Skip to main content

En halv løsning

Formand for Lægeforeningen , Mads Koch Hansen

18. mar. 2011
3 min.



Midt i de rystende meldinger fra Japan om jordskælv og strålingsfare var det forståeligt nok så som så med den opmærksomhed, som Danske Regioner fik på deres seneste prognose for 2010. Et underskud, som i den sammenhæng er tæt på bagatelgrænsen - 200 mio. kr. - og en vækst i aktiviteten på knap fem procent, er det p.t. bedste bud fra de fem regioner.

Kontrasten til sidste år er slående. Dengang var det triste budskab en enorm budgetoverskridelse, som endte med at komme helt op på 1,9 mia. kr., plus en varsling af ca. 2.000 fyringer.

Det er selvfølgelig positivt, at regionerne nu har fået bedre styr på økonomien. En gentagelse af situationen fra sidste år havde været ubærlig. Det er også flot, at det er lykkedes for sundhedspersonalet - trods fyringer - at behandle og pleje endnu flere patienter end året før.

Men det er for tidligt at ånde lettet op og tro, at alt nu er i stabile økonomiske rammer. Finansministeren har varslet yderligere besparelser. På den længere bane har udfordringen heller ikke ændret sig: Sundhedsvæsenet vil i de næste årtier blive bombarderet med krav om nye avancerede behandlinger fra især en voksende gruppe af ældre, som er vokset op i et velfærdssamfund.

Udfordring er der stadig. Sundhedsministeren kan - med stor folkelig opbakning - erstatte enmånedsgarantien, som sikrer nogle patientgrupper behandling i privat regi, med en ny garanti, hvor man tager hensyn til sygdommens alvor. Det har han netop igen afvist.

I stedet vil regeringen styre udgifterne ved at ændre loven om regionernes finansiering. Kort fortalt går det ud på, at det kommunale grundbidrag pr. indbygger til regionerne afskaffes. I stedet bliver al medfinansiering aktivitetsbestemt. Hvis en kommune er god til at holde patienterne ude fra sygehusene, er der mange penge at spare. Regionerne kan ifølge forslaget ikke få flere penge fra kommunerne, end de har aftalt i årets økonomiaftale. De kan fortsat kun få det aftalte eller mindre, og de har færre midler, som de selv kan disponere over.

Meningen med det hele er at motivere kommunerne til at varetage pleje og forebyggelse mere effektivt end i dag. Det kan der være sund fornuft i, når det gælder f.eks. patienternes håndtering af kronisk obstruktiv lungesygdom, forebyggelse af skader og bedre rehabilitering. Men der er også grund til at være på vagt.

Forslaget kan betyde, at arbejdsdelingen mellem regioner og kommuner skævvrides. For Lægeforeningen er det vigtigt, at alle - uanset bopæl - har ret til samme specialiserede diagnostik og behandling. Selv om ministeriet bedyrer, at den »kommunale medfinansiering ikke er et finansieringsinstrument til udvikling af egentlige kommunale behandlingstilbud«, kan man have sine bange anelser. En risiko er, at kommuner vil spare ved at holde de medicinske patienter under hospitalslignende forhold hjemme i selvsamme kommuner. Det forslag er desværre set før.

En anden potentiel faldgrube er, at den borgerrettede forebyggelse, som er så vigtig på lang sigt, bliver nedprioriteret i kommunerne, fordi det ikke sparer penge her og nu. Der er også behov for sund mad i skolerne, sikre cykelstier og mange andre tiltag, hvis fulde effekt først slår igennem mange år efter, at borgmesteren er gået på pension.

Det nye udspil er kun en halv løsning, og det understreger behovet for at få en samlet og uvildig analyse af styrings- og finansieringsmekanismerne i sundhedsvæsenet. Lægeforeningen, FAS, YL og sundhedsvæsenets øvrige faglige organisationer har længe efterlyst den. Det er der stadig god grund til.