To karrierer plus to små børn er lig med en hverdag så pakket, at man ikke altid når at holde børnefødselsdag. Karsten og Line Modin har accepteret, at de ikke kan give deres børn den samme barndom, som de selv fik. Til gengæld kan de vise dem, hvordan et engageret arbejdsliv kan se ud.
Faktaboks
work life balance Det er bælgmørkt ude på landet. I et hus et stykke fra alfarvej mellem Middelfart og Assens bipper alarmen på Lines telefon.
Hun står op og åbner døren ind til børneværelset, så lyset falder ind på treårige Thorbjørn, der trækker vejret tungt i sengen. Løfter hans varme krop ud på badeværelset og begynder at tage nattøjet af ham. Karsten kommer ud med storesøster Lucca på seks år, og begge børn begynder at vågne.
Klokken er 5.30, og dagen er i gang hjemme hos familien Modin på Fyn. En helt almindelig dag. Kort efter sidder Line og begge børn i bilen på vej til børnehave og SFO, hvor Thorbjørn og Lucca spiser morgenmad, mens hun fortsætter mod sygehuset i Kolding, hvor hun er ansat i en ph.d.-stilling på børneafdelingen. Karsten er på vej til Odense, hvor han skal møde ind på Kirurgisk Afdeling klokken 7.45.
De tidlige morgener er en brik i det puslespil, der er blevet Karsten og Lines liv. Med to små børn og to udfordrende
uddannelsesforløb i fuld gang i henholdsvis Kolding og Odense ligner familiens program noget, der ikke kan hænge sammen. Når det alligevel lykkes, skyldes det to ting: Lines forældre og en accept af, at alting har en pris. Det bliver aldrig perfekt.
»Vi står i det helt typiske dilemma, hvor vi nægter at vælge mellem vores arbejdsliv og vores familieliv. Det er ikke noget dilemma, der er forbeholdt læger, men jeg tror, at der er mange yngre lægepar, som oplever det som meget nærværende. Fordi vi typisk skal ud og finde vores egen rolle i lægelivet og fortsætte i uddannelsessystemet, samtidig med at vi etablerer os«, siger Line Modin, 34 år.
»Hvis du havde spurgt mig for ti år siden, havde jeg troet, at det var nemmere at få det til at hænge sammen«, supplerer Karsten Modin, 35 år. »Jeg arbejder på at blive ortopædkirurg, og der er en forventning om, at jeg lægger de timer, der skal til. Det gør jeg gerne, men det kan ikke klares på 37 timer om ugen, og det er samfundet ikke indrettet efter. Sandheden er, at vi simpelthen ikke ville kunne passe vores arbejde, hvis ikke vi havde Lines forældre«.
Karsten og Line valgte i sin tid at købe bolig tæt på Lines forældre for netop at kunne trække på dem i det daglige. Det er en beslutning, de er glade for, for morfar og mormor fylder meget i familiens liv.
»I perioder er det dem, der har mest at gøre med børnenes institutioner, for de henter typisk 2-3 dage om ugen. Man synker lige en ekstra gang, når børnehaven vælger at kommunikere gennem min far i stedet for direkte med os«, fortæller Line, der godt kan blive ramt af dårlig samvittighed over at have valgt en livsform, hvor børnene ofte kommer i anden række.
»Jeg er vokset op med, at vi spiste fælles morgenmad, blev hentet klokken tre, fik varm mad hver aften og holdt seks ugers sommerferie. Mine børns barndom bliver væsentlig anderledes, og jeg har da af og til spurgt mig selv, om vi gør det rigtige. Lige nu er de små og kan ikke sætte spørgsmålstegn ved vores valg, men jeg kan godt være spændt på, om der kommer en reaktion, når de bliver ældre«.
