En sundhedsdiplomat takker af

Sundhedsvæsenet undergår i disse år nogle kæmpemæssige forandringer. Notater og rapporter ryger ud af arbejdsgrupper med Sundhedsstyrelsen, regioner, kommuner, regeringen og videnskabelige selskaber som afsendere. For bordenden af rigtig mange af dem har siddet Lone de Neergaard, hvis navn er at finde i toppen af udvalg og arbejdsgrupper bag så væsentlige produkter som akutrapport, specialeplaner, kliniske retningslinjer, kræftplaner, kræftpakker, akkreditering og sundhedsaftaler for bare at nævne nogle af dem.

Ikke mindst specialeplanen har i det sidste trekvarte år taget tid og kræfter, siger hun.

»Men det er endt på en god måde«, siger hun med vanlig afbalancerethed. Superlativer og skarpe udmeldinger hører ikke til hendes mest anvendte retoriske virkemidler, men bag afdæmpetheden har der tydeligvis skullet pænt meget stædighed til for at få trukket alle hestene til truget, hvor enighed skulle opnås, og de endelige planer og udmeldinger blev formuleret.

»Vi har brugt meget tid på at lytte. Og vi har også taget det til os, der blev sagt«, siger hun om Sundhedsstyrelsens rolle.

Specialerne skal arbejde sammen

Men hun mener nok, at det bør være lidt anderledes, næste gang fordelingen af specialer skal udmeldes. Det sker inden for de næste tre år, hvor de nuværende skal revideres. Den første udmelding er blevet kritiseret for at gå for langt ned i de enkelte sygehuses planlægning.

»Det skal nok være mindre detaljeret næste gang. Den første er brudt ned i enkeltdiagnoser, hvortil kravene er specificeret. Her kan man tænke anderledes næste gang, så man klumper diagnoser sammen; så bliver det mere håndterligt. Jeg vil ikke gå i detaljer, men jeg regner med, at når sygehusene nu er i gang med at implementere den nye specialplan, vil man finde frem til naturlige grupperinger«.

Lone de Neergard er fortaler for at se specialerne i en større sammenhæng end i dag, og det skal med i specialeudmeldingerne, mener hun:

»Mange specialer samarbejder og lapper ind over hinanden. Der er teknologien medvirkende, f.eks. skopien, hvor det er blevet relevant at spørge, om man skal være kirurg, mediciner eller diagnostiker for at lave en skopi. Det væsentlige er, at ,skopøren' ved, hvornår det skal gøres. Vi skal facilitere, at der sker den nødvendige krydsning mellem specialerne, så det kommer patienten til gode«.

Det stigende samarbejde mellem specialerne bør også skinne igennem i uddannelserne, mener Lone de Neergaard:

»Det er en udfordring for universiteterne og det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse at få det ind allerede i studietiden, at specialerne har brug for hinanden og skal samarbejde«.

Akutmodtagelserne skal vurderes

Frontløberne for denne tankegang er de fælles akutmodtagelser, hvis tankegrundlag er formuleret i Sundhedsstyrelsens akutrapport fra 2007, også med Lone de Neergaard i en vigtig rolle.

Et par håndfulde akutmodtagelser har set dagens lys, og nogle af dem har mødt kritik. Overlægeforeningen har påpeget, at de fleste akutmodtagelser ikke opfylder kravet om, at der skal være speciallæger i front. Yngre Læger kritiserer flere FAM'er for, at uerfarne læger modtager patienterne uden at have den nødvendige erfarne specialist til rådighed til at supervisere.

Lone de Neergaard er enig i meget af kritikken.

»Jeg tror, at der er vigtigt, at der nu bliver taget initiativ til at samle de erfaringer, der er gjort. Det ville være en oplagt ting for regionerne. Det er deres ansvar og dem, der står for driften. Man kan så nå frem til, hvordan den fysiske indretning optimalt skal være, hvem skal på vagt, hvordan skal bemandingen være for at sikre en god uddannelse osv. Det kan munde ud i et grundlag for den videre planlægning«.

Mener du, at akutrapporten skal revideres?

»Regionerne gør det jo forskelligt i dag og ikke altid, som rapporten anbefaler. Men ingen ved, hvad der er det rigtige. Derfor er det vigtigt at samle op på erfaringerne. Akutrapporten skal nok suppleres, og noget måske ændres. Sundhedsstyrelsen beskriver ikke i rapporten, hvordan akutmodtagelserne skal organiseres, og det skal vi heller ikke. Men vi ser på, om akutmodtagelserne får nogle rammer, der giver plads til, at de faglige krav kan opfyldes. Organisationen skal f.eks. være sådan, at de helt unge læger i akutmodtagelsen har erfarne specialister i tæt backup«.

Reform af specialestruktur

Hvad tror du bliver den næste store omvæltning?

