En oplagt sag for Haarder

Efter et langt sejt træk på mere end to år er paradokset omkring de ubeskæftigede udenlandske læger i Danmark fortsat ikke løst fuldt ud. Der er sket en række fremskridt, og der er givet en række løfter. Men nogen egentlig plan eller overordnet strategi i stil med den vellykkede indsats, der har fundet sted i vores naboland Sverige, findes endnu ikke.

Vi kontaktes daglig af udenlandske læger, der ønsker vejledning og rådgivning, men har ikke konkrete tilbud at henvise til. Frem for alt er der ikke nogen finansiering af indsatsen for at bringe læger - og andre højt uddannede flygtninge fra tredjelande - ind på det danske arbejdsmarked. Her er en oplagt opgave for det nye Integrationsministerium.

Problemet med de arbejdsløse læger fra tredjelande blev klart for Lægeforeningen for år tilbage. På det tidspunkt var løbet ved at være kørt for den gruppe, der kom til landet i kølvandet på balkankrigene. Læger og ingeniører fra landene i det sydøstlige Europa var enten rejst videre eller i beskæftigelse i ufaglært arbejde, trods manglen på akademisk arbejdskraft. Noget tilsvarende var ved at ske for de nye grupper, der var kommet til landet fra Østen og Mellemøsten.

Det gælder i særlig grad for læger, at den faglige kunnen og viden skal holdes ved lige. Inden for lægevidenskaben fordobles mængden af viden hvert femte år. Men organiseringen af flygtningeområdet i Danmark tager på ingen måde højde for dette. Flygtninge og undervisning af flygtninge i dansk er kommunernes ansvar. Det er amterne, der ejer sundhedsvæsenets arbejdspladser, altså sygehusene, og det er staten, der lægger de overordnede retningslinjer i form af lovgivning. I lighedens navn blev der ikke gjort forskel på analfabeten fra den somaliske landsby og lægen med en avanceret eksamen fra universitetet i Moskva. På grund af den administrative opsplitning var der ingen, der tog ejerskab til problemet, der endte i et klassisk kasseslagsmål. Resultatet var forudsigeligt med tabte kompetencer og menneskelige tragedier.

Efter vedvarende pres fra Lægeforeningen og et betydeligt fokus i medierne er den gordiske knude langsomt blevet løsere. Den meget krævende danskprøve er afskaffet, der er indført en følordning for de udenlandske læger på sygehusene, der er lokalt initiativer i gang, bl.a. i Nordjylland, Lægeforeningen har selv forsøgsvis arrangeret et minikursus med frivillige, ulønnede undervisere for gruppen af afghanske læger, og de tre uddannelsesregioner har nu fået medarbejdere, der er i gang med at kontakte de udenlandske læger rundt om i kommunerne og skabe et klarere billede af deres kunnen og behov.

Men der mangler fortsat en plan for de målrettede kurser i medicinsk dansk og i dansk sundhedskultur, der er så nødvendige for, at læger fra lande som Irak og Afghanistan med succes kan integreres på det danske arbejdsmarked. Der mangler ikke mindst finansiering. Til sammenligning har svenskerne, mens vi har snakket i Danmark, med stor succes finansieret og gennemført integrationsprogrammer flere steder i landet. Bare ét af programmerne, det såkaldte Stockholmsprojekt, har haft et budget på 50 mio. kroner. Til gengæld leverer det en færdiguddannet læge til det svenske sundhedsvæsen hver uge.

Den nye regering har det erklærede mål at begrænse indvandringen til Danmark samtidig med, at integrationen af dem, der er i landet, skal styrkes. Vi har svært ved at se et mere velegnet og overskueligt integrationsprojekt end netop indslusning af et par hundrede læger fra tredjelande på det danske arbejdsmarked.