En usexet malaria-succes

Hvert minut dør to børn af malaria. Hver dag bliver parasitterne mere og mere modstandsdygtige over for medicin. I store dele af verden er de billige 1. linjemidler p.t. historie. Resistenskurven kan imidlertid vendes. I de to østtanzanianske landsbyer Magoda og Mpapayu har et dansk-tanzaniansk forskerhold vist en drastisk nedgang i resistensen hos børn over for sulfadoxin/ pyrimethamin (SP). Over tre år er den faldet fra 30 til under fem procent. Måske kan resultatet være med til at forhindre et økonomisk og organisatorisk katastrofalt skridt for Tanzania, nemlig at landet må tage endnu en tur i medikamentspiralen. Hver gang det sker, kan man roligt gange omkostningerne til malariabekæmpelse med ti.

Professor Ib Bygbjerg fra Københavns Universitets Institut for Folkesundhedsvidenskab har imidlertid ikke mærket stor interesse for resultaterne. Han og kollegerne fra Amani Research Centre i Tanzania ville gerne fortælle om projektet i de internationale malariatidsskrifter, men reviewerne har sagt nej tak. De mener ikke, at forskerne har indkredset den præcise årsag til succesen, og det erkender Bygbjerg gerne. Men på den anden side: Det burde være indlysende værdifuldt, at andre forskere fik kendskab til projektet, så der kunne arbejdes videre med evidensen. Og den samlede intervention i området består af nogle få, konkrete tiltag, som under alle omstændigheder er gode ingredienser i den lokale sundhedspolitik: Forskerne har givet landsbybeboerne net til at beskytte sig. De er blevet betjent af en klinik med uddannet og superviseret personale, som har haft ordentlige produkter. De har lært at tage den rigtige medicin i de korrekte doser og at lade være med at tage medicin unødigt.

Hvorfor er tidsskrifterne så kølige? Jo, tiltagene er simpelthen ikke »sexede« nok til at få spalteplads, mener professoren, som nu i stedet går den langsommelige poster-vej ved internationale kongresser.

Men evidenskrav er vel vilkårene i den videnskabelige verden?

»Jeg kan alligevel ikke lade være med at ærgre mig over, at vi ikke kan komme til orde, når en søgning på SP-resistens over Pub Med giver så få resultater, der ikke handler om ny medicin eller nye kombinationer af medicin. Men det er meget forståeligt: Ingen medicinalfirmaer vil finansiere forskning, som handler om at vende tilbage til gamle produkter. Interessen samler sig om nye midler, selv om de hurtigt udløser resistens. Se blot til ,vidunderpillen` Malarone. Det tog kun fem år, så havde vi de første resistente parasitter«.

Du vil vel ikke sige, at vi skal opgive nye malariamidler?

»Nej, men medicinalvirksomhederne er ikke særlig interesserede i at udvikle dem, fordi der indtil videre ikke er økonomi i medicin til de fattige. Derfor går det langsomt - for langsomt til at vi kan læne os tilbage og tro på, at nye, spændende produkter vil vende udviklingen. Det koster en formue, hver gang man må opgive en forsvarslinje i form af ét medikament og indføre et andet. Dels er stofferne typisk dyrere, dels skal der jo informeres, distribueres, undervises osv. Ved overgang fra SP til kinin kan man gange omkostningerne med ti. I næste led med 100. Verden er nødt til at gå den ,kedelige` vej, som bl.a. vi har vist den i Tanzania«.

Men er tiltagene ikke »common sense«?

»På et overordnet plan, jo. Men det er bestemt ikke ligegyldigt, hvordan man sætter ind med de enkelte interventioner, og hvordan de kombineres.

I Afrika er sundhedsvæsenet jo kompliceret, vildtvoksende, nærmest anarkistisk. Private handlende importerer eller indsmugler medicin, ofte inferiøre eller for gamle produkter, som sælges helt uden vejledning. Alle mulige idealister kører rundt i deres Land Rovere og uddeler medikamenter, som er indsamlet i de industrialiserede lande - uden koordination eller tanke for, at medicinen kan skade mere end gavne. Det er meget almindeligt, at folk tager forkert medicin, at de tager den uregelmæssigt eller afbryder behandlingen. Derfor er det vigtigt at dokumentere de rigtige medicinske og socialantropologiske modeller for at bremse malariaen«, siger Bygbjerg.

Ny medicin nødvendig

Søren Jepsen, administrerende direktør for Europakommissionens European Malaria Vaccine Initiative, er i en af de frontlinjer på malariaområdet, som i den senere tid har vist bemærkelsesværdige resultater med stærk medvirken af danske forskere: Parasittens genom og proteom er kortlagt. Han mener, at man skal se kampen mod resistens i et større perspektiv og er uenig i, at indsatsen på området er overset.

»Selv om man ikke kan sige, at malariasituationen er i bedring, er der bestemt international bevågenhed over for at afdække mekanismerne i resistens. Vi ved for eksempel i dag, hvor mutationerne sker på kromosomerne«, forklarer Jepsen.

»Øst- og vestafrikanske netværk monitorerer resistensen. Det er et stort fremskridt. Da danske forskere fandt de første tilfælde af kloroquin-resistens, råbte vi op for døve øren. Nu gør landene selv en stor indsats.

Rigtig brug af medicin er afgørende. Men i dag ved alle de store aktører inden for hjælpearbejdet, at det er Danaidernes kar om igen, hvis man bare fylder på med nye medikamenter. Ofte gives hjælpen da også kun under forudsætning af, at landet fører en fornuftig lægemiddelpolitik.

Etisk kan vi ikke lade stå til, medens vi vender resistensen. Når vi står med et sygt barn, er vi jo nødt til at give det medicin, der virker, selv om vi ved, at resistensen venter om hjørnet. Derfor er vi nødt til at lade fornuftig brug af medicin gå hånd i hånd med udvikling af nye medikamenter«, siger Søren Jepsen.