Offentligt ansatte hospitalslæger er blevet regelstyrede lønmodtagere, der mere går op i, hvornår de kan gå hjem, end i, hvordan det går med patienten. Arbejdsgiverne har været med til at fjerne lægers ansvar og faglige stolthed. Taberen er kræftpatienten. Direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen råber op, før alle bliver »episodelæger«.
Lægegerningen er ved at blive forandret fundamentalt i en retning, der hverken gavner lægen selv eller patienten.
»Vi er ved at afvikle den ansvarlighed, som i årtier har kendetegnet læger, og som læger faktisk både ønsker og fagligt opildnes af. Vi er desværre på vej væk fra det, som jeg lidt firkantet kalder den behandlingsansvarlige læge«, siger adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen.
Han mener, at vi er ved at udvikle et system – og patientrejsen i faktaboksen er ifølge direktøren et glimrende eksempel herpå – der belønner dem, der sidder i ambulatoriet, ser i journalen, ser på patienten og træffer en klinisk beslutning, lægger journalen over i bunken, når patienten er ude af døren, »og så bekymrer jeg mig ikke mere om det«, som han udtrykker det.
»Sådan en tilgang tilskynder systemet i alt for høj grad til. Det udvikler det jeg kalder en episodelæge, hvor man sidder i ambulatoriet, ser den næste og næste, men afvikler lægens ansvar«, siger Leif Vestergaard Pedersen.
Faktaboks
Direktøren opstiller to kategorier af læger:
Den behandlingsansvarlige læge, der er drevet af stor ansvarlighed, stor faglighed og ønsket om at gøre noget for sine egne patienter. Lægen har et engagement i de patienter, han har med at gøre, og det hospital, som han er en del af. Han bliver udfordret på sin faglighed. Det, der trigger og engagerer lægen, er ønsket om at gøre det endnu bedre. Han agerer som en akademiker.
Episodelægen derimod tager sig af patienterne i den takt, de kommer, og gør, hvad der bliver bedt om. Han møder til tiden, går når arbejdsdagen slutter, og skal han blive længere, er det overenskomstens bestemmelser, der gælder. Han tænker og opfører sig som en industriarbejder, hvor regler og systemer styrer arbejdet.
»Hastigere og hastigere er vi på vej mod episodelægen. Mit opråb her er i virkeligheden et opråb til lægerne om: Pas nu på. Det her er jo ikke det, som I vil. Det er meget nemt at ende som episodelæger, men ekstrem svært at komme væk derfra«, sige han.
For Leif Vestergaard Pedersen er udviklingen fra den behandlingsansvarlige læge mod episodelægen fuldkommen paradoksal:
»Andre akademiske medarbejdere på Slotsholmen, i interesseorganisationer, kommuner og regionskontorer arbejder om morgenen, sent om eftermiddagen og i weekenden. Man løser den opgave, man er sat til at løse, fordi det er spændende, og fordi man føler et stort ansvar for opgaven. Der findes naturligvis charlataner overalt, men det er i den retning, man går«, siger Leif Vestergaard Pedersen.
Har FAS og YL så sejret ad helvede til?
»Nej, de har i virkeligheden tabt ad helvede til. De har fået et system, som de egentlig slet ikke vil have. Det er en bestemt konsulenttankegang, der har sejret. Det skulle jo være sjovt at være læge. Jeg hører fra både yngre læger og overlæger, at det er blevet mindre interessant at være læge. Man taler mindre til engagementet i dag og mere til lønmodtageren i lægen. Det er fuldkommen absurd, når andre akademiske brancher går den modsatte vej og italesætter selvansvarlighed«.
Ifølge Leif Vestergaard Pedersen har alle et fælles ansvar for den ifølge ham negative udvikling: Lægers overenskomster, systemets ønske om øget produktivitet og ledelser på alle niveau:
»Jeg tror, at vi i alt for høj grad har lavet et ledelsessystem, der kigger op. Overlægen kigger op mod afdelingsledelsen, der kigger op mod centerledelsen, der kigger op mod hospitalsledelsen, der kigger op mod regionsledelsen, der holder øje med Christiansborg. Det er et forkert perspektiv«, siger han.
Han mener ikke, at der findes mirakelkure. Men fokus på ledelse og overenskomster, der i mindre grad minder om taxameterafregninger, kan være en af vejene:
»Det vil kræve en usikkerhed for lægerne, da det for nogle betyder, at arbejdsdagen bliver mere diffus«, siger han.
Du advarer mod, at læger i din optik er ved at blive episodelæger. Samtidig viser alle undersøgelser, at den danske kræftbehandling aldrig har været bedre, så tingene var jo ikke bedre før i tiden. Hvordan hænger det sammen?
