En del af de indiske læger skuffer - og er selv skuffede

Den 1. februar begyndte 28 indiske læger at arbejde på danske hospitaler. De 26 i Region Midtjylland og de to i Region Syddanmark. Inden da havde de i et halvt år være gennem et introduktionsforløb, de fire måneder i Indien og de to måneder i Danmark.

Nu har Center for Kvalitetsudvikling opsamlet erfaringerne, både fra rekruttering og fra den første tid i det danske sundhedsvæsen, og det er der kommet en rapport ud af. Den viser med al ønskelig tydelighed, at det ikke er så enkel en sag at ansætte en større gruppe speciallæger fra en helt anden kultur.

Meget firkantet sagt kan man konkludere, at der er skuffelser fra begge sider: En del indiske læger er skuffede over den position, de har fået i det danske sundhedssystem, mens danske kolleger er skuffede over, at de indiske læger for nogles vedkommende ikke i højere grad kan aflaste og fungere som ekstra arbejdskraft. Der er dog mange nuancer i dette sort-hvide billede, og en tilsvarende undersøgelse foretaget om nogle måneder vil uden tvivl give et noget andet billede.

Degraderet?

Undersøgelsen bygger på interviews og spørgeskemaer, og såvel de indiske læger som deres danske mentorer medvirker. En hjørnesten er det faktum, at de indiske speciallæger arbejder som 1. reservelæger. Det oplever de som en degradering, og flere mener, at det vil se skidt ud på deres cv. De mener, at de har nogle kvalifikationer, der ikke udnyttes og er overraskede over, at de ikke arbejder som speciallæger.

De danske mentorer har en noget anden omfattelse. Her er det for en dels vedkommende oplevelsen, at det ikke går som forventet rent fagligt. Mentorerne giver udtryk for, at de havde forventet at modtage speciallæger, der hurtigt kunne bidrage til at afhjælpe mangelen på arbejdskraft. Men niveauet svarer ikke til en dansk speciallæge, og flere steder har man måttet omdefinere stillingen til en uddannelsesstilling. Det kræver mere tid til supervision og kontrol end forventet.

Men holdningen er ikke gennemgående, og der er forskelle. En mentor siger således: »Jeg synes, at vi har fået nogle læger, som fungerer rigtig godt. De er fagligt kompetente, og vi håber at kunne få lov til at beholde dem - specielt et par stykker af dem er rigtig dygtige«.

Flere mentorer kommer da også med forklaringer på, hvorfor de indiske læger fungerer dårligere fagligt end forventet. Blandt andet at de ikke er vant til den høje standard, når det gælder teknisk udstyr, og at de skal vænne sig til danske arbejdsgange. De skal også vænne sig til, at de danske sygeplejersker har andre funktioner, end i Indien, og at de som læger skal »arbejde respektfuldt og ligeværdigt sammen med dem«, som en mentor udtrykker det.

Fungerer fint socialt

Erfaringerne fra begge sider er således meget forskellige. Nogle indiske læger arbejder selvstændigt og har faktisk fra første dag være en ekstra arbejdskraft. Andre har skuffet rent fagligt og arbejder under supervision af danske speciallæger.

Socialt fungerer de imidlertid godt, og de er næsten alle faldet godt ind i de kollegiale miljøer. De indiske læger er glade for den måde, forarbejdet har været på, introduktionen mv. Til gengæld er de ikke specielt tilfredse med boligforhold, og de er overraskede over, hvor meget skatten spiser af deres indkomst.

Samlet er de i tvivl om, hvorvidt de ville være kommet til Danmark og arbejde, hvis de havde kendt forholdene på forhånd. Fem siger nej, 11 siger måske og kun tre er sikre på, at de under alle omstændigheder ville være kommet til Danmark. Der er dog en udbredt holdning til, at det nok skal blive bedre. Som en indisk læge skriver:

»Vi fungerer ikke helt godt i vore jobs endnu. Grunden er ikke, at vi mangler viden og erfaring, men at vi endnu ikke er så godt kendt med hospitalsprocedurerne. Arbejdet er meget forskelligt fra det, vi er vant til, og det vil tage os noget tid at blive fortroligt med det. Det skyldes også vanskeligheder med sproget. Men det hele vil falde på plads efter nogen tid«.