Skip to main content

En model for fremtidens patientklagesystem

Formand for lægeforeningen Jens Winther Jensen Foto Ida Schmidt

25. sep. 2009
3 min.



Arbejdsgivere og arbejdstagere i sundhedsvæsenet er enige om, hvordan et nyt patientklagesystem bør indrettes. Lægeforeningen og Danske Regioner har offentliggjort et fælles udspil om et klagesystem, der er ubureaukratisk og hviler på hovedprincippet om, at en klage først skal behandles der, hvor et uheldigt forløb har fundet sted. Altså ude på hospitalet eller i klinikken. Hvis parterne ikke kan forliges, eller patienten fravælger den lokale mægling, kan klagen bringes til det centrale niveau, der er todelt. En patientombudsmand, der tager sig af klager over haltende forløb, brud på patientrettigheder, tvister om udlandsbetaling etc. Eller et disciplinærnævn, der tager sig af sager med personansvar.

Det er historisk, at vi er enige med Danske Regioner om disse hovedprincipper, og det er historisk, at vi kan beskrive et system, der er forankret lokalt. Grundlæggende er det jo sådan, at vi bør kunne løse problemer i dialog mellem behandler og patient, før det bliver til en klage. Men lykkes det ikke, så har vi her en model for, hvordan vi fastholder idealet om, at parterne først prøver at tale sig til rette om et uheldigt forløb. Det gælder for de fleste patienter eller pårørende, at de lægger mest vægt på, at noget utilsigtet ikke gentager sig eller rammer andre, og det sker bedst ved, at der lokalt bliver taget affære. Ikke ved at gå ind i en klagegang med et tungt og anonymt system. Det har været vores alvorligste anke mod det nuværende klagesystem, at det har lange og tunge sagsgange og i øvrigt ikke er lærende.

Dernæst har det været en alvorlig anke, at der kun kan behandles klager, hvor der kan gøres et personansvar gældende. Vi ved, at halvdelen af alle klager handler om en eller anden form for frustrerede forløb med dårlig kommunikation. Det har heller ikke været muligt at få afprøvet materielle rettigheder eller spørgsmål om betaling f.eks. for behandling i udlandet. Der har vi manglet en central instans med en patientombudsmand. Nu mener også Danske Regioner, at det er en god idé. Præcis, hvordan en sådan institution skal udformes, må komme an på en forhandling. Men det er givet, at der skal være større beføjelser end hos Folketingets Ombudsmand, der ikke kan træffe afgørelser. Det skal være muligt for en ombudsmand i sundhedsvæsenet, og her kan der hentes inspiration i England, der per 1. april i år indførte et reformeret klagesystem med en ombudsmand på toppen. Vi mener som briterne, at et klagesystem skal være lyttende, agerende og forbedrende. Lærende med andre ord.

Personsagerne skal blive i patientklagenævnet, men i en reformeret form som Det lægefaglige Disciplinærnævn. Denne titel siger næsten i sig selv, at der her skal være en faglighed til stede, når det bliver vurderet, om sundhedspersoner har lavet fejl, ikke udvist tilstrækkelig omhu eller på anden vis ikke har levet op til gældende normer for god behandlingsstandard. Det gælder også her, at den præcise udformning skal komme an på en forhandling, men det er et længe næret ønsket fra Lægeforeningen at få denne todeling. Til gengæld er Lægeforeningen og Danske Regioner enige om, at man bør ændre automatisk offentliggørelse på internettet, når der er faldet tre måske banale påtaler. Det bør være en konkret vurdering fra Sundhedsstyrelsen, der skal afgøre offentliggørelse.