Skip to main content

EPJ-netværk for overlæger

Erling Birk Madsen, H:S Frederiksberg Hospital, ebm@fh.hosp.dk, Martin Rudnicki, Roskilde Amts Sygehus, rsmar@ra.dk, Anna Birthe Bach, Sygehusene i Ringkjøbing Amt, abbach@dadlnet.dk

1. nov. 2005
4 min.

Der er blandt overlæger i hele landet stor interesse for at deltage i arbejdet med at udvikle en funktionsdygtig elektronisk patientjournal. Der er allerede gode erfaringer, og der er også dårlige, idet der er konstateret alvorlige konsekvenser af teknisk ufærdige løsninger samt utilsigtede hændelser pga. overblikket, der forsvandt. Udveksling af erfaring og viden er målet med dannelsen af Overlægeforeningens EPJ-netværk, og efter artiklen i Ugeskriftet den 18. oktober med opfordring til netværksdannelse blev det første møde holdt den 14. december i Odense.

Der er tilmeldt 52 overlæger fra hele landet til Netværksgruppen, og der deltog 32 i mødet.

EPJ nationalt

Søren Vingtoft fra EPJ-observatoriet gav en spændende vurdering af status for EPJ nationalt. Der er fortsat langt igen, og samordningen af de eksisterende EPJ-udgaver er en kompliceret proces. Vingtoft betonede vigtigheden af den faglige involvering: Hvordan får vi den viden, brugerne besidder, ind i it-systemet?

Christian Nøhr, også fra EPJ-observatoriet, beskrev hvilke muligheder, der er for at indbygge brugervenlighed i it-systemerne. Det er typisk, at den hardware, der anvendes, er lavet til kontormiljøer og er besværlig at håndtere under stuegang og andre mobile gøremål. For øjeblikket er medicinlister opskrevet som kontoudtog. Der er faktisk mulighed for at strukturere dem i meningsfulde behandlingsgrupper, og det ville straks give et langt bedre overblik. Netop overblik er et problem i EPJ, som det kræver såvel faglig indsigt som it-viden at komme videre med. Han var opmærksom på det store problem med log-in og log-off 40-50 gange i løbet af en arbejdsdag og foreslog gruppe-log-in. Dette ville netop under stuegang være en stor fordel, så læge og sygeple-jerske smidigt kan gøre brug af den samme computer.

Der ligger medikolegale aspekter i gruppe-log-in, som skal udredes, inden denne praktiske tilgang kan gøres tilgængelig i hverdagen.

G-EPJ

Jan Pedersen fra Sundhedsstyrelsen fortalte om udviklingen af G-EPJ - den grundstruktur, der skal udgøre den fælles platform for national kommunikation. Den udvikling har taget fart, og man er interesseret i at udvikle strukturen i samarbejde med de patientjournaler, der har været i funktion i en årrække.

G-EPJ har været under udvikling i seks år, og der stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt denne struktur opfylder de krav, man må stille til et nationalt udgangspunkt for datakommunikation i det samlede sundhedsvæsen, se Peter Sylvest Olsens G-EPJ-rapport på www.overlaegeforeningen.dk.

Fra det virkelige liv fortalte Richard Farlie om den første G-EPJ i funktion. Gynækologi og obstetrik i Kvinde-Barncentret i Ringkjøbing Amt har siden den 4. oktober 2004 brugt en journal baseret på G-EPJ. Han kunne berette om, at implementeringen af så stor en opgave kræver frikøb af såvel læger som sygeplejersker - der er mange omkostninger ved at være pionerer, og man skal acceptere, at det kræver tid og ressourcer at kaste sig ud i så ny en tankegang.

Fremtiden

Efterfølgende udspandt der sig en interessant debat, der afspejlede, at de tilstedeværende enten har en erfaring, det vil være frugtbart at få del i, eller har gjort sig væsentlige overvejelser om EPJ's rolle i fremtidens klinik med de muligheder og de vanskeligheder, dette også indebærer. Der var en betydelig skepsis i forhold til det problemorienterede koncept, og fra overlæger med lang brugererfaring advarede man mod det, man kaldte dokumentationshysteriet. Hvis EPJ skal være funktionel, skal det grundigt overvejes, hvad formålet er med den information, der registreres.

I Signe Vikkelsøs ph.d.-afhandling konstateres det, at lægegruppen får mere indtastningsarbejde. Hvordan forenes det forhold med øgede produktionskrav, et stort uddannelsesansvar og færre speciallæger? I debatten gjorde Christian Nøhr klart, at EPJ ikke bliver lettere - gevinsten vil for mange klinikere ligge et sted, de ikke får øje på i dagligdagen, f.eks. i øgede forskningsmuligheder og i dataudtræk lokalt, der kunne danne udgangspunkt for kvalitetsforbedringer.

Politikpapir

Allerede på dette møde blev der etableret fem arbejdsgrupper baseret på de fem kommende regioner, og indtil den 1. marts 2005 vil man regionsvis udarbejde et notat som udgangspunkt for et politikpapir, der inkluderer tanker om:

Dokumentationskrav

Medikolegale aspekter

Tidsforbrug

Opgaveglidning

Gevinstpotentialet ved EPJ

Visioner for regionsvis koordinering af EPJ-udviklingen

I løbet af marts 2005 sammenskriver Overlægeforeningens EPJ-gruppe rapporterne til et fælles politikpapir, der efter høring i grupperne kan præsenteres for repræsentantskabet i august 2005.

Ultimo april 2005 inviteres netværksgruppen til møde, hvor politikpapiret præsenteres, og EPJ-udviklingen perspektiveres af en relevant foredrags-

holder.

Kontaktpersoner

Følgende fem personer har indvilget i at være EPJ-gruppens og bestyrelsens kontaktpersoner i de enkelte regioner:

Region Hovedstaden:

John H. Mikkelsen, H:S Frederiksberg Hospital, john.mikkelsen@fh.hosp.dk

Region Midtjylland:

Mads Mark, Viborg Sygehus, mads.mark@sygehusviborg.dk

Region Nordjylland:

Hardy Christoffersen, Thisted Sygehus, hardych@dadlnet.dk

Region Sjælland:

Lars Christian Munck, Roskilde Amts Sygehus, mulk@dadlnet.dk

Region Syd:

Lars Stubbe Teglbjærg, Sygehus Fyn Svendborg, late@shf.fyns-amt.dk

Som formænd for arbejdsgrupperne vil de indkalde til første møde via Overlæ-geforeningens sekretariat, således at netværksgruppens medlemmer samarbejder regionsvis.

I mellemtiden holder netværksgruppen hinanden orienteret om artikler og links med ny information. Det blev foreslået at bruge dette forum til at generere praktiske samarbejdsfora vedr. arbejdsgangsanalyser og standardplaner, ligesom vi vil følge udviklingen af det nye kodningsprincip SNO-MED, der skal erstatte SKS-koderne.

Såvel EPJ-observatoriet som Sund-hedsstyrelsen er interesseret i samarbejde med netværksgruppen, og vi vil gensidigt inddrage, når det er relevant.

Overheads fra mødet kan ses på www.overlaegeforeningen.dk/EPJ

Information om EPJ-gruppens og de regionale gruppers arbejde vil løbende blive lagt på hjemmesiden.