En bøn om balance

I sin formandsberetning tog Jens Winther Jensen udgangspunkt i en tegning fra Ugeskriftet:

Om tegningen sagde han:

»For godt og vel en måned siden udkom Ugeskrift for Læger med denne tegning på forsiden. ,Utilsigtet succes` hedder den. Den fortæller mere end mange ord om den udfordring, de har fået i Sundhedsstyrelsen med en svulmende patientsikkerhedsdatabase.

Den illustrerer også et paradigmeskifte i sundhedsvæsenet, som er blandt de mest markante i mange, mange år. Den vilje, vi oplever til at indberette utilsigtede hændelser, er udtryk for, at der sker en gennemgribende forandring i kontraktforholdet mellem de tre klassiske spillere i sundhedsvæsenets trekantdrama: patienterne, lægerne og det offentlige«.

Formandens pointe med at skitsere »trekantsdramaet« var, at der er en ubalance imellem de tre parter.

Jens Winther Jensen sagde om ubalancen, om presset på lægerne i »trekanten«:

»I den bedste af alle verdener er sundhedsvæsenet højt prioriteret og har adgang til ressourcer, der kan sikre befolkningen en høj sundhedstilstand. Lægerne leverer den bedst tænkelige kvalitet, og patienterne har hurtig og nem adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet efter behov. (...)

Forskydningen i kontraktforholdet har i de seneste mange år som en naturlig udvikling gået i patienternes retning. Selv om der er tilført nye ressourcer, så har samfundet ikke tilladt, at der er sket nogen synderlig vækst i sundhedens relative andel af økonomien. Derimod er der sket en betydelig vækst i efterspørgslen på sundhedsydelser, og patienterne har fået nye rettigheder. Det har øget presset på det offentlige for at øge leverancen, og det har ændret lægerollen.

Det pres, der har været på lægerne for at opgive tidligere tiders bastioner såsom den meget vidtrækkende autonomi, er ikke gået sporløst hen over os. Der tales internationalt om en motivationskrise blandt læger og en generation af nye læger, der har fået skuffet deres forventninger til lægefaget.

Sådan opfatter vi ikke situationen i Danmark. Vi ser det som en positiv udvikling, at patientens rettigheder er blevet styrket, og at der er kommet fokus på de ydelser, sundhedsvæsenet og dermed også vi leverer. Som profession er det afgørende for os, at der er tillid mellem patienterne og os. En tillid, der skal række længere end til det enkelte møde mellem læge og patient.

Den tillid skal også omfatte os som stand i forhold til den professionalisme, vi har med vores medicinske kundskaber, og vores adfærd både over for patienterne og over for samfundet«.

Nyt klagesystem påkrævet

Jens Winther Jensen mente, at den kulturændring, som de mange indberetninger om utilsigtede hændelser er udtryk for, øger behovet for, at vi får et nyt klagesystem - det afgørende problem er, at det nuværende system ikke er lærende, men primært har til formål at placere skyld.

»Det nuværende (klagesystem, red.) har slet ikke fulgt med alle de andre ændringer, der er i forholdet mellem patient, læge og samfund. Samfundet har givet patienterne flere rettigheder men ikke et system, hvor de kan få dem efterprøvet. Og hvad værre er, systemerne bliver ikke tvunget til at lære af fejlene.

Det nuværende patientklagenævn er indrettet på at placere personlig skyld hos sundhedspersoner, som oftest lægerne, men det giver ikke klagerne mulighed for at få vurderet, om de har fået opfyldt deres rettigheder eller har været udsat for systemfejl.

Lægerne oplever på deres side, at der er alt for store tilfældigheder i afgørelserne.

Der skal efter Lægeforeningens mening ske en todeling af klagesystemet, således at det nuværende nævn gøres til et disciplinærnævn for sund hedspersoner, og der skal samtidig etableres et nyt patientklagenævn med et ændret mandat. Det skal også være et kvalitetssikringssystem, der skal bidrage til at gøre sundhedsvæsnet lærende.

Patienterne skal have mulighed for at få en uvildig bedømmelse af, om de har fået de behandlingstilbud og valgmuligheder, som de har krav på, om det har været af tilstrækkelig kvalitet, og om deres rettigheder i øvrigt er opfyldt.

Et nyt klagesystem skal ikke alene være en styrkelse af lægernes retsstilling, men også af patienternes materielle rettigheder. (...)

Der er fra politisk hold en ufattelig tilbagelænet holdning til dette spørgsmål. Sundhedsvæsenets personale skal i gabestok, men der kan ikke stilles krav til systemerne om at have en lærende indgang til de fejl, der ikke er relateret til enkeltpersoner. Nu er tiden altså inde til at tage fat på udformning af et nyt patientklagesystem - sundhedspersonalet og de systemansvarlige i fællesskab«.

Udhængning af læger, som begår fejl, fik også et par ord med på vejen:

»Gabestokken på internettet (...) er et eksempel på noget, der går i den helt forkerte retning. Formålet med at offentliggøre afgørelser fra Patientklagenævnet skulle være at hjælpe patienterne. Men vi mener, at der er alt for mange tilfældigheder i afgørelserne og modsætninger i det nuværende Patientklagenævn. Derfor oplever vi den som et afstraffelsesapparat fra en svunden tid, netop en gabestok.

Vi er for åbenhed. Det skal være synligt, hvad der foregår, og læger skal lade sig måle på kvaliteten. Det står vi inde for. Men når man laver et misfoster som gabestokken, bliver vi i tvivl om, hvilke kræfter vi er oppe imod. Læger kan sættes til offentlig udhængning blot på grundlag af en mistanke om, at de har gjort noget ulovligt.

Hvis balancen i kontrakten mellem læger og samfund på dette punkt skal genoprettes, kræver det, at kun Sundheds-styrelsen skal afgøre spørgsmål om offentliggørelse. Det er kun Sundhedsstyrelsen, der som tilsynsmyndighed kan træffe denne afgørelse«.

Formanden krævede respekt

Myndighedernes manglende respekt for lægers faglighed er blevet et problem, og Jens Winther Jensen nævnte to eksempler.

»Når politikere direkte lovgiver om, at myndigheder aktivt skal se bort fra afgivne lægeerklæringer, er det ude af balance. Det oplevede vi i forbindelse med den nye aftale om indfødsret. Sagsbehandlere skal nu udtrykkeligt se bort fra afgivne lægeerklæringer om Posttraumatisk Stress Syndrom og krav til danskkundskaber. Vi har protesteret over for Folketingets Indfødsretsudvalg, som nu gerne vil tale med os.

Et andet eksempel er terrorpakken. Det ser ud til, at der i lovgivningen ikke er taget stilling til, om PET fx skal have udleveret patientoplysninger fra offentlige sygehuse, hvis de henvender sig med mistanke begrundet i terrorbekæmpelse. Det er hidtil ikke blevet bekræftet, at patientjournaler ikke er omfattet af terrorpakken.

Vi har en god regel i Lov om patienters retsstilling, der overlader det til sundhedspersonen at vurdere, om der er hensyn til samfundet, der overskygger hensynet til patienten. Vi er trænet i at udøve disse vitale skøn, og samfundet har overladt det til os i tillid, som jeg mener, at vi i dag lever fuldt op til. Reglen bevarer den tillid mellem læge og patient, som er så vigtig.

PET bør ikke have udvidet adgang til patientjournaler. Det bør som i dag være muligt at få det prøvet hos en dommer«.

Hørt på Lægemødet:

»Det svarer vel nogenlunde til at sætte rockmusik til Miss Sophies 90-års-fødselsdag«

Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen om »revolutionen« af Lægemødet.