Skip to main content

En statsministers visioner

Mette Siemsen

1. nov. 2005
2 min.

»Vi skal udvikle Danmark til et førende it-land«, sagde statsministeren i sin tale til Venstres landsmøde sidste søndag. »Vi skal i front med bioteknologi. Vi skal tiltrække biotek-virksomheder og udvikle Danmark til et af verdens absolut førende lande inden for bioteknologi og fremstilling af lægemidler og medicinske produkter«, sagde statsministeren. »Tag igen Finland som eksempel. Her er staten gået aktivt ind i at fremme forskning i og udvikling af højteknologi og i at skaffe risikovillig kapital ...Vi skal øge midlerne til forskning og udvikling«, sagde statsministeren.

Det kræver mere end et almindeligt politikermod at bruge netop det seneste finanslovsforlig som afsæt for den slags visionære betragtninger. Hvis man da ikke mener, at ekstra 720 betjente på gaderne, et nyt fængsel i det østlige Danmark og permanentgørelsen af ældrechecken er det, som peger ind i fremtiden for Danmark. Konkret handler det, som skulle være en moderne finlandisering af det danske samfund, om, at de offentlige forskningsbevillinger i de næste fire år opretholdes på samme niveau som i 2003, så det år for år falder med inflationen og i 2010 vil være 6-7 mia. kroner fra det såkaldte Barcelona-mål.

Det er forstemmende, at der er så langt mellem det, der bliver sagt, og det, der bliver gjort. Især på et område, hvor der er en betydelig konsensus på tværs af det politiske system. Finland er bestemt ikke det første land, som fører bevis for, at recepten virker. De mest innovative lande er de, der kan sørge bedst for deres borgere. Danmark er ikke tabt endnu, men kursen er forkert, og bruger vi ressourcerne på at drysse gaver på den mest velbjergede ældregeneration i historien i stedet for at investere i fremtiden, så vil Danmark gradvist falde bagud. Vi ved det godt, og vi holder mange taler om det. Men skåltaler er ikke nok.