Skip to main content

En minister orienterer ...

Journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

13. nov. 2009
3 min.

Det er ikke mange måneder siden, at minister for forebyggelse og sundhed, Jakob Axel Nielsen (K), talte om, at alment praktiserende lægekonsultationer skulle have »døgnåbent«.

Det ord ytrede han igen ved sin åbning i sidste uge af årets Lægedage i Bella Center uden for København - men med en lidt anden betoning.

Nu hed det sig nemlig, at »I er døgndækkende i nærmiljøet« med reference til almen praksis' almindelige åbningstid samt lægevagten.

Det nye signal kom, da Jakob Axel Nielsen benyttede sin åbningstale til at orientere de forsamlede om regeringens sundhedspakke. Ministeren gav det indtryk, at problematikken om »døgnåbent« nu handler om samarbejde mellem lægerne og kommunerne.

»Kommunerne er der også hele døgnet. I mange kommuner har I fået flere muligheder at henvise til. F.eks. når I som lægevagt står med en urolig, ældre og lettere dement fru Hansen eller en hr. Jørgensen, der skal have skiftet et kateter her og nu«, sagde han.

Det samarbejde fylder meget i arbejdet i det udvalg, som ministeriet har sat til at se på den præhospitale service. Ikke blot helikoptere og ambulancer men også almen praksis.

»Skadeklinikker, lægevagt, kommunale akutfunktioner er alt sammen noget, der indgår i udvalgets arbejde«, sagde ministeren.

Præhospital service

Den service bliver ekstra central, efterhånden som sygehusene samles og koncentreres - et andet af Jakob Axel Nielsens i alt otte punkter i den redegørelse for regeringens sundhedspolitik, han kom med.

Et tredje punkt var, hvad ministeren kaldte »en ny styringsfilosofi«. Det betyder, at der fremover skal større fokus på »indhold og kvalitet« - der oven i købet skal kunne måles - frem for primært »aktivitet og økonomi«.

Her kom et hib til såvel Danske Regioner som PLO i forbindelse med de p.t. pauseramte overenskomstforhandlinger.

»Kvalitet og resultater er noget af det, jeg gerne ser som hovedtema for overenskomstforhandlingerne med de praktiserende læger«, sagde ministeren.

Andre hib havde adresse til kommunerne, som i nogle tilfælde har været for sene til at indrette gode og evidensbaserede tilbud inden for de dele af forebyggelsen og rehabiliteringen, som de fik ansvar for med den seneste strukturreform.

I pipeline

Jakob Axel Nielsen orienterede også om regeringens forebyggelsesplan med i alt 30 initiativer. Almen praksis' rolle er her at sende patienterne det rette sted hen og ikke nødvendigvis holde alting indenhus. »Det er ikke hos jer, de skal have rygestopkurser ... men ude i kommunerne«, som han sagde.

Yderligere initiativer fra regeringen er den handlingsplan for psykiatrien, som er lige på trapperne. Desuden er en kræftpakke 3 på vej, og endnu et punkt var »fair konkurrence« - hvilket i ministerens optik betyder en fastholdelse og udbygning af det udvidede frie sygehusvalg.

Og endelig nævnte ministeren det kommende forslag om en patientombudsmand.

Alt i alt erklærede Jakob Axel Nielsen sig stolt af regeringens sundhedspakke og sluttede sit indlæg med at forsikre om, at den »vil vise frem mod et endnu bedre sundhedsvæsen«.