Skip to main content

Er methadonbehandling billig?

Bagsværd Torben Ishøy E-post: t.i@mail.dk

2. nov. 2005
4 min.

Længerevarende behandling med methadon sigter mod at stabilisere stofmisbrugeren på et psykisk, fysisk og socialt niveau, hvor patienten så vidt muligt søges rehabiliteret inden for de individuelt opstillede mål for behandlingen. Ligeledes søger methadonbehandlingen at reducere illegalt brug af opioider.

Når methadon udelukkende ordineres som smertestillende lægemiddel, ekspederes det som et almindeligt tilskudsberettiget præparat, og sygesikringsdelen afregnes til amtet. Derimod hører afregning for tilskud til methadon til stofmisbrugere ikke længere under Sygesikringen, idet udlevering af methadonen principielt er en opgave, der sorterer under socialforvaltninger og de amtslige centre, der er nedsat til behandling af opioid stofmisbrug. Hele udgiftsbeløbet og dermed også patientandelen betales af den institution, der til daglig står for methadonbehandlingen.

En betydelig andel af stofmisbrugerne får udleveret methadon fra et apotek, da de gennem behandlingsforløbet må formodes at have udvist en sådan grad af stabilitet, at denne form for ukontrolleret substitutionsbehandling kan accepteres (1). Andelen af den ukontrollerede apoteksudleveringsordning varierer på landsplan, og ordningen tilbydes således patienter med et formodet højt funktionsniveau, eller hvor en yderligere socialpædagogisk opfølgning skønnes mindre relevant. Metadonbehandling anses for relativt billig (2). En gennemgang af beregningsprisen for apoteksudleveret methadon i uge 32-33 i 2001 (3) tyder dog på meget varierende priser.

Methadon bør ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer fortrinsvis udleveres som mikstur for at begrænse risikoen for injektion og for så vidt muligt at undgå videresalg. Miksturen fås på apotekerne kun i færdigpakkede flasker med 5, 10, 25, 40, 50, 80, 100, 300 ml. Til institutionelt brug udleveres dog store og væsentligt billigere kvanta. Da miksturen kan pipetteres meget præcist milliliter for milliliter og i praksis typisk med fem milliliters intervaller, varierer prisen betydeligt inden for et snævert interval. På apoteket koster 80 ml methadon 44,30 kr. (0,55 kr./ml), mens 75 ml koster (prisen for 50 + 25 ml) 68,65 kr. (1,26 kr./ml). De få patienter, der får 300 ml methadon dagligt, koster kun det offentlige 64,00 kr. om dagen (0,29 kr./ml), til gengæld er udgiften for de betydeligt flere stofmisbrugere, der får fx 120 ml dagligt, 99,70 kr. (0,83kr/ml). Den dyreste milliliterpris er 5 ml til 21,80 kr. (4,32 kr./ml), den billigste 300 ml (1.000 ml dog 0,11 kr./ml).

Som led i den fortsatte kvalitetsevaluering og med fokus på den ressourceallokering, hvis prioritering ofte må overvejes grundigt inden for sundhedsvæsenets rammer, er det rimeligt at påpege, at prisen på apoteksudleveret methadon i forbindelse med behandlingen af stofmisbrugere er for varierende, og kun kan betegnes som billig med en vis modifikation. En fast vedligeholdelsesbehandling på fx 80 eller 120 ml dagligt koster årligt henholdsvis 3.212 kr. og 4.818 kr. på en institution mod 16.060 kr. og 36.354 kr. fra et apotek.

De behandlingsinstitutioner og praktiserende læger, der forestår methadonordinationerne via apotekerne, bør derfor i samarbejde med patienterne overveje en medicinstatus, der springer de »dyrere« pakningskombinationer over. Tilbud om udlevering af færre og større, men billigere kvanta, der fx dækker ti dages forbrug eller mere, opfylder p.t. ikke gældende retningslinjer (1), hvor en taghjemordning højst må omfatte syv dages forbrug, og er næppe heller ideelt, idet risiko for videresalg eller tyveri af medicinbeholdningen må tages i betragtning. Methadonprisen på det illegale marked har været stabil gennem de sidste mange år og afspejler et afbalanceret forhold mellem udbud og efterspørgsel. Prisen for illegal methadon ligger i København på mellem to og fire kr. per ml eller mg. Tabletter er dyrest, og apoteksudleveret methadonmikstur koster i reglen mere end miksturen udleveret fra behandlingsinstitutionerne, da flasken fra apoteket er banderoleret og derfor ikke anses for at være fortyndet eller kontamineret.

Endelig kan det jo også overvejes, om stofmisbrugerne som led i en mindre klientgørelse igen skal have sygesikringstilskud, og således selv betale andelen på lige fod med patienter, der lider af diabetes, parkinsonisme eller skizofreni. Hvis vores bestræbelser retter sig mod at bringe så mange narkomaner som muligt tilbage til et socialt acceptabelt liv, acceptabelt både for dem selv og for det omgivende samfund, er det ikke nødvendigvis bedst gjort ved at fratage dem både rettigheder og pligter. Spørgsmålet er derfor også, om gratisprincippet per se - ikke kun i relation til den illegale handel, men især til en passiviserende klientgørelse - er med til at stigmatisere og yderligere marginalisere denne patientgruppe. For yngre stofmisbrugeres vedkommende med intakt social kompetence er en vellykket integration yderst tvivlsom uden nogen realistisk tilknytning til arbejdsmarkedet; dermed er denne patientgruppe frataget en reel mulighed for resocialisering og (selv)respekt.


Referencer

  1. Sundhedsstyrelsens cirkulære om ordination af afhængighedsskabende lægemidler af 12. december 1995.
  2. Substitutionsbehandling. København: Narkotikarådet, 2000.
  3. Specialitetstakst. Apoteksforbeholdte farmaceutiske specialiteter. København: Lægemiddelstyrelsen, 2001, uge 32/33.