Skip to main content

Erfarne folk valgt ind i P.L.O.s bestyrelse

Kommunikationskoordinator Anne Weimar

2. nov. 2005
4 min.

Blæsten var ikke til at tage fejl af, da P.L.O.s repræsentantskab stred sig vej frem fra alle afkroge af Danmark til Hotel Hilton i København. Indenfor forløb mødet dog ret forsonligt og uden at de politiske vinde vendte op og ned på det hele. To nye medlemmer blev valgt ind i bestyrelsen, efter Marianne Hartvig og Uwe Jansen . De nye medlemmer er erfarne praksisudvalgsformænd - Yves Sales (Fig. 1) fra Københavns Kommune og Michael Dupont (Fig. 2) fra Frederiksborg Amt. Og de havde hver deres bevæggrunde for at stille op.

- Hvis man havde spurgt mig for fem år siden, om jeg kunne forestille mig at stille op til valg i P.L.O.s bestyrelse, havde svaret været nej. Men i dag kan jeg se, at det blot har været en naturlig forlængelse af det fagpolitiske arbejde, jeg med tiden har engageret mig i, var Yves Sales ' første kommentar.

- For mig at se, er det vigtigt at fastholde og gerne styrke almen praksis' centrale placering - både i forhold til det samarbejdende sundhedsvæsen og til vores forhandlingspartnere i Sygesikringen og ikke mindst i forholdet mellem den enkelte læge og patienten. Jeg går stærkt ind for det solidariske sundhedsvæsen, hvor alle har lige og fri adgang, og hvor der ikke er penge mellem læge og patient. Det må ikke sættes over styr. Samtidig vil jeg også understrege, at jeg respekterer de demokratiske spilleregler, som bestemmer prioriteringen i - og opbygningen af vores sundhedsvæsen. Som organisation, mener jeg, at P.L.O. har pligt til at deltage i debatten og efterfølgende accepterer de politiske beslutninger, som vi så må leve med - på godt og ondt.

- Som praktiserende læge skal vi tage os af patienterne, når de er hos os, men også være den centrale person, der koordinerer patientens forløb gennem sundhedsvæsenet. Koordinationen kan kun foregå i et tæt og gensidigt respekteret samarbejde mellem de mange aktører. Det samarbejde kan blive meget bedre, og det et netop en af sundhedsvæsenets store udfordringer, som vi alle skal arbejde med de kommende år.

- Sundhedsvæsenets forskellige sektorer kæmper om de unge lægers gunst i deres valg af løbebane. P.L.O. og Sygesikringen har et fælles mål i og forpligtelse til i almen praksis at skabe attraktive arbejds- og honoreringsvilkår, der sikrer den nødvendige rekruttering til faget.

- Det er afgørende, at vi bevarer den troværdighed og tillid, som vi har opbygget gennem de senere år via målrettet kvalitetsudvikling. Kvalitet og faglig udvikling er tæt knyttet til efteruddannelse, og kun ved klart at prioritere efteruddannelsen kan vi som stand bevare denne troværdighed. Det skylder vi os selv og vores patienter, siger Yves Sales videre.

Michael Dupont fra Frederiksborg Amt ser også sin indtræden i P.L.O.s bestyrelse som en selvfølgelig fortsættelse af det arbejde, han har lagt i praksisudvalget de sidste seks år. Her er det især almen praksis og amtets fælles sundshedspolitiske arbejde, der giver Michael Dupont blod på tanden - og en tro på, at de erfaringer, der er gjort med »Sundhedsplanen«, må kunne anvendes i større - national - målestok.

- Jeg er generelt meget optaget af sundhedspolitik. Mit oprindelige udgangspunkt for at gå ind i fagpolitisk arbejde var, at jeg personligt var generet af det tunge samarbejde, vi havde i amtet i forhold til sekundærsektoren. Det har vi fået rettet op på, og siden har det ene udfordrende projekt overtaget det andet - og jeg er blevet hængende. I Frederiksborg Amt har det bl.a. betydet, at vi har fået et mere konstruktivt samarbejde med vores mod- eller måske rettere medparter, i Amtsådsforeningen, hvor almen praksis nu for alvor fået sat sine fingeraftryk. Jeg mener den fremtidige udvikling inde for sundhedssektoren primært kommer til at skulle ske i almen praksis, og der står vi over for ret så store opgaver.

- Almen praksis's største udfordring ligger for mig at se i de livstilsbetingede sygdomme. Demens, diabetes 2 og osteoporose er blot nogle af de steder, hvor vi virkelig skal sætte ind både i forhold til forebyggelse, udredning og videre behandling. Hvis vi ikke gør det, drukner vi simpelthen i arbejde, siger Michael Dupont .

- For at løfte de udfordringer almen praksis står overfor, synes jeg, der er gode perspektiver i idéen om, at vi går sammen i enheder. Men det skal ske af frivillighedens vej. Styrken i almen praksis er jo bl.a., at vi er et liberalt erhverv på kontrakt, og den drivkraft skal man ikke undervurdere. Foruden at engagere os i sundhedsplanlægningen, skal vi også styrke forskningen, efteruddannelsen og de kvalitetsudviklingsprojekter, som er så afgørende for, at almen praksis bevares i den form, den har nu, slutter Michael Dupont.