Skip to main content

En gabestok med tilbagevirkende kraft

Forfatter Jens Winther Jensen

30. jan. 2006
3 min.

Hr. Jensen kører en sommerdag i 2004 på arbejde ad en vej, hvor der er en hastighedsbegrænsning på 60 km/t. Han kører 65 km/t, så det går lige an. I januar 2006 dumper der en kuvert fra politiet ind ad brevsprækken. Myndighederne har besluttet fra nytår 2006 at ændre hastighedsgrænsen på denne vejstrækning til 50 km/t. Politiet har noteret, at han halvandet år tidligere kørte 65 km/t på strækningen, og han får derfor efter de nye regler et klip i kørekortet.

Det passer da ikke. Man kan da ikke give folk en straf med tilbagevirkende kraft. Nej, det kan man lige præcis ikke, men det er ikke destro mindre, hvad Folketinget er på vej til at gøre i forbindelse med indførelsen af den såkaldte gabestok, altså offentliggørelsen af Patientklagenævnets afgørelser på Internettet. Det er indholdet af det forslag til en ny ikrafttrædelsesbestemmelse, som Folketinget havde til første behandling i forrige uge. Såfremt forslaget bliver vedtaget, kan udhængning i gabestokken finde sted på grundlag af afgørelser i Patientklagenævnet, der er truffet efter den 1. januar 2006.

Læg mærke til formuleringen. I det forslag, som Lægeforeningen havde til høring sidste år, skulle gabestokken have virkning for klager, der var indgivet efter den 1. januar. Der er mere end nuancer til forskel. Det, som nu er ved at ske, er, at læger kan blive udhængt på grundlag af et regelsæt, der behandles af Folketinget i starten af 2006, for ting, som de måske har foretaget sig for flere år siden, altså sanktioner med tilbagevirkende kraft. Ændringen af loven er sket efter afslutningen af høringsrunden og uden, at Lægeforeningen er blevet orienteret. Med et pennestrøg i et ministerielt kontor.

Det, som nu er til behandling i Folketinget, har en karakter, som ikke hører hjemme i en retsstat. I forvejen er gabestokken udformet sådan, at læger kan sættes til offentlig udhængning blot på grundlag af en mistanke om, at de har gjort noget ulovligt. Altså før der er så meget som rejst en tiltale mod dem. Den uanstændige omskrivning af loven, der nu har fundet sted, således at lægerne også kan sættes i gabestokken med tilbagevirkende kraft, fuldender billedet af et stykke lovgivning, der hører hjemme i et system, hvor retssikkerhed er en by i Rusland. Det gælder såvel indhold som metode.

Det bør være grundlæggende for et retssamfund, at en profession ved, hvilket retsgrundlag den arbejder på, og hvilke sanktioner man risikerer ved at komme i konflikt med reglerne. Det er i strid med ethvert rimeligt retsprincip at vedtage sanktionerende lovgivning med tilbagevirkende kraft. Udhængning i gabestokken opleves af læger som en meget voldsom sanktion. Det er ganske vist ikke en straf i form af fængsel eller bøde. Det er næsten værre. Det ødelægger de udhængtes næring såvel som deres privatliv.

Det understreger igen behovet for et nyt klagesystem, med et patientklagenævn, hvor sagsbehandlingen er forbedret væsentligt, og et disciplinærnævn, der kan behandle sager mod læger. Når afgørelser i klagesager kan have så alvorlige konsekvenser kræver det et klagesystem, hvor der er retssikkerhed og afgørelserne er konsistente og velovervejede.