En turnuskandidats bekendelser og en masse svar

Cæcilie Buhmann skrev i Ugeskrift for Læger nr. 5 (2007;169:432-3) en kronik om sine oplevelser som turnuskandidat. Kronikken har fået mange læsere til at reagere. Vi bringer her et uddrag af nogle af de mange mails, Cæcilie Buhmann og Ugeskriftet har fået.

Citater fra kronikken

»På bare fire måneder i turnus har jeg set en helt anden side af sundhedsvæsenet. Manglen på ressourcer er himmelråbende. Der mangler personale i alle personalegrupper, vagtlagene, specialerne og faggrupperne bekriger hinanden, man bruger størstedelen af sin tid på administration og bureaukrati, man får ingen supervision, da man som yngste mand går alene det meste af vagten og selv skal passe døende patienter, og der er en sådan mangel på ansatte, at man stort set aldrig kommer på dagarbejde.

Hvis bare sundhedsministeren og alle de andre politikere ville indse, at det ikke kun er et spørgsmål om at uddanne flere læger og sygeplejersker eller få dem, der allerede er her, til at løbe hurtigere. Vi bliver simpelthen nødt til at få nogle bedre forhold.

I sidste ende har jeg taget min uddannelse, fordi jeg vil hjælpe mennesker. Fordi jeg vil afhjælpe lidelse og være til gavn for mine patienter og samfundet. Fordi jeg tror på, at en offentlig sektor er den eneste måde at undgå ulighed i sundhed. Fordi jeg mener, at man som læge skal være såvel behandler som rådgiver og fortaler. Derfor skriver jeg til jer, mine kolleger, og beder om hjælp. Lad mig ikke falde for fristelsen. Lad mig ikke opgive mine idealer allerede nu. Så bliver vi alle tabere. Så for min skyld, sig noget. Gør noget. Giv mig troen tilbage«!

Flere indlæg og kommentarer vil følge i de kommende uger. Kommentarer kan sendes til: Rikke Marianne Jensen, rmj@dadl.dk

Vi er ikke alene

Jeg vil gerne knytte en kommentar til Cæcilie Buhmanns kronik i Ugeskriftet den 29. januar.

Mit indtryk er, at de problemstillinger som Cæcilie fint redegør for, desværre efterhånden er universelle for en given turnuslæge på en given internmedicinsk afdeling. Vi er ikke alene om frustrationerne, for alle personalegrupper på sygehusene oplever, hvordan resourceknapheden påvirker forholdene i negativ retning for både medarbejdere og patienter.

Som turnuslæger har vi nok begrænsede muligheder for at ændre forholdene - vi har i hvert fald brug for støtte fra ældre kollegaer. Vi har det grundlæggende problem, at vi er bundet til vores arbejde af en slags værnepligt. Man kan godt opsige sin stilling i protest, men så får man ikke ret til selvstændigt virke. En pris, som de færreste er parate til at betale. Således har vi meget sparsomme muligheder for at protestere mod urimelige forhold. Eneste sanktionsmulighed er inspektorordningen, som skulle sikre os, at vi får den uddannelse, vi har krav på. Det generelle indtryk er, at de krav, som Sundhedsstyrelsen har fastlagt, i vid udstrækning kan gradbøjes.

Turnuslæger ér det brændstof, som holder produktionen i gang på de fleste hospitaler i provinsen, og vi bliver leveret i spandevis, uden at der stilles de store krav til arbejdsgiveren. Uden yngre læger ville X-antal sygehuse i provinsen nok være nødt til at dreje nøglen om, så hvorfor ikke sørge for, at brændstoffet holder lidt længere. Rigtig mange af os brænder for intern medicin, men efter et halvt års arbejde som produktionslæge er der måske kun et vågeblus tilbage. Så er det, at vi i flok overvejer bedre alternativer.

Skyldes lægemanglen en reel mangel på læger, eller er problemet nærmere en mangel på rimelige forhold i sundhedssektoren?

