Skip to main content

En rigtig afgørelse

Formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen

7. sep. 2012
3 min.

Det er lægen, der afgør, om der skal iværksættes livreddende behandling, når en patient har fået hjertestop. Det har Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn netop slået fast i afgørelsen af en sag om en midaldrende, svært hjerneskadet patient, som blev indlagt akut med svære vejrtrækningsproblemer og døde efter tre dage.

Patientens værge og pårørende var ikke enige med lægerne, som på forhånd havde fravalgt at forsøge genoplivning eller respiratorbehandling ud fra den vurdering, at yderligere behandling ville være udsigtsløs og føre til yderligere lidelse for patienten. De pårørende ønskede imidlertid både respiratorbehandling og genoplivning efter hjertestop.

Afgørelsen sætter en tyk streg under, at det altid er en lægelig vurdering, om der skal indledes en behandling og i givet fald hvilken. Habile patienter kan - naturligvis - sige nej tak til at indlede eller fortsætte en foreslået behandling. De kan f.eks. bede om, at det skrives i deres journal, at de ikke ønsker genoplivning, hvis de skulle få et hjertestop. Men de har ikke ret til en bestemt behandling.

For nogle patienter og pårørende kan det måske opfattes som hårdt og urimeligt, at de ikke kan vælge en bestemt behandling til. Det kan man godt leve sig ind i, men tanken er reelt umulig at føre til ende. Det ville betyde, at læger uden at have deres faglige grundlag i orden skulle indlede behandlinger, som ikke gavnede patienterne. Det holder ikke. Læger har qua deres uddannelse det faglige overblik og dermed det faglige ansvar. Det kan ikke lægges over på hverken patienter eller pårørende.

Mange læger finder det vanskeligt at indlede en samtale om genoplivning efter hjertestop. Det egentlige emne er jo døden, og det kan være svært for både den syge og lægen.

Lægen skal kunne mønstre både indlevelse og fingerspidsfornemmelse og samtidig være så klar i sine formuleringer, at vedkommende er sikker på, at patienten har en forståelse af sin situation og af, hvorfor det ikke altid er det bedste at forsøge at behandle et eventuelt hjertestop. Lægen skal kunne forklare, at intensiv behandling kan være meget belastende, og at genoplivning efter hjertestop kan føre til hjerneskader. Det er bestemt ikke nemt, og det tager tid. Alligevel kommer vi ikke uden om, at patienten har krav på at være informeret på forhånd om, hvordan lægerne vurderer udsigterne. Det er en samtale, som vi er nødt til at tage.

Egentlig burde det være indlysende, og der er ikke kommet nye regler til. Men massiv medieomtale af en sag fra Herlev Hospital sidste år har sat fokus på, at patienter ikke altid er blevet informeret om, at genoplivning efter hjertestop ville være udsigtsløs. I nogle tilfælde var lægernes vurdering angivet i koder, som patienter ikke forstod.

Det var ikke nogen rar sag, som skabte forvirring om regelsættet og utryghed hos patienterne. Men den har også betydet, at Sundhedsstyrelsen præciserede reglerne, og det er positivt. Det er i dag krystalklart, at patienten har krav på at blive medinddraget i behandlingsovervejelserne og at blive lyttet til med respekt og forståelse. Det står lige så klart, at beslutningen om at iværksætte en behandling er lægens.