En diskriminerende og farlig tolkebestemmelse

»Taler du ikke dansk?, så skal du betale for at komme her«.

Brugerbetaling for tolkning bliver hverdag i sundhedsvæsenet om halvandet år, når sundhedslovens paragraf 50 træder i kraft. Patienter, der til den tid har boet i Danmark i syv år, skal selv betale, hvis de har brug for tolk, når de går til lægen. Vi må vænne os til tanken, hvis ikke Folketinget laver loven om og hindrer de åbenlyse problemer, det skaber for patienter og læger.

Paragraf 50 er diskriminerende, og den er i direkte modsætning til Sundhedslovens bestemmelse om let og lige adgang til sundhedsvæsenet. Også selvom Sundhedsministeren kan undtage torturofre og andre udvalgte grupper fra tolkebetalingen. Loven er diskriminerende, fordi læger påfører patienten en udgift, hvis de bruger en tolk. Det sker 72.000 gange årligt alene i almen praksis. Lægeforeningen ser det som et klart brud med princippet om fri og lige lægebehandling i det offentlige sundhedsvæsen.

Loven er farlig, fordi patient og læge skal kunne forstå hinanden, hvis man vil undgå fejlbehandling. Patienten skal kunne forklare lægen om sine helbredsproblemer og stille relevante spørgsmål. Lægen skal kunne forstå patientens symptomer for at kunne foretage relevante undersøgelser og stille den rigtige diagnose. Lægen skal derefter kunne rådgive patienten og iværksætte den rigtige behandling. Hvis der ikke er en klar kommunikation mellem læge og patient, er der risiko for, at der enten bliver iværksat unødvendige (og dyre) undersøgelser eller, at patienten bliver fejldiagnosticeret, fordi vigtige symptomer bliver overset. Derfor står lægen i et dilemma.

Logikken bag at indføre brugerbetalingen var, at »så kan de lære det«. I forarbejderne til loven står: »som et incitament til at tilegne sig danskkundskaber for herboende udlændinge og styrke integrationen foreslås, at amterne opkræver gebyr for tolkebistand (...) fra personer, der har boet i landet i 7 år ...«. Folketinget har altså forsøgt at løse et integrationsproblem ved at skabe et sundhedsproblem. Vi advarede mod det, da loven blev vedtaget, og vi gør det igen i håb om, at Folketinget nu vil handle.

For at lappe på forslaget, har nogle politikere foreslået, at familien kan tage sig af tolkningen. Men patienten har krav på at tale fortroligt med lægen om sine sygdomme. Det er ikke alle sundhedsproblemer, som patienter ønsker at dele med familie og venner. Tolkning via børn giver særlige etiske problemer. Inddrager man børn i forældres sygdomme, giver man dem medansvar for problemer, som de ikke forstår eller kan rumme.

Læger har brug for professionel tolkning i mødet med patienter, der ikke taler eller forstår dansk tilstrækkeligt godt. Uanset hvor længe de har været i landet. Vi kan ikke som læger leve op til vores lægefaglige ansvar, hvis sproglige barrierer gør det usikkert, om vi kan give en lægefaglig forsvarlig behandling. Lægeforeningen håber derfor, at de klare problemer, som vi kan se, at loven vil skabe for både patienter og sundhedsvæsen, overbeviser et flertal i Folketinget om, at sundhedsloven skal løse sundhedsproblemer, ikke integrationsproblemer.