Endelig er der et liv i sigte

Turnuslæge Rahim Altaf husker det så udmærket og har lidt røde ører ved tanken: For mindre end et år siden undrede han sig i sit fagblad højlydt over praktiserende lægekolleger, der tilsyneladende hovedløst indlagde patienter, som intet fejlede. Det syntes paradoksalt midt i den almindelige travlhed på medicinsk afdeling på Slagelse Sygehus, hvor han på det tidspunkt var i turnus. Nu sidder han selv i saksen som gatekeeper i en hektisk hverdag i lægepraksis. Og er blevet klogere, understreger han med et smil.

»Jeg har fået stor, stor respekt for det arbejde, alment praktiserende læger præsterer. De spiller en meget central rolle, blandt andet når det gælder at opdage sygdom og visitere patienterne rigtigt videre i systemet. Nu sidder jeg selv med 15-18 patienter på en dag og skal forholde mig til alt fra vorter, ondsindet influenza over kvindesygdomme til en meget svær, dårligt reguleret diabetiker. Opdager jeg nu det hele og gør det rigtige?, spørger jeg gang på gang mig selv. Det er en helt anden situation at sidde alene med konsultationen end at færdes på en hospitalsafdeling, hvor der er laboratorieudstyr til rådighed og mange andre læger og sygeplejersker at drøfte observationer og prøveresultater med. Man vil hele tiden gøre det rigtige, men nu har jeg selv blandt andet prøvet at indlægge en patient på kirurgisk afdeling, som viste sig at være medicinsk patient. Det er ikke altid så let,« erkender Rahim Altaf.

Forventningerne til lægen er markant anderledes i privat praksis end på hospitalet, oplever Camilla Jensen. Og det sætter nu og da hendes tålmodighed på prøve.

»Når eksempelvis en undersøgelse viser, at alt er i orden, bliver du mødt med spørgsmål som ,Hvad kan det så være? Hvad skyldes det, at jeg er så træt?` Jamen, jeg er også træt!, kan jeg indimellem have lyst at udbryde. Praktiserende læger bliver mødt med en forventning om, at de kan løse problemstillinger, der ikke hører hjemme i en lægepraksis, men måske på folks arbejdsplads eller et andet sted i deres tilværelse. Det kan være temmelig frustrerende«, siger hun.

God og dårlig praksis

Begge oplever på ny at have fuldt op at gøre efter et mere roligt halvt år på kirurgisk afdeling. Her holdt de sig begge lidt i baggrunden vel vidende, at det ikke er kirurgi, de ønsker at specialisere sig inden for. Til gengæld har efteråret budt på rigeligt med udfordringer for Camilla Jensen. Hun måtte sande, at man som urutineret turnuslæge er meget sårbar, når man kommer ud i praksis. Fungerer samarbejdet ikke, og får man ikke den nødvendige faglige støtte af den eller de lægekolleger, man deler dagligdag med, er man ilde stedt. Hun valgte efter tre måneder at tage konsekvensen af et decideret dårligt arbejdsmiljø og skifte praksis.

»Det var en utrolig svær beslutning, men nu er jeg glad for, at jeg har taget den. Jeg oplevede den første praksis som en ren pengemaskine, hvor min kollega brugte min ankomst til at tage endnu flere patienter ind. Der gik dage imellem, at han tog sig tid til, at vi kunne tale sammen. Kort fortalt var arbejdsvilkårene urimelige, og jeg fik langtfra den vejledning, jeg havde brug for og krav på som turnuslæge, men kunne desværre ikke trænge igennem med min kritik«, fortæller hun.

Derfor endte hun med at slå til, da den amtslige praksisreservelægekoordinator tilbød at hjælpe med at finde en anden lægepraksis til hende. Efter to uger i den nye praksis er Camilla Jensen ikke i tvivl om, at det var et rigtigt valg.

»Jeg er blevet taget rigtigt godt imod i den nye praksis, hvor der er fire rutinerede læger. Arbejdstempoet er normalt, og patienterne virker glade for at komme der. Pludselig opdagede jeg, hvor meget energi jeg har brugt på at prøve at få det til at fungere i den tidligere praksis, nu kan jeg i stedet koncentrere mig om det rent lægefaglige arbejde«, konstaterer hun tilfreds.

Især i de første måneder tilbragte hun stort set hver eneste aften i selskab med en tyk grundbog i almen medicin for at forberede sig til næste dags patienter.

»Man møder en masse ting i praksis, man er usikker på. Men ret hurtigt blev jeg god til at skelne mellem, hvad der er akut, og hvad der ikke er - det er en stor hjælp. Desuden oplever jeg, at jeg er god til at få øje på symptomer på eksempelvis nyresten, blindtarmsbetændelse og mavesår, fordi det er ting, jeg har beskæftiget mig med i turnus på medicinsk og kirurgisk afdeling. Det giver også en følelse af ballast. Er jeg det mindste i tvivl om en patient, spørger jeg en af kollegerne til råds«.