Kære arbejdsgivere og politikere: Vi brænder for at komme ud og udføre godt og samvittighedsfuldt lægearbejde på jeres afdelinger. Det er et kæmpe potentiale og burde være en stor gave til jer. I forvalter potentialet på værst tænkelige måde og ofrer jeres turnuslæger i produktionens navn. Tænk i stedet mere langsigtet og sats på uddannelse og tilfredsstillende og tidssvarende forhold for både patienter og personale.

Måske er det nu, som også Cæcilie Buhmann påpeger, tid til en mere generel debat om sundhedsvæsnets tilstand. Hvor meget kan vi gå med til af nedskæringer og forringelser? Er vi som faggruppe ikke forpligtede til at sige fra over for politikerne, når vi ikke længere selv kan stå inde for den behandling, vi kan tilbyde patienterne?

Jeg kan have svært ved at se mig selv arbejde i det her sundhedsvæsen, til jeg bliver 70, men jeg ville ønske, at jeg kunne, for jeg synes jo, at det er sjovt at være læge. Skal vi ikke prøve, om vi kan gøre det lidt bedre?

Turnuslæge Vibe Ballegaard, Sygehus Syd Nakskov.E-mail: vibececilie@gmail.com

Flot, flot artikel i Ugevennen

Jeg var - og er - som du. Efter 28 år som læge i det offentlige danske sygehusvæsen med kamp efter kamp efter kamp for de værdier, du påpeger, orkede jeg ikke mere. Jeg var totalt udbrændt og desillusioneret.

Heldigvis fandt jeg min egen løsning - ærgrer mig blot over, at jeg ikke gjorde det for længe siden.

Direktør Frank Weyhe, Københavns Private Lægevagt ApSE-mail: admin@copenhagendoctors.dk

Jeg orkede ikke rotteræset

Det er en glimrende kronik, du har forfattet. Dejligt at mærke din energi og dit engagement. Men selvfølgelig trist at høre, at alt er, som det plejer, dvs. som da jeg stoppede min sygehuskarriere, kort efter at jeg var uddannet til almen medicin for seks år siden. Havde lyst til medbestemmelse i min arbejdshverdag og en chance for, at det meste af arbejdsdagen er i dagtid. Orkede ikke rotteræset. En af grundene til, at det er så svært at få læger til at stå sammen, er, at de af natur er »solister«. Dvs. de vil gerne være sammen med og arbejde sammen med andre men kun i en vis grad. Vi er de fleste, som du selv: som udgangspunkt gode mennesker, der gerne vil hjælpe andre. Ellers ville vi simpelthen ikke havde taget sådan et langt, svært studie mhp. at udføre lægegerningen.

Alment praktiserende læge Gitta Trier, Vejen. E-mail: hp.trier@dadlnet.dk

Brug bagvagterne

Tak for din kronik i Ugeskriftet. Det er godt, at nogle bringer problemerne frem i lyset.

Jeg forstår så udmærket, hvad du skriver, og at du er frustreret, men der er faktisk muligheder for at gøre det bedre. Først og fremmest må I bringe jeres bagvagter på banen. Set med anæstesi/intensiv-øjne ser det ud, som om I ofte lades i stikken, men når vi konfronterer de medicinske afdelingsledelser med dette, siger de alle uden tøven, at deres bagvagter er til rådighed og er villige til at træde til døgnet rundt.

Det er muligt, at du har følt dig frustreret over, at vi fra intensiv har affærdiget dig med et »bed din bagvagt om at ringe til vores bagvagt«, men den sætning er i høj grad tænkt som en hjælp til dig til at få din bagvagt til at involvere sig (der er jo patienter, der er døde af at ligge på medicinske afdelinger, uden at kvalificerede læger har været involveret!).

Og så for at give dig troen tilbage: Der er altså afdelinger, der prioriterer anderledes; fx har vi altid speciallæger i huset.

