Astrid Højgaard er speciallæge i gynækologi-obstetrik og cheflæge på Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital. Hun har klinisk arbejde i Center for Kønsidentitet, der er et af centerets tre afsnit.
6.00: Vækning. Vores to vestgötaspidser har i en halv times tid trippet utålmodigt omkring sengen og snøftet og trukket vejret meget dybt. Vi står op og går med hver sin hund og mødes til sidst ved en græsplæne, hvor hundene farer rundt, lettede over at ses igen – det gentager sig hver dag. Hjemme igen læser jeg Politiken, BBC og Aftonbladet på nettet til morgenkaffen. Jeg er født i Sverige og vil gerne vedligeholde mit svenske og orientere mig om begivenheder i Sverige. BBC læser jeg, fordi de har bedste nyheder fra Ukraine.
7.55: Møder på arbejde og snakker som det første med håndværkere. I løbet af de seneste ti år har vi udvidet antallet af medarbejdere fra to til 22, og der er ikke længere plads til alle. Vi klarer det med udstrakt brug af hjemmearbejdsdage og videokonsultationer, men nu er grænsen nået. Vi taler om at fjerne køkkenet og indrette det til kontor. Det bliver dyrt.
8.15: Første patient hentes ind. Et ungt menneske med et stort kønsligt ubehag, som har brugt meget tid med vores psykiater på at drøfte fordele og ulemper ved en kønsbekræftende behandling. Vi bruger bevidst udtrykket kønsbekræftende behandling, for man kan ikke skifte køn. Men nogle er ved fødslen blevet tildelt et andet køn end det, de identificerer sig som. Sammen med patienten gennemgår jeg konsekvenserne af behandling med hormoner, som jo medfører irreversible forandringer. Jeg roser patienten for at reflektere så meget over sin beslutning. Vi aftaler nyt møde.
9.15: Næste patient er allerede i behandling, men trives ikke med den ordinerede testosteronblokker. Det er en meget ulykkelig person, og selvmord har tidligere været en overvejelse for vedkommende. Vi indgår aftale om, at patienten ikke begår selvmord, og vi taler om, hvad patienten kan gøre, hvis tankerne igen presser sig på. Vi skifter til en anden form for testosterondæmpende behandling, og patienten ender med at være meget lettet over at mærke fleksibiliteten i forhold til behandling. Det er livslang behandling, så det er vigtigt med individuel tilpasning, så patienten er tryg og ikke oplever for mange gener.
10.15: Der er fælleskonference, som jeg ikke når, fordi telefonen ringer. Det er en sognepræst, der fortæller om en kvinde i sit sogn. Kvinden har været udsat for overgreb og er psykisk meget påvirket. Jeg informerer om, hvordan man kommer i kontakt med Center for Voldtægtsofre.
10.45: Min patient udebliver. Lidt overraskende, for det er en patient, som ønsker at starte i kønsbekræftende behandling, og her oplever vi sjældent udeblivelser.
Jeg bliver ringet op af kursusarrangøren for LUF’s (Lægernes Uddannelses Forening) årlige kursus, »Manden som patient«, som jeg skal være en af underviserne på. Det er noget, jeg glæder mig til hvert år. At være sammen med festlige praktiserende læger en hel uge – what’s not to like? Jeg og de andre undervisere skal tale om mænds tilgang til sundhedssystemet, deres særlige helbredsudfordringer, prostatakræft, testosteronmangel, seksuelle problemer, risikoadfærd og meget andet. Vi taler om, at vi i år vil diskutere betydningen af behandlerens køn. Det har jeg forsket i, og jeg tror, at kursisterne vil blive overraskede over resultaterne.
11.30: Jeg ringer til min chef – vi aftaler, at jeg lejer et værelse mere i bygningen, hvor vi holder til. Det er billigere end at sætte håndværkeren i gang med at rive køkkenet ned. Der er grønt lys.
Inden frokost når jeg at svare mail fra et bekymret forældrepar til en teenager, som plages meget af at være transkønnet og ikke kan holde ud at vente med behandling, til vedkommende bliver 18 år. Jeg foreslår henvendelse til egen læge med henblik på henvisning til Sexologisk Klinik, Region Hovedstaden, som har de unge under 18 år. Desuden foreslår jeg kontakt til Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn (FSTB).
12.00: Under frokosten diskuterer vi de fem voldtægter, som fandt sted under karnevallet i Aalborg. Vi må prøve at få plads til at behandle dem.
12.20: Afsluttende samtale med en patient, som skal starte i hormonbehandling. Jeg sikrer mig, at patienten er tryg ved det.
13.30: Jeg svarer mails og lægger recepter ud.
15.45: Teams-møde om den nye lægelige organisering. Min fremtidige titel bliver cheflæge, men det er ikke så vigtigt for mig.
16.45: Kører hjem på min nye elcykel og spiser hurtigt aftensmad.
18.00: Jeg kører til hundetræning med vores nyeste hund – en omplaceringshund, som vi har overtaget fra en kvinde, der blev syg. Den er uroligt lærenem, og den lærer at stole på mig ved, at vi laver agility sammen. Det er forfærdeligt sjovt. Jeg er den ældste og langsomste på holdet, og da jeg er begynder, er jeg selv nødt til at løbe med hunden rundt. Jeg kan ikke nøjes med små håndtegn, som de dygtige kan.
19.30: Efter kaffe i klubben og venlige stikpiller til min form kører jeg hjem.
20.00: Vi får te sammen og snakker om, at vi dagen efter har været sammen i 31 år. Vi er enige om, at dét, at vi griner så meget sammen, er noget af det vigtigste for os. Og det, der gør, at vi har været sammen så længe. Min kone fortæller om planlægningen af flytningen af den del af universitetet, hun er ansat ved.
22.00: Jeg læser de sidste mails.
23.00: Falder i søvn. Godt træt.
