sidste år.

Omdrejningspunktet er kvindernes samtaler gennem disse år. Om kroppens og sindets forfald. Langsomheden, der ubønhørligt sniger sig ind. Den mærkelige gamle hånd, der sidder på ens arm.

Men også om kærligheden – kan man elske en mand, der slår en? Og hvad er et lykkeligt liv? Det er der, heller ikke her, én, og slet ikke en enkel, opskrift på.

Vi var i godt selskab med Jannie Faurschou, Rikke Wölck, og ikke mindst Bodil Jørgensen, som langsomt forsvinder ind i demensens rige. Hendes maddikesang er skøn.

Komedie? Der blev i hvert fald leet. Tragedie? Ikke for alvor, men alligevel lidt.

Hovedparten af tilskuerne var kvinder i alderen 50+. Replikkerne vakte tydeligvis genklang hos publikum. Lige fra hvordan man snor sig ud af en invitation til at passe børnebørn (igen) i morgen, og til hvordan manden lyder, når han spiser.

Enkelte mænd havde også vovet sig ind. Om de lo lige så meget som kvinderne, kunne vi ikke høre, men leet og grinet blev der undervejs.

Et fint lille stykke. Vi blev nok ikke klogere, men vi var blevet velunderholdt, og det er jo ikke så ringe endda.

Stykket spiller til slut maj i hele landet.

Læs mere:

»Se filmen for dens nænsomme udforskning af sorgens og mindernes væsen«

Filmen minder os om, at livet leves særligt intenst, når man ved, at det snart kan være slut