Rahim Altaf har gjort det til en vane at have papir og kuglepen liggende parat på skrivebordet. Ofte vælger han at skitsere sammenhængen mellem eksempelvis bihule- og mellemørebetændelse for patienterne med en tegning.

»Jeg bruger lidt mere tid end min kollega på patienterne både i telefonkonsultationen, og når de kommer i praksis. Især telefonkonsultationen kræver utrolig megen koncentration, når man som jeg ikke har dansk som modersmål. Desuden vil jeg være sikker på, at patienterne går hjem med en bedre forståelse af deres sygdom, og her hjælper det ofte med en tegning. Når forståelsen for alvor er der, samarbejder de bedre om behandlingen«, forklarer han og glæder sig over, at patienterne bestiller ny tid hos ham og dermed lader til at være tilfredse med hans indsats.

Blikket rettet mod fremtiden

Rahim Altaf føler sig lidt privilegeret, når han hører om Camilla Jensens første måneder i praksis.

»Selv er jeg blevet taget rigtigt godt imod fra den første dag. Selvfølgelig har vi travlt, men ikke mere end at jeg kan spørge og straks får svar, når jeg er usikker på noget. Selv ønsker jeg ikke at være praktiserende læge. For mig vil det være psykisk og socialt belastende at arbejde alene og samtidig skulle drive en forretning med krav om service og faglig udvikling. Jeg er fuld af respekt for, at min kollega kan gøre det uden at brænde ud. Efter mange år i praksis er han stadig optaget af at udvikle sig fagligt, prioriterer at give patienterne reel information, er god til at lære fra sig og tager sig i det hele taget godt af sine ansatte«, fremhæver turnuskollegaen.

Camilla Jensen har både taget imod alle de kursusdage, amtet tilbyder, og har fortsat sin undervisning af sygeplejestuderende, som hun begyndte kort efter turnusstart. I efteråret blev hun bedt om at lave en fuld eksamensopgave til de studerende.

»Jeg skulle både formulere spørgsmål, lave en case og udarbejde facitliste. Det var en ordentlig mundfuld, men når man bliver spurgt, kan man vel, besluttede jeg. Det var hårdt, men rigtig spændende, og så pynter den slags opgaver på ens CV«.

Begge har nogen tid haft blikket rettet fremad mod tiden efter den 1. februar, hvor de afslutter deres turnus og er klar til introduktionsstilling. Camilla Jensen har sendt fem uopfordrede ansøgninger og stod pludselig med tre jobtilbud på hånden, heriblandt en ønskestilling på hjertemedicinsk afdeling på Amtssyge huset i Herlev.

»Det har jeg meget store forventninger til! Afdelingen har bare 25 senge, og det giver gode muligheder for rigtigt at kunne fordybe sig. Fra en kollega ved jeg, at det er en meget god afdeling, der blandt andet har fået førstepris for deres uddannelsesarbejde, så set med mine øjne kan det ikke rigtig blive bedre«.

Noget at indhente

For Camilla Jensen er målet stadig at blive anæstesiolog.

»Inden jeg startede i turnus på kirurgisk var jeg lidt bekymret for, om vagterne ville blive for belastende, og at jeg med det i baghovedet burde opgive anæstesien. Men sådan oplevede jeg det heldigvis ikke. Jeg tror stadig, det er den vej, jeg skal, dels fordi jeg er god til at holde hovedet koldt under pres, dels fordi jeg får et kick ud af det, når der for alvor er fart på og skal handles her og nu«.

Ud over nye faglige udfordringer ser hun ikke mindst frem til, at turnus er overstået.

»Jeg synes stort set ikke, at jeg har haft et liv det seneste halvandet år. Det tærer virkelig på én at skifte arbejdsplads hvert halve år og hele tiden skulle forholde sig til nye kolleger og nye faglige udfordringer. Oveni er kommet flere timers transport til arbejde, så mit sociale liv har stået på urimeligt lavt blus. Det skal være slut nu - jeg vil have et helt liv!«, fastslår Camilla Jensen.

Inden længe løber hun måske på Rahim Altaf på sygehuset i Herlev. Han starter i februar i en introduktionsstilling på onkologisk afdeling og kan som turnuskollegaen ikke være mere tilfreds.

»Jeg har længe interesseret mig for onkologien og ville meget gerne på Herlev, fordi der både er god forskning og undervisning, så jeg er nærmest lykkelig!«

Med sine 38 år føler Rahim Altaf, at han har noget at indhente og ser frem til at gå på med krum hals i de kommende år.

»Som flygtning har jeg ikke haft mulighed for at blive lige så hurtigt færdig med studierne som mange andre, men forhåbentlig får jeg mulighed for at arbejde hårdt de kommende mange år, mens jeg stadig er fuld af kræfter. Både forskningsmulighederne og patientbehandlingen inden for området optager mig. Nogle kolleger advarer om, at kontakten med terminalpatienter er meget opslidende, men sådan har jeg indtil videre ikke selv oplevet det. Tværtimod har jeg følt, at det er meget givende at kunne lindre smerte eksempelvis og se patientens øjne blive gladere«, forklarer Rahim Altaf.