Da Line skal give eksempler på, hvordan den pressede hverdag påvirker børnene, kommer hun i tanke om en situation fra datterens SFO:
»I sidste uge skulle jeg ned og hente Lucca, og så står der en pige, som faktisk bor i vores lokalområde, og de vil gerne lege sammen. Det ville i princippet være helt oplagt, at jeg tog hende med hjem, men jeg sagde alligevel nej. Det ender næsten altid med, at jeg siger nej, fordi jeg simpelthen ikke har overskuddet. Når jeg kommer ned og henter hende, har vi ofte kun et par timer, inden hun skal sove, og der skal vi også spise aftensmad. Jeg føler, at hvis jeg skal nå at etablere en kontakt med hende, så bliver det forstyrrende med et andet barn. Men jeg kan godt få dårlig samvittighed over det, for hun har sjældent legeaftaler i forhold til de andre børn«.
Karsten får ikke dårlig samvittighed over ikke at gøre alting som alle andre, så længe børnene trives. Men han står ofte i dilemmaet mellem at sige ja til ekstra arbejde eller tage hjem til familien, og til tider føles det, som om han drukner i de mange modsatrettede krav: samfundets krav om at blive en dygtig læge og omgivelsernes forventninger om, hvordan man er en familie i dagens Danmark.
»Nogle gange må man spørge sig selv, hvordan alle de her forventninger opstår. For eksempel er der en forventning om, at man skal holde børnefødselsdag. Det fik vi ikke lige gjort for vores datter, for det var i foråret, og vi var begge pressede på arbejdet, så vi gled af på den. Det samme gælder højtiderne. Det har været utrolig svært for omgivelserne at acceptere, at vi ikke kan holde alle højtiderne sammen, og at jeg for eksempel har været hos mine svigerforældre alene med børnene juleaften, fordi Line skulle arbejde«, fortæller han.
»Vi har sænket standarden på en lang række områder. Så fik man ikke lige klippet hækken inden sankthans, og så fik man ikke hængt de billeder op, man havde tænkt sig. Men af og til kan det føles, som om man bliver mødt af en mur af forventninger. Sidste år til jul havde vores datter sådan en nisse, der skulle med hjem og skrive et brev om, hvad den havde oplevet, men den havde jo ikke oplevet noget, for vi var faktisk ikke hjemme. Så kan man godt tænke: ,Hvad er det for et liv, vi har? Kan det virkelig passe, at jeg ikke har overskud til at skrive et brev fra nissen?’ Men det kan det altså godt«.
Når Karsten og Line taler om deres hverdag, lyder de glade, men forpustede. Det er en anden form for familieliv end den, der reklameres med i pauserne på TV3. Ungerne bliver smidt af til fodbold uden nogen soccer mom, der hepper på sidelinjen. Torsdag aften spiser familien kold takeaway til aftensmad for tredje dag i træk. Karsten løber rundt på de øde landeveje med pandelampe længe efter mørkets frembrud for at få den motion, han ikke kan undvære. Line ringer til sine forældre sidst på eftermiddagen og hører, om de kan hente igen-igen, fordi der er kø fra Kolding. Alligevel kalder både Karsten og Line deres situation ”privilegeret”, og de forsøger at ignorere de mange antydninger af, at de burde prioritere anderledes:
»Venner og familie har da været bekymrede over, om det ville holde i længden, både for os og for børnene. Men vi har valgt at leve sådan her, fordi vi føler, at vi har et meningsfyldt arbejde, og vi får energi af at engagere os. Det var aldrig planlagt, at jeg skulle forske, men jeg er lykkelig for at have fået muligheden. Karsten har været udsendt med forsvaret flere gange, og det har selvfølgelig presset familielivet, men vi har den indstilling, at sådan noget skal kunne lade sig gøre, hvis man gerne vil«, fortæller Line.
Selvom deres liv udefra ligner opskriften på skilsmisse og stressdiagnose, er der ingen udløbsdato på strabadserne. Efter nogle hårde år, hvor de slog sig i hovedet med, at de ikke kunne være forældre på samme måde som deres egne forældre, har parret accepteret deres situation.
»Det er sådan her, vi lever. Det har vi indstillet os på. Der er en stor lettelse i at erkende, at alt har en pris, og at det aldrig bliver ideelt. Jeg vil ikke sige, at vi har fundet balancen, men vi har fundet vores balance«, siger hun.
Læs erhvervspsykolog Pernille Rasmussens gode råd »Find din egen vej« på Ugeskriftet.dk
