En god turnusafdeling

Er man ny kandidat, må turnustiden forekomme som et ørkenlandskab, der strækker sig foran en på den første del af vejen mod det forjættede land: Det er hårdt og svedigt, og der er langt mellem oaserne.

Men de findes, forsikrer Pia Bredahl, der var så heldig at få et halvt år på en afdeling, som hun ofte og gerne roser i varme toner.

Medicinsk afdeling I på Bispebjerg Hospital, og nærmere bestemt: afsnit I 23: medicinsk gastroenterologi, hedder afdelingen. Her ankom Pia Bredahl som nybagt kandidat den 1. april sidste år. Opholdet skulle vare seks måneder.

I dag har Pia Bredahl svært ved at finde noget, hun kan kritisere sin gamle turnusafdeling for:

- Skal det endelig være, vil jeg sige, at der manglede noget struktureret, teoretisk undervisning, siger hun. Men skynder sig at tilføje, at hun ikke ville bytte det, tiden på afdelingen i øvrigt gav hende, for det teoretiske.

Yngre læger sammen på vagt

Pia Bredahls ros gælder centret i almindelighed, men I 23 i særdeleshed.

- For det første var der måden, de organiserede vores vagter på det medicinske center. Hvor man de fleste steder står alene som forvagt, og virkelig er alene, når bagvagten er gået hjem, var det her organiseret, så der altid var to yngre læger i vagt på samme tid, hele natten. Den ene en smule mere erfaren end den anden: typisk en turnuslæge og en læge i introduktionsstilling.

Det var en god måde at arbejde på, for man har en lidt mere erfaren, men stadig yngre kollega at arbejde sammen med. Det giver en helt anden dialog på vagten, for det er ikke så svært at spørge en kollega til råds, der har et års længere anciennitet, end man selv har. Man får et samarbejde vagten igennem: Gør du dét for mig, har jeg tid til at gøre dét for dig. Man diskuterer hele tiden: Hvad gjorde du så med den patient? Nu skal du høre, hvad jeg gjorde her.

Det betyder, at man sjældent arbejder helt alene. Og det er noget helt andet end at arbejde med en afdelingslæge, siger Pia Bredahl, der siden har været i turnus andre steder og dermed også har prøvet turnusarbejde, som det oftest forekommer.

Pia Bredahl er medlem af forretningsudvalget i Hovedstadens Reservelæger og aktiv i turnusgruppen og Gruppen af Yngste Læger. Ingen af stederne har hun hørt om en vagtstruktur som den, turnuslægerne har så stor gavn af på Bispebjergs afdeling I.

- Måske burde man organisere arbejdet på den måde nogle flere steder. Man lægger mange afdelinger sammen i medicinske centre og funktionsbærende enheder. Men der, hvor vagtbelastningen er meget høj, kunne man dele den ud på flere yngre læger. Det er dyrt at have en speciallæge i vagt, der skal klare det hele på tre afdelinger. I stedet kunne man have to yngre læger, der kunne bære hinanden gennem arbejdet. Det ville ikke være så dyrt.

Plads til at lære

At være to læger om de akutte patienter betød også, at turnuskandidaterne slap for det overdrevne journalskriveri, som fylder så meget på flertallet af turnussteder.

- Selvfølgelig skriver man indlæggelsesjournaler, siger Pia Bredahl.

- Men i stedet for de typiske 10-15 journaler på en aften/nattevagt, skrev vi måske tre, højst seks hver. Det betød, at vi havde god tid til at følge op på patienterne, at se blodprøve- og røntgensvar, og der var tid til at diskutere med de ældre kolleger, til de gik hjem. Det gav plads til en god supervision og til at lære nogle procedurer, som fx at lave lumbalpunktur eller tage knoglemarvsprøver eller til at gå med i ambulatoriet i dagstid.

Andre steder har Pia Bredahl oplevet at løbe fra den ene indlæggelsesjournal til den næste, et samlebåndsarbejde, der ikke levner tid til at finde ud af, om man nu også har gjort det rigtige, eller om prøverne bekræftede den første diagnose.

- Her havde man investeret pengene i at gøre vagtstrukturen mere flad, med flere læger på arbejde. Selv om det var yngre læger, koster det selvfølgelig. Men ikke så meget som at have en speciallæge på vagt. Og to yngre læger kan faktisk hjælpe hinanden langt hen ad vejen, siger Pia Bredahl.

De yngre læger kunne støtte sig på to medicinske og én kardiologisk forvagt. Kardiologerne var i øvrigt noget mere belastede end de medicinske forvagter, da de også modtog de deciderede kardiologiske patienter.

Man skal holde sig til

Pia Bredahl kunne godt have ønsket sig lidt mere undervisning på afdelingen.

- Jeg synes godt, man kan kræve af et turnussted, at der finder en egentlig, formaliseret teoretisk undervisning sted. Der var morgenundervisning ca. 10 minutter om morgenen, som gik på skift fra læge til læge. Men der var ikke nogen egentlig, dybdegående undervisning, hvor de yngre læger fx blev undervist en time om ugen. Det kunne man godt savne.

- Men jeg ville ikke tilnærmelsesvist bytte det med den mulighed, jeg fik for at lære så meget klinisk.

Pia Bredahl tilføjer, at turnuslægerne i høj grad selv havde ansvaret for at »holde sig til« for at lære tingene. Man blev ikke taget i hånden; til gengæld var vagtstrukturen lagt, så »der var tid til at holde sig til«.

Hun har oplevet andre turnussteder, som hun ikke synes, det er nødvendigt at nævne, men hvor oplevelsen er den »diametralt modsatte«.

- Man kan stå som den eneste læge på vagt, mens den erfarne kollega, som er afdelingslæge, står hele aftenen inde på operationsstuen og klarer sit, mens man selv arbejder helt alene og skriver den ene journal efter den anden, uden at få fulgt op på noget.

Pædagogisk stuegang

Også stuegangen er et kapitel, som Pia Bredahl synes, fortjener ros:

- Hele den lægegruppe, som er tilknyttet afdelingen, møder om morgenen, uanset om man skal gå stuegang eller ej. Det sikrer kontinuiteten, fordi man altid ved, hvad det er for patienter, der ligger på afdelingen. Sammen med overlægerne gennemgår man samtlige patienter inden stuegangen.

Bagefter mødes hele lægegruppen igen, inklusive overlægerne, og gennemgår dagens stuegang systematisk: Hvad har man fundet frem til? Hvad har man gjort, og hvad kunne være gjort anderledes? Hvad mangler man at gøre. Det sker et par timer, før arbejdsdagen slutter, så man kan nå at følge op på de ting, som de seniore kolleger har givet én med på vejen.

Det er utroligt godt. Jeg har aldrig hørt om noget tilsvarende, og det fungerede da heller ikke helt i samme grad på centrets to andre afsnit, siger Pia Bredahl.

- Men det betød, at overlægerne havde deres daglige gang på afdelingen. Selv om de måske en uge i træk kun var i ambulatoriet, kendte de alle de indlagte patienter. Når man havde noget at spørge om, vidste de derfor præcist, hvor man var i sin tankegang. Man havde det ansvar, at man gik sin stue gang, men sikkerhedsnettet var der altid derved, at man blev superviseret sidst på dagen, i stedet for bare at gå sin stuegang, og så gå hjem uden at vide, om man havde gjort mere skade end gavn.

Pia Bredahl afslutter sin turnus til april.

.

Læs i næste uge - journalist Klaus Larsen iført lægekittel har fulgt de yngre læger en dag på afdeling I, Bispebjerg (red.)