Skip to main content

En nødvendig hjælp til en sårbar gruppe

Formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen

19. aug. 2011
3 min.

Der er i dag mennesker i Danmark, der ikke får den sundhedshjælp, som de har behov for. Gravide kan ikke komme til de nødvendige undersøgelser. Andre går for længe med lidelser, som nemt kan behandles, men som også kan udvikle sig meget alvorligt, hvis ikke en læge tager hånd om at hjælpe patienten i tide.

Det sætter hver dag læger i svære dilemmaer at stå over for et menneske, som har brug for mere sundhedshjælp end den, de kan få. Lægeløftet siger til os, at vi ikke må diskriminere mellem patienter. Men loven stiller ikke alle ens.

Det er baggrunden for, at Lægeforeningen sammen med Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp nu har etableret en sundhedsklinik i København. Den nye klinik henvender sig til udokumenterede migranter, dvs. personer, som ikke har papir på, at de må opholde sig her i landet. De har i dag efter loven kun ret til akut lægehjælp. Erfaringen er, at mange har brug for mere. F.eks. hjælp til at holde en diabetes i skak eller til at få behandlet en tuberkulose. Nu kan de gratis og anonymt få hjælp på klinikken, som holder til i beskedne lokaler og er baseret på frivillige medarbejdere.

Det er Dansk Røde Kors, som står for driften af klinikken. Men den er naturligvis helt afhængig af at tiltrække sundhedsfaglige medarbejdere. Det har været overvældende at opleve, hvor mange læger der uopfordret har henvendt sig for at hjælpe. Det er også en stor glæde at erfare, hvordan klinikken er blevet en fællessag for sundhedsvæsenet. Lægeforeningen er meget glad for opbakningen fra bl.a. FOA, Dansk Sygeplejeråd, Jordemoderforeningen, Dansk Psykologforening og FADL.

Vi betræder nyt land, og selvfølgelig er det ikke uden overvejelser, at man åbner en klinik for mennesker, som af den ene eller den anden grund ikke har lovligt ophold i landet. Derfor er det også vigtigt at slå fast, at vi med klinikken ikke tager stilling til, om personer skal være i Danmark eller ej. Vi tager udelukkende stilling til, om de har brug for behandling.

Sundhed har afgørende betydning for alle mennesker, og den nye klinik ligger i smuk forlængelse af en tradition for, at læger engagerer sig aktivt i at sikre bedre sundhed for udsatte grupper. I kølvandet af en koleraepidemi tog københavnske læger i sin tid initiativ til at få opført sunde og billige arbejderboliger i Brumleby. Nu er Lægeforeningen engageret i en ny sundhedsklinik af samme årsag. Det ligger i hjertekulen af vores fag at hjælpe mennesker, hvis helbred er truet.

Heldigvis kan vi trække på positive erfaringer fra Norge og Sverige, hvor lægeforeningerne er engageret i lignende klinikker. Kolleger over hele verden er optaget af denne problemstilling. Verdenslægeforeningen understregede i efteråret 2010, at medlemmerne er forpligtede til at arbejde for, at der gives adækvat behandling til bl.a. udokumenterede migranter.

Derfor er det meget glædeligt, at det nu er lykkedes at etablere den nye klinik. Med den tilføjelse, at Lægeforeningen håber, at der ikke er brug for klinikken i mange år. Vi mener, at alle i Danmark skal kunne få den nødvendige hjælp i det almindelige sundhedsvæsen, og det vil vi fortsat arbejde for.