Fakta

Rahim Altaf, 38 år

Kandidat fra Aarhus Universitet, juni 2002.

Per 1. august 2002 startet i turnus på Slagelse Sygehus, medicinsk afdeling, Vestsjællands Amt. Derefter på parenkymkirurgisk afdeling samme sted. Siden den 1. august sidste år hos solopraktiserende læge i Slagelse. Per 1. februar i år tiltrådt introduktionsstilling på Amtssygehuset i Herlev, onkologisk afdeling.

Født i Iran, hvor han læste medicin i tre år. Kom til Danmark i 1992 som politisk flygtning. Har siden taget hele medicinstudiet i Århus, da studieårene i Iran ikke kunne godskrives.

Gift og har to børn på 10 og 16 år.

Camilla Jensen, 31 år

Kandidat fra Københavns Universitet, juni 2002.

Per 1. august 2002 startet i turnus på Storstrømmens Sygehus, Næstved, medicinsk afdeling. Derefter på parenkymkirurgisk afdeling samme sted. Startede den 1. august sidste år hos solopraktiserende læge i Næstved, men skiftede efter tre måneder til større lægepraksis i byen.

Startet den 1. februar som vikar på hjertemedicinsk afdeling på Amtssygehuset i Herlev. I midten af marts tiltræder hun en introduktionsstilling på samme afdeling.

Ugift, ingen børn.

Jesper Kjærsgaard Nørøxe, 28 år

Juridisk kandidat fra Aarhus Universitet, juli 2002.

Per 2. september 2002 tiltrådt som fuldmægtig i Justitsministeriets færdselskontor. Startede den 1. december 2003 i EU-kontoret, der hører under ministeriets lovafdeling.

Ugift, ingen børn.

Fakta

Skiftedag i ministeriet

Juristen Jesper Kjærsgaard Nørøxe har flyttet kontor i Justitsministeriet og har desuden suppleret det lovtekniske sagsarbejde med et mere udadvendt job som underviser på universitetet.

Efter lidt mere end et år i Justitsministeriets færdselskontor blev det i december skiftedag for Jesper Kjærsgaard Nørøxe, som startede sin turnus i Justitsministeriet samtidig med, at lægerne Camilla Jensen og Rahim Altaf tog hul på deres.

»Vi kan selv ønske, hvor vi gerne vil hen. Administrativt forsøger man så at få hele puslespillet til at gå op. På den måde fik jeg mit ønske opfyldt om at komme til EU-kontoret, hvor jeg især screener danske lovforslag og sikrer, at de er i overensstemmelse med EU-ret og bistår andre ministerier med at implementere EU's regler«.

Ligesom turnuslægerne har den unge jurist haft antennerne ude for at falde godt til på sit nye kontor.

»Kontorerne i ministeriet er forskellige - det finder man hurtigt ud af. I færdselskontoret behandler man mange mindre, konkrete sager, der ikke altid er så vanskelige at gå til. Derfor starter mange fuldmægtige som jeg selv der, og det præger kontoret på den måde, at man snakker en hel del sammen. I lovafdelingen, hvor jeg nu sidder, arbejder man med lidt større opgaver, og medarbejderne er generelt lidt ældre.

Her er lidt mere stille, men til gengæld er det en rar mindre afdeling med et godt sammenhold«, oplever Jesper Kjærsgaard Nørøxe.

Som fuldmægtig skal man desuden have et formiddagsjob uden for ministeriet, og her har han som Camilla Jensen valgt at kaste sig over undervisning.

»Jeg trives godt med det mere udadvendte arbejde som underviser som supplement i hverdagen. Det er spændende at formidle forfatningsret til studerende, der møder området for første gang, og det er skægt at deltage i de diskussioner, der indimellem opstår«, fortæller han.

For halvandet år siden følte Jesper Kjærsgaard Nørøxe sig privilegeret i forhold til mange medstuderende, der ikke kunne finde job.

»Heldigvis lykkedes det efterhånden for dem, jeg har kontakt med, at komme i gang. Flere gik i måneders uvished og trak afslutningen af specialet ud, mens de ventede på, at der skulle dukke jobmuligheder op. Det var ikke særlig rart«, husker han.

Selv om han endnu har cirka halvandet år tilbage i ministeriet, inden det bliver tid til udstationering, er han begyndt at overveje, hvad den skal bruges til.

»Måske vil jeg gerne ud i et advokatfirma for at få min bestalling. En anden ting, jeg kunne have lyst til, er at tage eksempelvis en masteruddannelse i udlandet. Måske finder jeg ud af at kombinere de to ting«, siger Jesper Kjærsgaard Nørøxe.