Skip to main content

Endokrinologerne er tættest på industrien

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

22. feb. 2013
2 min.

De praktiserende læger tager têten, når det handler om samarbejde med medicinalindustrien. Det viser en optælling, som Dagens Pharma har foretaget, af Sundhedsstyrelsens register over samarbejdsaftaler sammenholdt med autorisationsregisteret.

I alt 694 praktiserende læger har et anmeldt industrisamarbejde, som typisk drejer sig om forskning, undervisning eller konsulentvirksomhed, og det svarer til 11 pct. af de autoriserede speciallæger i almenmedicin, fremgår det.

Næstformand i Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Peter Magnussen, synes ikke umiddelbart, at det er noget højt tal.

"Vi er de mest interessante for medicinalindustrien, og derfor vil vi selvfølgelig blive kontaktet meget", siger han.

"I virkeligheden er tallet relativt lavt i betragtning af, at vi deltager i mange studier og udskriver langt størstedelen af medicinen".

Topplacering til endokrinologerne

Hvor kun lidt over en tiendedel af de praktiserende læger har tætte bånd til medicinalindustrien, ser billedet helt anderledes ud hos en række af de andre specialer.

Topscorer er endokrinologerne. I dette speciale har næsten halvdelen - 43 pct. - et makkerskab med lægemiddelvirksomhederne.

Næst på listen - procentuelt - er hæmatologi, hvor 38 pct. industrisamarbejder. Hos dermato-venerologerne er tallet på 35 pct., og hos onkologerne 32 pct.

Formand for Dansk Endokrinologisk Selskab, overlæge Peter Rossing, har ikke nogen umiddelbar forklaring på, hvorfor netop hans speciale ligger øverst.

"Det kan være, fordi vi ikke er så mange, og så bliver procenten nemt høj. Og så er det også et speciale, der traditionelt har stor forskningsaktivitet", siger han.

"Men man skal være forsigtig med at tolke tallene, for man kan ikke se, hvilke typer samarbejde det er. Man skal selvfølgelig være opmærksom på, at samarbejder kan give anledning til interessekonflikter. Men omvendt, med den åbenhed, der er, så er vi kommet langt. Jeg synes, at samarbejde er positivt, når bare det deklareres", siger han.

Peter Rossing tror ikke, at der er en Novo Nordisk effekt.

"Der foregår rigtig mange diabetesstudier i øjeblikket hos alle mulige firmaer. Måske fordi der stilles større krav til diabetesprodukter nu end tidligere. Hvor det tidligere var nok med måske 500 patienter i et studie for at få godkendt ny medicin, skal der nu være måske 5-10.000 patienter i et udviklingsprogram. Det betyder, at der er flere centre involveret", siger han.

Og dermed også flere endokrinologer.

Nul samarbejde

I den modsatte ende af listen figurerer diagnostisk radiologi, samfundsmedicin og arbejdsmedicin med så få samarbejdsaftaler, at procenten lander på nul. I numeriske termer er der en arbejdsmediciner, en samfundsmediciner og to radiologer, der har et samarbejdsforhold med industrien.

Det hører dog med, at 219 læger med et industrisamarbejde ikke har oplyst noget speciale.