Overlæge Henning Joensen, Bispebjerg HospitalE-mail: Henning.Joensen@dadlnet.dk

Kom ud i praksis

Tillad mig at foreslå, hvordan du får troen tilbage, jf. dit indlæg i Ugeskriftet: Find dig hurtigst muligt en reservelægestilling i en god lægepraksis. Spørg dine kolleger, hvor der findes en praksis med hensynsfulde og engagerede kolleger, og lad d ig ikke afskrække af geografien; kvaliteten er vigtigst.

Som du skriver, er du ikke alene om at føle dig desillusioneret efter turnustiden, for præcis på samme måde oplevede jeg det selv for 44 år siden, men glæden og stoltheden ved arbejdet er alligevel gradvist vokset, ganske særligt efter at jeg kom i praksis. Her oplever man nemlig det, du efterspørger: den tætte kontakt til patienterne og en reel mulighed for at afhjælpe lidelser.

I min tidligere praksis i Nørre Alslev (jeg er pensioneret nu) har vi haft flere reservelæger, som kom desillusionerede fra sygehusarbejdet, men som gradvist fandt glæden ved arbejdet hos os. Hvis du oplever, at du kommer tæt på mennesker, og ikke mindst at du kan trøste dem, vil du erfare, at du næppe kan have et bedre job.

Vagtlæge Jørgen Hels, Nørre AlslevE-mail: hels@dadlnet.dk

For what it's worth - tak for en flot kronik i Ugeskriftet

Det er vigtigt med nye øjne - på den syge verden. Og vi er mange, der ikke er i tvivl om, at det står grelt til på sygehusene. Du formulerer en del af problemstillingen flot, ikke mindst vores manglende kollegialitet og solidaritet. Ikke kun med hinanden men også med øvrige faggrupper; vi forfalder for let til at brokke os over (for) de nærmeste i stedet for at gå sammen med andre for at få tingene ændret eller blot sige fra/stop.

Det er mit indtryk, at de fleste af os er alt, alt for optagede af umiddelbart foreliggende kliniske problemstillinger og derfor ikke har tid og overskud til at løfte os op i det perspektiv, der kræves for dels at kunne erkende problemerne, dels at foreslå løsningsmodeller.

Jeg ved ikke, hvordan problemerne løses, men at sige fra er vigtigt - og helst i flok. Med de nye regionsdannelser er der en mulighed for at få indflydelse på de store forandringer, så tiden er nok inde til at koordinere indsatsen.

Afdelingslæge Marianne Ifversen, Pædiatrisk Klinik II, RigshospitaletE-mail: ifversen@dadlnet.dk

Giv mig initiativ!

En ung turnuskandidat fortæller i en kronik »Giv mig troen tilbage« om sine frustrationer efter fire måneder på en uidentificeret afdeling. Hun spørger bl.a., om hun skal »som mange af mine kolleger resignere og lukke øjnene for mine medmenneskers lidelser«. Endvidere: »Manglen på ressourcer er himmelråbende« ... »specialer og faggrupper bekriger hinanden« ... »man bruger størstedelen af sin tid på administration [!] og bureaukrati, man får ingen supervision, da man som yngste mand går alene det meste af natten og selv skal passe døende patienter. Det var sgu ikke derfor, at jeg blev læge«. Osv., osv. - og slutter med: »Derfor skriver jeg til jer, mine kolleger, og beder om hjælp. Lad mig ikke falde for fristelsen [?]. Lad mig ikke opgive mine idealer. Så bliver vi alle tabere [!]. Så sig mig for min skyld noget. Gør [!] noget. Giv mig troen tilbage!«

Tja, hvad skal man sige? »Lægejammer uden grænser« er det, der først falder mig ind. Det passer jo ikke, at man afslås råd, hjælp og vejledning af sine kolleger (og erfarne mere hårdføre sygeplejersker). Man skal opsøge vejledningen - ikke passivt vente på, at den bliver proppet i en, ligesom i studietiden. Det må man vel kunne også i København - det er vel ikke overenskomststridigt? Vær i øvrigt langt mere »overenskomststridig« - bliv hos dine akutte patienter, til de er stabile - opsøg dem næste dag - følg med på stuegang næste dag - selv om du har fri! Betragt det som en hobby - så er det ikke engang overenskomststridigt. Oplev glæden, spændingen, »stoltheden« ved at gøre en selvstændig indsats. Det er sgu derfor, at du blev læge.

