Skip to main content

En ny lægemiddelpolitik

Ole Eckhardt Poulsen

2. nov. 2005
3 min.

Der er i de senere år sket en række ændringer på lægemiddelområdet. Der er bl.a. blevet indført et behovsafhængigt tilskudssystem, visse håndkøbsmidler er blevet frigivet til salg uden for de normale distributionskanaler, og substitutionsreglerne er ændret. Desuden er der sket markante teknologiske forandringer, der på den ene side har bragt internettet ind som en faktor i handelen med lægemidler, og på den anden har givet en række genteknologiske gennembrud. Derfor lægges der nu op til en revision af Lægeforeningens lægemiddelpolitik. Den vil blive endeligt behandlet på Lægemødet til maj.

Lægemiddelpolitikken hviler på en række grundprincipper. Det er et hovedmål, at patienterne skal have sikre og effektive lægemidler, tilgængeligheden skal være nem, og der skal være en klar skillelinje mellem lægemidler og naturlægemidler. Generisk substitution skal sikre patienterne billige og ligeværdige lægemidler, og Lægeforeningen er imod indførelse af analog substitution og imod indførelse af lægemiddelbudgetter. Tilskudssystemet skal være behovsbestemt, og Lægeforeningen er absolut imod yderligere brugerbetaling på medicin. Det skal sikres, at lægemiddelinformationen til læger og patienter er neutral og objektiv, og der skal kæmpes aktivt imod, at der tillades offentlig reklamering for receptpligtig medicin.

Lægeforeningen har en generel positiv holdning til dosisdispensering og mener desuden, at indlægssedler bør kvalitetsforbedres og indgå i det fælles datagrundlag. Interaktionsdatabasen bør færdigudvikles, og der anbefales en øget indberetningsfrekvens til Bivirkningsnævnet. Endelig lægger Lægeforeningens reviderede lægemiddelpolitik op til et fortsat, men ændret samarbejde med de andre aktører på området. Samarbejdsaftalen med Danmarks Apotekerforening bør revideres, og selvjustitsaftalen mellem industri og lægestand bør strammes op. Der skal ikke være tvivl om uafhængigheden mellem parterne, når læger og lægemiddelindustri samarbejder om kliniske afprøvninger.

Den reviderede lægemiddelpolitik lægger op til en generelt positiv holdning over for brugen af genterapi. En holdning, der tidligere på tilsvarende måde er blevet meldt ud fra Etisk Udvalg. Lægeforeningen tager dog samtidig af etiske grunde afstand fra reproduktiv kloning eller genetisk manipulation af kønsceller. Genterapi er foreløbig på eksperimentalstadiet, men den teknologiske udvikling ventes at ville gå meget stærkt, og de mulige gennembrud i diagnostik og behandling fra terapeutisk kloning skal komme patienterne til gode. De midler, der bruges til genterapi, skal opfattes som lægemidler, og de skal vurderes ligesom alle andre lægemidler med henblik på kvalitet, sikkerhed og effektivitet.

Internettet er et tveægget sværd, hvor positivsiden bl.a. er let kontakt til salgsstedet, nemmere import og muligheder for maksimal udnyttelse af prisforskelle, fordi markedet er så gennemsigtigt. Men der kan være forskelle i sortiment eller lægemidlernes sammensætning. Fyldstoffer kan have betydning fx ved allergi. Der ydes ikke tilskud, og der ydes ikke erstatning ved skader. Lægeforeningen er betænkelig ved den tiltagende lægemiddelbestilling via internettet, specielt den manglende information, udlån, eventuelt videresalg til bekendte etc. Der er behov for, at lovgivningen bliver tilpasset de nye vilkår og at der kommer en øget oplysning om de risici, der er forbundet med handelen på internettet.