En ulige kamp

FORMAND FOR LÆGEFORENINGEN

Vi skal gøre noget ved uligheden i sundheden. Det har regeringen sagt igen og igen. Så sent som på Lægemødet den 12. april. Få dage efter indgår den en politisk aftale om billigere sodavand og øl. Resultat: flere alvorlige sundhedsproblemer –

især hos den del af befolkningen, som i forvejen har udsigt til et kortere liv og mere sygdom end os andre.

Af gode grunde kan jeg ikke vide, hvad der er blevet sagt, når toppen af dansk politik har drøftet afgiftsnedsættelserne. Men resultatet viser meget tydeligt, at helt andre argumenter end hensynet til folkesundheden har vejet tungest. Så tungt, at regeringen nu har indgået en aftale, som strider mod regeringsgrundlagets ambition om at forebygge sygdomme ved at forhøje afgifterne på øl, vin, sukker, fedt og anden usund mad.

Faktum er, at politikerne nu har valgt en linje, som stimulerer salg af sodavand og øl. I et land, hvor næsten halvdelen af alle voksne er overvægtige, og hvor stadig flere børn kæmper med vægten. Som nation topper vi internationale lister over druk hos unge.

Desværre begynder der at tegne sig et mønster. I 2012 blev afgiften på fedt fjernet, og en planlagt sukkerafgift blev suspenderet. Dermed var vejen banet for billigere chips, kager og fede færdigretter.

Sundhedsministeren har i pressen forsøgt at forklare, at de nye afgiftsnedsættelser skal trække grænsehandlen hjem. Det er ikke hensigten, at fjernelsen af afgiften skal få danskerne til at drikke mere sodavand. Men problemet er, at det kommer til at ske. I den virkelige verden køber borgerne flere af de billige varer, og sammenhængen mellem pris og forbrug er mest udtalt hos mennesker med lav indtægt.

En konsekvens er, at der indfinder sig en vis metaltræthed over for storstilede lanceringer af politiske initiativer fra skiftende regeringer. Senest da statsministeren forleden på Danske Regioners generalforsamling præsenterede en række sundhedsinitiativer og indledte med at erklære, at regeringen var klar til at tage livtag med den store forskel i levealder hos fattig og rig. Hvis regeringen mener det alvorligt, er den også nødt til at holde fast i en effektiv forebyggelse.

I skrivende stund svirrer et politisk forslag fra Liberal Alliance

om at sænke afgifter på cigaretter. Rygere dør langt tidligere end andre danskere, og de er oftere plaget af sygdomme, som skyldes rygning, for eksempel lungekræft, kronisk obstruktiv lungesygdom og hjertelidelser.

Tobak er den afgørende årsag til, at uligheden i sundhed vokser i Danmark. Indirekte at opmuntre til et større forbrug af et stof, som kun har skadevirkninger, nærmer sig det uforståelige. Jeg vælger at tro, at det ikke har nogen gang på jorden, men den seneste tids udvikling har desværre den konsekvens, at det er svært på forhånd at udelukke noget.

Det vil være naivt at tro, at hensynet til sundhed altid vinder i politik. Naturligvis er der også andre hensyn at tage, ikke mindst i en tid, hvor økonomien er mat. Men det er foruroligende, hvor ofte de sundhedspolitiske hensyn må vige, og hvor lidt ulighed i sundhed tæller, når kortsigtede økonomiske gevinster skal forhandles igennem i ly af vækst- og beskæftigelseshensyn. Det burde give anledning til selvransagelse i regeringskontorerne.