»Taberne i dette spil er de dårligst uddannede og dem uden socialt netværk. De har ikke fået de fremskridt i kræftbehandlingen, som du hentyder til. Vi er konstant bag Norge og Sverige. Hvorfor har vi lavet et system, der er atomiseret? Min konstatering er, at vi ville performe bedre, hvis vi tog lægens ansvar alvorligt. Men det her gælder ikke for alle patienter. Mange simple forløb fungerer fint med, at patienten kommer ind, bliver opereret og sendt ud – intet bøvl. Hurtigt og effektivt. Men vi kan ikke indrette systemet, så alle typer af patienter og sygdomme behandles ens som ved et samlebånd«, siger han.
Leif Vestergaard Pedersen fastslår, at det danske sundhedsvæsen naturligvis »ikke er forfærdeligt« og understreger, at vi skal huske de mange kvailteter.
Men nogle af de kvaliteter, som vi ifølge direktøren er ved at forlade er helt essentielle – både for lægen og patienten. Og dem bør lægerne få kæmpet tilbage.
»Vi skal ikke tilbage til den omnipotente læge, der kunne alt inden for alle diagnoser. Det ville være en katastrofe. Men vi skal have muligheden for, at lægen kan tage ansvar«, siger han.
11. marts holder Yngre Læger konference om patientforløb.
Den 4. september bliver en 62-årig kvinde, der snakker bagvendt, har aggressiv adfærd og husker dårligt, henvist af egen læge til sygehuset med mistanke om en hjerneblødning. Skadestuen har mistanke om tumor i hjernen.
Det bliver starten på et ifølge Kræftens Bekæmpelse horribelt patientforløb, der involverer fem hospitaler, to regioner, mange afdelinger og ingen fagpersoner, der tager ansvar for patientrejsen.
»Ingen danner sig et fuldstændigt overblik over patienten. Og måske af gode grunde. Det tankevækkende ved patienthistorier som denne er, at kræftsyge patienter sejler rundt i sundhedsvæsenet, uden at nogen er ansvarlig. Det er ikke godt nok. De resursesvage kan ikke klare sig«, siger Leif Vestergaard Pedersen, adm. direktør i Kræftens Bekæpelse.
Skanninger viser en godartet tumor i hjernen, der skal opereres på et hospital i naboregion. Her fastslås det, at det ikke er en primærtumor.
Herefter begyndere ugers og måneders jagt på, hvor canceren sidder. Uger og måneder med flere ambulante forløb på forskellige sygehuse, undersøgelser, hvor næste tid ofte er uger væk, kortvarige indlæggelser, sygetransporter, der ikke bliver bestilt, tider, der dobbeltbookes, afdelinger, der glemmer at sende fax, og hvor den råde tråd i patientrejsen er de to døtres kamp for, at nogen gør noget og tager ansvar.
Den 7. november viser nye prøvesvar, at primærcanceren formodes at sidde i mavesækken.
Lægerne understreger, at patienten nu er i et pakkeforløb, blot ved de ikke præcist hvilket forløb, der skal følges, da samtlige undersøgelser ikke viste noget konkret.
De pårørende forstår ikke, hvorfor patienten ikke følger udredningspakken: metastase i hjernen med ukendt primærtumor, sådan som det blev konstateret en måned tidligere.
Senere i forløbet – på et nyt hospital i anden region – finder kirurger »noget« på bugspytkirtlen. Biopsisvar viser igen en godartet tumor, der skal dog foretages 4-5 yderligere prøver for at være sikker. På grund af ventetid skal patienten først til ni dage senere.
»Lægen råder os til selv at tage kontakt til en kirurgisk afdeling for at få en bedre tid – pårørende er bedre til det, mener han ... Vi oplyser, at sådan er det ikke, og det er lægen, som skal bestille en akuttid. Lægen udtaler, at har vi brug for at klage, må vi skrive til hospitalsledelsen, han kan intet gøre og forlader faktisk rummet uden afsked«, skriver patientens datter i et brev til Kræftens Bekæmpelse.
Den 29. november foretages de resterende biopsier. Patienten får tid til prøvesvar næsten tre uger senere. Trods mistanke om kræft i bugspytkirtlen:
»Min mor prøver at forklare, hvordan tingene hænger sammen mht. hendes forløb osv, men sygeplejersken siger: Vi har travlt«, skriver datteren.
Datteren ringer dagen efter til hospitalet og får en ny og bedre tid.
»Min stædighed har altså skaffet os en tid 12 dage før den først angivne«.
Tre måneder efter første henvisning fra egen læge bliver patienten fortsat udredt. Kræften er endnu ikke lokaliseret. Behandlingen er endnu ikke påbegyndt. Ingen har haft ansvaret for patientens rejse.
Den ansvarlige region har understreget over for Kræftens Bekæmpelse, at alle regler har været overholdt.
»Er det godt nok? Uanset om regler er overholdt, mener vi så, at det er godt nok«, spørger Leif Vestergaard Pedersen.
De pårørende skrev et 12 A4-sider langt brev til Kræftens Bekæmpelse efter de første tre måneder af udredningsforløbet, som Ugeskriftet har fået lov at omtale af Kræftens Bekæmpelse. Det er familiens version af forløbet.
