En unødvendig amputation

Fredag eftermiddag skar regeringen og Dansk Folkeparti et snit ned gennem sundhedsvæsenet. Et dybt snit. Alligevel var udførelsen diskret. Først langt nede i beskrivelsen af, hvordan et embedsmandsudvalg skal forberede en ny struktur som afløsning for regionerne, fremgår det, at de praktiserende læger skal amputeres fra resten af sundhedsvæsenet. Staten skal styre sygehusene, mens 98 kommuner får ansvaret for almen praksis.

Der er ingen forklaring på hvorfor. Et gæt er, at regeringen vil styrke lægers samarbejde med kommunerne inden for hjemmeplejen og det sociale område. Lægers nære relationer til myndigheder i lokalområdet er naturligvis utrolig vigtige. Netop for at sikre den bedst mulige koordinering af arbejdet bliver der nu oprettet 98 såkaldte kommunallægelige udvalg med praktiserende læger og repræsentanter for kommunen.

Men en styrkelse af det samarbejde bør ikke ske på bekostning af den naturlige tilknytning, som almen praksis har til resten af sundhedsvæsenet. Langt de fleste af kontakterne fra familielægerne går til sygehusafdelinger og praktiserende speciallæger i det regionale sundhedsvæsen.

I de seneste år er der kommet en bred forståelse for, at postnummeret ikke skal bestemme, hvor god en behandling patienten modtager. Det er derfor, at den mest specialiserede behandling samles på færre matrikler, at der bygges nye og bedre sygehuse, og at der etableres tidssvarende lægehuse.

Den udvikling har regeringen bidraget til. Derfor er det uforståeligt, at den nu lancerer en model, som går i den stik modsatte retning.

Sundhedsvæsenet har brug for, at sygehuse, speciallægepraksis og familielæger arbejder tæt sammen efter fælles faglige retningslinjer. Det sikrer de bedste patientforløb, ikke mindst for de mange patienter med kroniske sygdomme. Erfaringen viser, at et patientforløb er særlig sårbart, når patienter skal fra en sektor til en anden. Det er her, at der skal fokus på at sikre et godt og sammenhængende patientforløb og på at undgå fejl.

I dag ligger ansvaret hos fem regioner. Hvis den nye model bliver til virkelighed, skal 98 kommuner forholde sig til den problematik. De 98 kommuner skal også understøtte uddannelse af praktiserende læger. Der bliver 98 modeller for kvalitetsudvikling og forskning i almen praksis. Man behøver ikke at være ekspert i organisation for at se konsekvenserne for sig.

Erfaringerne fra den del af sundhedsvæsenet, som kommunerne allerede har ansvaret for, er ikke opmuntrende. Der er desværre ikke tradition for at arbejde med fælles krav til kvalitet, og det afspejler sig f.eks. i de tilbud om rehabilitering og behandling af alkoholmisbrug, som nogle kommuner tilbyder.

Lægeforeningen håber, at regeringen vil inddrage den nødvendige sundhedsfaglige ekspertise i sit udvalgsarbejde. Forhåbentlig vækker det til eftertanke, at de lægelige organisationer er alarmerede ved udsigten til, at sundhedsvæsenet skæres midt over.

Planen er, at en ny organisering af sundhedsvæsenet allerede skal være realiseret fra den 1. januar 2013. Det understreger behovet for at lytte til erfaringer fra de mennesker, der kender sundhedsvæsenet indefra og faktisk står med ansvaret for patienterne.