Skip to main content

En dansk kvalitetsbegivenhed

Jesper Poulsen

4. nov. 2005
3 min.

Kvalitetsarbejdet og arbejdet med forbedringen af patientsikkerheden er kommet langt, siden BMJ i foråret 2000 satte emnet på den europæiske dagsorden. Det har fået et solidt dansk perspektiv, en europæisk forankring og en solid international dimension. Det kan man forvisse sig om, når the 9th European Forum on Quality Improvement in Health Care afvikles i Bella Center i København 12.-14. maj. Det er BMJ Publishing Group og Institute for Healthcare Improvement, IHI, der står som hovedarrangører af det europæiske forum, men rækken af undervisere, foredrag og foredragsholdere siger noget om bredden internationalt, og rækken af danske organisationer, der bakker op, siger noget om forankringen nationalt

I spidsen for talerne er den højt respekterede leder af IHI, Donald Berwick, Boston. Derefter følger fremtrædende repræsentanter for professionen fra UK, USA, Sverige, Finland, Tjekkiet, Italien, Holland, Ungarn, Norge, Østrig, Luxembourg, Frankrig, Portugal, Schweiz, Belgien, Spanien, Tysk-land og Danmark såmænd. De organisationer, der herhjemme bakker op, er Dansk Sygeplejeråd, Amtsrådsforeningen og H:S, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Dansk Selskab for Kvalitetsudvikling og Lægeforeningen.

Åbningstalen holdes af sundhedsministeren. Deltagerantallet ventes at blive over 1.000.

Det mentale omsving, der er sket på dette område på de få år, siden BMJ udløste sit lille jordskælv, er ganske imponerende. Nu er snakken om et åbent og gennemsigtigt sundhedsvæsen ikke noget, som kun indgår i vidtløftige skåltaler ved lægelige sammenkomster.

Nu er det officiel politik og titlen på det debatoplæg om de kommende års sundhedspolitik, som sundhedsministeren udsendte i december. Formålet er at sætte gang i en læringskultur, hvor kvaliteten bliver synliggjort, og sætter det bedste som standard. Den politiske ambition er naturligvis at styrke borgernes frie valg og valgmuligheder. Det er der god mening i, når metoden er synliggørelse af kvaliteten med det bedste som sigtepunkt. Det er regeringens ambition, at målingen af kvaliteten skal have konsekvenser, der strækker sig ud over patienternes frie valg.

Det er Lægeforeningen enig i. Der bør arbejdes for en fortsat kvalitetsforbedring, hvor opnåelse af en given standard er afsættet til at stræbe efter en ny og højere standard. Men driften af sundhedsvæsenet er så kompleks, at den ikke egner sig til, at man kommer efter afdelinger nede på ranglisten på baggrund af stærkt forenklede opgørelsesformer som eksempelvis et britisk inspireret stjernesystem, hvis formål er at give brugerne af sundhedsvæsenet et overblik over kvaliteten. Sanktioner og anden indskriden over for sygehusafdelinger må hvile på meget grundige kvalitetsanalyser. Det væsentlige må være, om afdelinger lever op til kravet om fortsat forbedring. En afdeling, der står stille på et uacceptabelt kvalitetsniveau, må give en forklaring, og udenforstående må medvirke til at sætte kvalitetsprocessen i gang. En afdeling, der udvikler sig kvalitetsmæssigt, bør ikke straffes, selv om den ikke til enhver tid ligger på den nationale top-40-liste.

Men med disse forbehold glæder vi os meget over den udvikling, der er i gang på kvalitetsområdet i Danmark, og vi glæder os til at fortælle vores udenlandske kolleger om den og udveksle erfaringer med dem. Vi er stolte over at få det niende kvalitetsforum til Danmark, sågar på et tidspunkt, hvor dronningeriget på grund af en anden begivenhed tiltrækker sig maksimal opmærksomhed. Det skal ikke afskrække nogen fra at komme til København. Billigt er det ikke, men der er meget at hente. Informationerne findes både på DADLNET og på www.laegeforeningen.dk eller direkte på www.quality.bmjpg.com