Skip to main content

Er lægeløftet forældet og umoralsk?

Jens Winther Jensen

27. feb. 2006
3 min.

Lægeløftet er selvmodsigende og uetisk, om end der er et kerneindhold, der er etisk sundt og godt. Det konkluderede forfatterne i bogen »Etiske spørgsmål i medicinen«, der blev udgivet, da Lægeforeningens etiske udvalg for nylig havde 25-års-jubilæum. Den meget bombastiske konklusion hæftede sig især ved lægeløftets afsluttende afsnit, hvor lægen lover at gøre sig »bekendt med og nøje efterleve de og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.« Forfatterne, to læger engageret i etisk arbejde og en magister i filosofi, henviste til, at bestemmelsen svarede til en jeg-parerede-blot-ordre-problematik, som også de tyske læger under naziregimet havde fulgt. Forfatterne finder derfor bestemmelsen umoralsk.

Bogens betragtninger sætter en syl gennem den debat om lægeløftet, som Lægeforeningen starter med dette nummer af Ugeskrift for Læger. Her bringes både et Fokus om lægeløftet som institution og en kronik, »Den gode læge« af Ole Hartling, formand for Det Etiske Råd. I den kommende tid bringes yderligere en række kronikker og forhåbentlig mange debatindlæg. Vi ønsker at give lægeløftet et serviceeftersyn. Holder det stadig efter 191 år på sygegangen? Anledningen er et ønske om at vurdere det etiske grundlag for Lægeforeningen som standsforening i det 21. århundrede i forbindelse med Lægeforeningens 150-års-jubilæum i 2007. Her planlægger vi en sundhedspolitisk erklæring og måske en nyformulering af lægeløftet.

Vi er helt bevidste om, at emnet er følsomt. Lægeløftet er netop, som Ugeskriftets Fokus beskriver det, en institution. Det adskiller lægefaget fra andre akademiske faggrupper. Det er en personlig edsaflæggelse til nogle grundholdninger, der har rødder tilbage i den hippokratiske ed og den bibelske beretning om den barmhjertige samaritan, og det har stået uantastet siden formuleringen i 1815. Men netop derfor er der måske god grund til at se, om det matcher med de forhold, som lægen anno 2007 arbejder under. Lægeløftet er formuleret længe inden enevælden blev ophævet, og næsten et halvt århundrede før lægerne organiserede sig som stand. Autoritetsbegreberne var ganske anderledes. Der var ikke noget velfærdssystem og ikke nogen debat om prioritering. Der var slet ikke nogen medicinalindustri eller pres på forskningens uafhængighed. Der var ikke nogen sundhedslov, patientrettigheder og etiske konventioner. Det var ikke nogen bioteknologi. Der var ikke noget marked for sundhed.

Vi ved, at der allerede i dag er mange læger, der har svært ved at få lægeløftets ideelle fordringer til at hænge sammen med den virkelighed, som de arbejder i. Vi ved, at dette dilemma ikke bliver mindre i de kommende år, hvor presset fra de demografiske ændringer sætter ind, samtidig med at nye teknologiske gennembrud er synlige i horisonten. Vi har netop fået en vurdering fra OECD, der af disse årsager forudser et endnu større pres på sundhedsudgifterne end tidligere anslået, og fra en topøkonom, der siger, at det bliver umuligt at betale for al sundhed. Spændingen mellem det lægeligt mulige og ønskværdige, og det samfundsmæssigt realistiske bliver meget større. Måske er det på tide at få et løfte for lægegerningen, der svarer mere til nutiden.