Skip to main content

ET DØGN MED... »En yngre mand med choanal polyp …«

Anders Bilde er øre-næse-halslæge med subspeciale i bihulekirurgi og ansat på privathospitalet Aleris-Hamlet i Søborg. I dag er mandag og operationsdag.

Overlæge, ph.d. Anders Bilde. Foto: Aleris-Hamlet.
Overlæge, ph.d. Anders Bilde. Foto: Aleris-Hamlet.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

20. mar. 2018
3 min.

6.40 Jeg dækker morgenbord og spiser sammen med min hustru og vores to børn. Så cykler jeg fra Frederiksberg til hospitalet i Søborg, hvor jeg har operationsdag. Det tager ca. 20 minutter, og jeg mødes med operationsteamet for at gennemgå dagens operationer. Jeg gennemgår instrumenter og loader de skanninger, der skal bruges, inden jeg selv henter den første patient.

 

8.00 Patienten er klar på lejet, hvor bedøvelsen forberedes. Patienten har en skæv næseskillevæg, som forhindrer drænagen af bihulerne.

Det kører slag i slag med at få patienterne ind og ud. Det skal dog siges, at patienterne, bortset fra bihulerne, ofte er sunde og raske mennesker, så der er tale om ukompliceret kirurgi.

 

9.45 Patient nr. 2 er en kollega, som altid har haft venstresidig bihulebetændelse. Han har nogle bihuleceller, som lukker af for hans drænage, særligt af kæbebihulen, og det er årsagen til hans vedvarende infektion. Den åbner jeg op til. Operationen er lidt kompliceret, da de mange år med betændelse har ført til en knogleforandring, især op mod hjernen og der, hvor karret går ind mod øjet. Så det er en lidt kilden operation, som jeg har diskuteret igennem med ham forinden, så vi har en fælles forståelse af, hvor langt, jeg skal gå. Det gik rigtig godt.

 

11.20 Dokumenterer krav til scanning til Region H, uddyber anmodning om kautionsansøgning til forsikringsselskab. Når jeg bestiller en skanning til en offentlig patient, skal regionen betale. På et offentligt sygehus, bestiller vi bare en skanning. Men her skal man argumentere for at få skanningen igennem. Det hører også med, når man arbejder Aleris-Hamlet. Ser scanninger igennem efter anmodning fra kollega. Derefter frokost. Vi har en frokostordning, som bliver overholdt. I kantinen taler jeg med en kollega fra et andet speciale om den kommende, varslede konflikt.

 

13.45 Fjerde patient opereres. Kronisk bihulebetændelse med polypper. Kompliceret pga. fritliggende arterier til øjnene.

 

15.35 Vi har hentet dagens femte patient, som nu bedøves. En kollega fra Rigshospitalet kommer som konsulent og skal oplæres. Han er med ved operationen, og skal med til den efterfølgende aftenstuegang. Patienten er en yngre mand med choanal polyp, som er opereret talrige gange tidligere, og som jeg så i ambulatoriet i fredags. Polyppen er gradvist vokset, til den nu lukker hans næse helt af, så han ikke kan få luft. Polyppen udgår fra kæbebihulen og vokser ned gennem svælget. Det svære er ikke at fjerne den, men at finde det sted, den udgår fra, for det er afgørende for, om den kommer igen. Det, tror jeg, lykkedes.

 

16.30 Operationen færdig, og jeg dikterer. Hver gang en operation er færdig, står rengøringen klar, så vores udskiftningstider er meget korte. Effektiviteten er høj og faggrænserne flydende. De udgør ikke den samme barriere som på et offentligt sygehus.

 

17.00 Efter en kaffepause er der postoperative kontroller af operationer fra de foregående uger. Det er en fordel ved det private, at patienten følges af samme læge hele vejen.

 

19.00 Aftenstuegang – jeg udskriver de fleste, men lader to blive til i morgen, primært til observation for blødninger.

 

19.45 Jeg cykler hjemad. Det sner, så turen tager lidt længere tid, end den plejer.

 

20.20 Min kone har været til forældremøde. Da hun kommer hjem, spiser vi indisk aftensmad, som min søn på 13 har lavet. Jeg runder aftenen af med at se Deadline. Går i seng og sætter vækkeuret til kl. 6.00.