»Det bliver specialestrukturen. Vi skal fortsat have specialer, men de skal passe på, at de ikke lukker sig inde i sig selv, så oplagte fællesinteresser bliver spoleret. Vi vil se langt mere samarbejde mellem specialerne, og det kan godt lade sig gøre, uden at det går ud over den faglige identitet, som nogle frygter. Det går den vej, og det vil også afspejle sig på sygehusene, som vil organisere sig i tematiske fællesskaber, som nogle kalder det. Og her er det også vigtigt, at personalet på alle niveauer er uddannet til det nye«.

Lone de Neergaard mener, at sygehusvæsenet må indstille sig på at blive meget bedre til at følge systematisk op på nye måder at gøre tingene på.

»Regionerne har et stort ansvar her. I alle store omstruktureringer er det helt afgørende, at man følger op på de ting, der sker, og evaluerer«.

Er det et hib til regionerne - er de ikke gode nok til det?

»Det er forskelligt. Men det er et forbedringsområde. Jeg vil opfordre dem til at finde en model til at gøre det, så alle måler på samme måde. Kun sådan kan man sammenligne erfaringerne«.

Hvordan er balancen mellem det realpolitiske i regionerne og det faglige i planlægningsarbejdet?

»Vi har altid samarbejdet med regionerne, men ikke så forpligtende som nu. Og der er indimellem en afprøvning af grænser og magt. Men jeg synes, det er blevet bedre. Vi kender hinandens rolle. Og vi kan tale sammen«.

Hvordan vurderer du samarbejdet med lægerne?

»Samarbejdet med selskaberne er også blevet bedre. De skulle nok arbejde lidt på at acceptere, at Sundhedsstyrelsen skulle være der i nogle sammenhænge. Men jeg synes, det er blevet godt. Vi er ikke altid enige, men jeg tror, de har set, at vi lytter til dem. Ikke mindst i Det Rådgivende Udvalg, som har truffet svære beslutninger i forbindelse med specialeudmeldingerne, synes jeg, der har været en forståelse for, at alle ikke kan få alt«.

Presset fra Christiansborg og fra Sundhedsministeriet er et vilkår, som Lone de Neergard synes, hun godt kunne navigere i:

»Her er det også enormt vigtigt at have det gode samspil. Det er vigtigt at opføre sig ordentligt over for dem. Og hvis der er uenighed, er det vigtigt ikke at gå bag om ryggen på nogen. Omvendt skal de jo kunne sige, hvad der trænger sig på.

Jeg vil sige, at man ved, at presset er der. Og hvis man forstår, hvad der ligger til grund, kan man også bedre forstå de politiske meldinger. Så e r kunsten at finde en vej, så vi kan tilgodese fagligheden. Men vi må erkende den verden, vi lever i, og derfor er samspillet vigtigt for at påvirke dem til, hvad vi tror, er det rigtige«.

Har du nogle gange tænkt, det her går ikke?

»Jeg har få gange tænkt: Dette her er for vanskeligt. Men så har vi alligevel fundet en løsning. Jeg har ikke indgået nogen faglige kompromiser, som jeg ikke har kunnet leve med. Der er måske noget, jeg er mindre stolt af end andet - jeg vil ikke nævne nogen eksempler - men jeg har aldrig gået med til noget, jeg ikke har villet«.

Kan du erstattes af en DJØF'er?

»Nej, det tror jeg ikke. Ikke alene. Det er vigtigt, at der sidder en læge med disse planlægningsting. Men gerne en læge i stort samarbejde med en DJØF'er. De kan mange ting, som de fleste læger ikke kan!«

Lone de Neergaard er ikke meget for at sende budskaber ud. Men lidt presset siger hun dette til lægerne:

»Prøv at samarbejde - se at der kan være et væsentligt input fra andre, at det kan være vigtigt at have andre øjne med i beslutningsprocesserne. Lad dig udfordre, måske bliver du klogere og resultatet bedre og brugbart. Omvendt: Hvis man er helt sikker på, at man har ret, så skal man holde fast«.

Hvordan vurderer du det danske sundhedsvæsen i dag sammenlignet med for fem år siden?

»Kvaliteten er ikke blevet dårligere. Men systemet er presset, og det presser de menneskelige relationer, både sundhedspersonalet imellem og mellem sundhedspersonale og patient.

Det er også et væsen under forandring, og det mener jeg er godt. Men der er meget på en gang. Og det går meget stærkt. Men lad os nu gennemføre de planer, vi har. Og så måske lidt ro på. Omvendt sker der teknologisk så meget, så man skal være parat til at tænke og handle hurtigt for at få det nye indført, og man skal nok være bedre til at smide gamle vaner og gammel teknologi ud.

Jeg tror, at vi er ved at overse det store potentiale, der ligger i telemedicin. Det kunne hjælpe os igennem nogle af de problemer, vi ser i forhold til afstande«.

Den 15. april holder Lone de Neergaard helt op i Sundhedsstyrelsen. Indtil da træder hun i baggrunden, og overlæge Jean Hald Jensen tager over som konstitueret chef for Sundhedsplanlægning. Hun vil dog være med til at afslutte enkelte opgaver og i øvrigt hjælpe til med svar til afklaring af spørgsmål i forbindelse med de mange opgaver, hun har været involveret i, oplyser hun.