En sag om skøn og fejlskøn

Det er altid beklageligt, når patienter kommer til skade ved mødet med sundhedsvæsenet. Det er ulykkeligt, når uheld eller fejlskøn fører til dødsfald. Ingen læge er uberørt af sådanne forløb. Det har i årevis været en topprioritet for Lægeforeningen at øge sikkerheden og begrænse antallet af skader på patienterne. Men det har aldrig hjulpet nogen patient, at efterladte i vrede eller afmagt forsøger at få straffet sundhedspersoner, der har været involveret i et ulykkeligt forløb. Ingen læge går på arbejde med den hensigt at skade en patient. Men alle, også læger, begår fejl eller foretager fejlskøn, og vi har en forpligtelse til at lære af fejl, så de ikke gentager sig.

Den sag, hvor en læge og en sygeplejerske netop er blevet frikendt ved byretten i Sønderborg, havde karakter af at få skabt en ny præcedens for at gøre personligt ansvar gældende selv efter, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn havde afgjort, at der ikke kunne gøres et sådant ansvar gældende. Derfor er den usædvanlig. Mediernes behandling af sagen er også usædvanlig. Byrettens afgørelse er blevet udlagt som systemet, der knægter denne lille mand, hvilket er en særpræget betragtning i et retssamfund. Et formiddagsblad gik desuden så vidt som at nævne, at der var tale om en kvindelig læge med en bestemt udenlandsk baggrund, selv om det klart fremgår af sagens akter, at hverken køn eller sprogbarrierer har haft nogen betydning for forløbet, og at også andre læger var med til at foretage de skøn, der førte til det ulykkelige forløb. Det er usympatisk og udtryk for en tendens, som burde vække til eftertanke hos redaktionsledelsen.

Sagen drejer sig i korthed om en kvinde, der blev forløst ved kejsersnit på Sønderborg Sygehus. Hun fik efterfølgende blødninger og blev reopereret. Yderligere komplikationer blev tolket som maveproblemer eftersom tarmfunktionen gik i stå, og hun blev behandlet for dette. Tre dage efter fødslen døde hun på sygehuset. Obduktionen viste, at afdøde havde en stor blodsamling i maven. Sagen blev indbragt for PKN, der altså ikke fandt grundlag for at placere et personligt ansvar hos sundhedspersonerne. Den tolkning af symptomerne, der var foretaget, lå inden for god klinisk praksis. Retslægerådet mente derimod, at der skulle være reageret tidligere på andre faktorer, og at symptomerne kunne opfattes som blødning. Kvinden var hjertepatient og modtog blodfortyndende medicin.

Det blev opfattet som modsatte udsagn, og det var grunden til, at lægen og sygeplejersken blev politianmeldt, og at anklagemyndigheden valgte at rejse tiltale. Det er vel selve miseren i sagen, for selv om byretten lagde vægt på Retslægerådets udtalelser, så mente man ikke, at det skøn, der var foretaget, var ansvarspådragende. Retslægerådet påpeger, at der i den ulykkelige sag burde være sket et andet skøn end det, som lægerne i Sønderborg foretog. Men det er ikke kriminelt at foretage et klinisk skøn, og heller ikke Retslægerådet forsøger at fratage lægen retten til at foretage et skøn. Det er en del af selve lægegerningen, og der findes ikke facitlister til alt. Det er anden gang, at en klar afgørelse fra Patientklagenævnet bliver ligeså klart afvist af byretten. Det er forhåbentlig den sidste.