Skip to main content

En hjertesag

FORMAND FOR LÆGEFORENINGEN
Mads Koch Hansen

19. aug. 2013
3 min.

»Roskilde får en prop over Astrid«, lyder en overskrift fra juli i Roskilde Avis, som beskriver, hvordan både sundhedsministerens partifæller, byens borgmester og andre fremtrædende lokalpolitikere vil have sundhedsministeren til at omgøre en afgørelse fra Sundhedsstyrelsen.

Baggrunden er, at styrelsen i juni har sagt nej til Region Sjællands ønske om at kunne behandle akutte hjerteblodpropper i den midtsjællandske by.

I dag behandles patienter for akutte hjerteblodpropper på fire centre i landet, og det indebærer, at patienter på Sjælland med denne lidelse behandles på Rigshospitalet. Antallet af patienter med akut blodprop falder, men det anfægter ikke Region Sjælland. Argumentet for et femte center 35 kilometer fra Rigshospitalet er, at patienterne skal transporteres i kortere tid, hvis der bliver mulighed for at behandle dem i Roskilde.

Men Sundhedsstyrelsen finder ikke, at der er grund til at etablere et femte center for denne behandling. Man henviser til, at både kapacitet og kvalitet på landets fire højtspecialiserede hjertecentre er i orden, og at der bør være thoraxkirurger i baghånd ved disse behandlinger, hvilket ikke er tilfældet i Roskilde.

Nejet til at anbefale disse højtspecialiserede behandlinger i Roskilde står styrelsen ikke alene med. Dansk Cardiologisk Selskab og Lægevidenskabelige Selskaber har samme holdning, som også Hjerteforeningen har bakket op om.

Hen over sommeren er sagen vokset i omfang. Der er underskriftsindsamlinger i gang, og mandag den 19. august deltager Sundhedsstyrelsens direktør Else Smith i et åbent møde på Regionsgården i Sorø om sagen. Den 22. august er sundhedsminister Astrid Krag kaldt i samråd. Det er vigtigt, at begge står fast.

Af hensyn til patienterne er det helt afgørende, at specialeplanlægningen bygger på faglighed. Det er faktisk en meget kompleks opgave at vurdere, hvem der skal udføre højtspecialiseret behandling, og det er derfor, at det er en sag for sundhedsmyndighederne. Ikke for kommunal- og regionspolitikere, som ikke på samme måde vægter hensyn til helheden i en national sundhedsplanlægning.

I stedet for at piske en stemning op ville det være langt mere konstruktivt, hvis Region Sjælland fokuserede på Sundhedsstyrelsens råd om, at vejen til hurtigere behandling af patienter med akutte blodpropper er at optimere det præhospitale beredskab.

Jeg sætter ikke på nogen måde spørgsmålstegn ved den faglige ekspertise på Roskilde Sygehus. Det er vigtigt at understrege. Det er heller ikke det, som denne sag handler om. Den handler om, hvorvidt det er faglighed eller sognerådspolitik, der skal afgøre sundhedsplanlægning i Danmark.

Hvis placeringen af bare en enkelt specialiseret behandling afgøres af partiforeninger, borgmestre og regionsrådspolitikere, skrider hele specialeplanlægningen. For den hænger sammen som en helhed, og respekteres det ikke, er perspektivet en endeløs række af slagsmål, hvor også andre hensyn end patientbehandlingen får vægt. Derfor er det en hjertesag for Lægeforeningen at støtte fagligheden.