Er der en kardio-neuro-oftal-oto-gerontolog til stede?

På en henvisning til geriatrisk ambulatorium anførte en praktiserende læge: »80-årig kvinde, der gennem de sidste tre måneder er begyndt at falde. Haft colles fraktur, mange blå mærker. Kan ikke selv forklare faldene. Lidt svimmel. Obs. dårlig balance, obs. synkope - bedes vurderet«.

Patienten mente, at faldene skyldtes, at hun blev svimmel, og benene pludselig ikke kunne bære, mens den medfølgende datter opfattede faldene som blackout. Ved journaloptagelsen afsløredes en række mulige faktorer, der alene eller i kombination kunne forklare faldtendensen: nedsat muskelstyrke i benene (havde svært ved at rejse sig fra en stol uden brug af armene), langsom atrieflimren, højt blodtryk i liggende stilling og lavt i stående, svimmelhed af en karakter, som kunne tyde på vestibulært udløst svimmelhed, ryg- og nakkesmerter, polyfarmaci, ernæringstilstand under middel og nedsat synsstyrke.

En sådan patients tilstand bliver gennemgået i et geriatrisk ambulatorium for at finde mulige risikofaktorer, som man derefter kan intervenere overfor. Denne proces, som betegnes mutifaktoriel faldudredning og intervention, er meget effektiv. I studier, hvor patienterne er tilbudt såvel udredning som intervention, er der således en reduktion i faldhyppighed på 37% [1].

Udredning af fald og synkope hos gamle mennesker foregår helt overvejende i de geriatriske ambulatorier. Det er væsentligt, at fald, svimmelhed og synkope hos denne patientgruppe ses som en samlet diagnostisk opgave. Dels fordi det både for patient og læge kan være svært at finde ud af, om et fald skyldes en synkope, dels fordi en sandsynliggjort eller påvist synkope kun sjældent betyder, at man kan opgive den videre vurdering og behandling af andre risikofaktorer for fald.

Mette Midttun beskriver i dette nummer af Ugeskriftet, hvordan man i en geriatrisk faldklinik i Hvidovre anvender ambulant ekg-monitorering med R-test i udredning af mulige kardielle arytmier [2]. Helt relevant beskrives i denne artikel samarbejdet med sygehusets kardiologer.

Af indlysende grunde vil det være en fordel, hvis faldklinikkerne på de geriatriske afdelinger har et formaliseret samarbejde ikke bare med kardiologer, men også med andre speciallæger såsom øjenlæger, ørelæger og neurologer.

Det har vist sig, at faldudredning med viderehenvisning til andre specialer er utilstrækkelig [3, 4]. Patienterne gør ikke brug af henvisningerne - måske fordi disse ofte skrøbelige patienter ikke magter at organisere et besøg hos en øjenlæge, ørelæge osv. Faldudredning virker naturligvis kun, hvis der gøres noget ved de problemer, der afdækkes. Derfor bør faldklinikken have et tilbud, som også indeholder intervention. Hvis man f.eks. finder nedsat syn, skal der være mulighed for at få patienten undersøgt af hospitalets øjenlæge.

Det kan virke omfattende og meget kostbart at tage hånd om gamle menneskers fald og svimmelhed som ovenfor beskrevet. Men dels er det ikke moralsk og etisk forsvarligt at afstå fra en veldokumenteret behandling, og dels vil den systematiske tilgang til både fald- og synkopeudredning formentlig vise sig at være omkostningseffektiv, således som det allerede er påvist for synkopeudredning [5].

Fremtiden må derfor være fald-, svimmelheds- og synkopeenheder, som drives i et formaliseret samarbejde mellem geriatere, kardiologer og neurologer med mulighed for at trække på andre af hospitalets eksperter ved behov. Gerne med ventetidsgaranti, så patienterne sikres en diagnose inden for en rimelig tidshorisont. Hvis det lykkes at etablere sådanne enheder, slipper de gamle faldpatienter måske for deres ofte lange vandring gennem sundhedssystemet, hvor mange specialister kan fortælle hvad de ikke fejler, men få påtager sig ansvaret for at finde ud af, hvorfor de falder, og hvad der kan gøres ved det.

Korrespondance: Ellen A. Holm, Geriatrisk Afdeling, Sygehus Nord, Roskilde Sygehus, 4000 Roskilde. E-mail: ellenholm@dadlnet.dk

Interessekonflikter: Ingen