Professor Hans Ørskov, RisskovE-mail: hans.orskov@ki.au.dk

Solidaritet

Jeg deltager almindeligvis ikke i polemik og korrespondancer, men dit indlæg rørte ved noget i mig, noget jeg genkendte, noget fra gammel tid.

Jeg er meget ældre, end du er, men alligevel er det ikke svært at huske mine egne oplevelser og frustra-tioner i samme situation som den, du befinder dig i lige nu. Jeg havde - og har - samme opfattelse som du, at det er fællesskabets, samfundets, opgave at løse sundhedsproblemer, og at det er en politisk nødvendighed at få det solidaritetsprincip ført ud i virkeligheden. Den aktuelle virkelighed er desværre bare ikke sådan. Men det må vi så fortsat arbejde for, at den kan blive. Andre steder i verden er der endda langt værre forhold, endnu større ulighed. Der er alligevel brug for os trods hårde odds, og giver vi op, bliver det kun ringere for vores patienter og for os selv.

Hvor skal man så som læge finde opmuntringen, arbejdsglæden, den faglige stolthed, (selv)respekten? Jeg taler fra mange år i almen praksis og kan love dig, at man her hver dag kan opleve arbejdsglæde/tilfredsstillelse, og du er meget velkommen til at dele den med mange af os. Og jeg kender også kolleger i andre specialer, som med god grund bevarer stor faglig stolthed.

Globalt er der et enormt behov for os, så når du har været i Norge - hvis du vælger det - kunne du en tid prøve at arbejde i et tredjeverdensland; man fylder ikke meget, men det giver et enormt fagligt og menneskeligt kick. Så hold fast, meget fast, i dine idealer; det er ikke dem, der er noget i vejen med!

Alment praktiserende læge Erik Mitens, VinderupE-mail: mitens@vindoc.dk

Glad og trist

Bare jeg kunne give dig, Cæcilie, mig selv og mange andre troen tilbage. Jeg har haft mange af de samme oplevelser, som dem, Cæcilie Buhmann beskriver, i forbindelse med min turnus. Jeg prøvede at overbevise især mine ældre kolleger om, at vi måtte ændre på forholdene. Ønskede støtte til et opråb, der kunne høres uden for hospitalets mure. Men forgæves. Selvom jeg mødte forståelse fra mange kolleger, var der generelt en manglende opbakning til i et større fællesskab at løse problemerne. Jeg vælger at tro, at dette er begrundet i flere års resultatløs kamp med passivitet og resignation som følge. Man kunne dog i et svagt øjeblik blive i tvivl, når svaret fra en ældre kollega i forbindelse med synliggørelsen af problematikken, der især omhandlede ressourcemangel i nattevagterne, var som følger: »De yngre læger er sådan nogle svæklinge nu om dage. I laver jo ikke noget akut nede i den akutte (!) modtageafdeling, I er jo bare journalvagter; det kan da ikke kræve så meget. Da vi var yngre, arbejdede vi nonstop fra fredag morgen til mandag morgen!«

Jeg blev både glad og trist, da jeg læste Cæcilies de-

batindlæg. Glad, fordi jeg ikke føler mig alene med disse oplevelser. Trist, fordi jeg endnu en gang er blevet bekræftet i, at der er nogle store problemer, som i den grad negligeres. Jeg selv befinder mig ude i industrien (efter endt turnus), og nu, hvor jeg har fundet mit overskud frem igen og i den grad har lyst til at stå op og gå på arbejde, finder jeg det nødvendigt på ny at gøre noget. Lad os stå sammen og erkende, at vi skal handle, før det er for sent!

Safety operation adviser Signe Neumann Andersson, Novo Nordisk A/SE-mail: signeneumann@dadlnet.dk