Et barn er født ...

Gaza - »Ghadeer har født«, fortalte hendes mand i telefonen. »Herhjemme i Jayous. Det blev en dreng! Alt gik fint. Vi behøvede slet ikke at tænke på at komme forbi checkpointet!«

Jeg lærte Ghadeer at kende, da jeg boede en uges tid i hendes landsby, Jayous på Vestbredden. Ghadeer er 23 år og læser til lærer. Da jeg mødte hende, havde hun barselsorlov og en kæmpe mave. Det var midt i olivenhøsten, og jeg var med hendes familie ude at plukke oliven. Vestbredden er fuld af tørre stenede bjerge med stenterrasser og oliventæer, og de omgiver også Jayous. Er man på landet i Palæstina i efteråret, kommer man næsten ikke uden om at plukke oliven.

Vi bredte net ud under træerne og skiftedes til at sidde i træerne og daske til grenene, så olivenerne faldt ned. Det var varmt, men under træerne var skygge. Og hendes mor fandt en underjordisk cisterne med opsamlet regnvand. Det var køligt og klart. Hendes små søskende var også med. De lavede noget en gang imellem, når det ligesom faldt dem ind. Det meste af tiden sad de og gyngede på træernes grene, eller de løb rundt på stenene omkring os og jagtede firben og skildpadder. Ghadeer var upåvirket af sin store mave. Hun plukkede oliven og kravlede på stiger. Hendes mor tændte bål og lavede te. Pause.

Jeg spurgte Ghadeer, hvornår hun skulle føde. Hun prikkede sig selv i maven.

»Hører du, derinde!« sagde hun. »Hvornår skal jeg føde, hva'?« Hun grinede.

»Jeg ved det ikke. Det er kun ham derinde, der ved det. Lægen siger, at det er nu«.

Hun og hendes mand var åbenlyst nyforelskede. De kunne næsten ikke være i nærheden af hinanden uden at hviske og tiske og se hinanden dybt i øjnene.

»Hvor skal du føde?« spurgte jeg.

»På hospitalet i Tulkarem«, sagde hun. »Håber jeg. Hvis jeg kommer ind. Der er i hvert fald ét checkpoint på vejen«. Hun pegede opad og smilede fatalistisk:

»Inshalla«, sagde hun. Om Gud vil.

Ingen fortrinsret for fødende

Ghadeers frygt var ikke ubegrundet. I de sidste par år er det blevet sværere for palæstinensere at komme omkring på Vestbredden. Der er israelske militære checkpoints uden for alle palæstinensiske byer, og ofte er det den enkelte soldat ved checkpointet, der bestemmer, om folk får lov at passere eller ej. At være syg eller fødende er langtfra nogen garanti for at kunne komme ind til byen og hospitalet. Ifølge det palæstinensiske sundhedsministeriums rapport »State of Health in Palestine« fra 2003 har 49 kvinder født på israelske militære checkpoints inden for de sidste to år. 28 af de nyfødte er døde under fødslen eller ganske kort efter. Heller ikke selvom kvinden ankommer i ambulance, er det nogen garanti for, at hun når frem.

Efter en uge havde Ghadeer stadig ikke født, og vores olivenplukkerferie i Jayous var forbi. Vi rejste tilbage til Tulkarem. For at komme hertil skulle vi igennem netop det chekpoint, Ghadeer var bange for at passere. Her mødte vi tilfældigvis en anden kvinde, der havde problemer med at komme ind i byen.

Hun kom hen til os, mens vi stod i køen ved checkpointet. Stemningen var stresset. Folk var trætte og varme af at stå i kø i solen. Børnene græd. Mødrene skældte ud. Soldaterne kommunikerede til folk gennem skrattende højtalere på deres biler. Soldaterne var helt unge, med lyst plysset hår og solbriller. De var nervøse og havde deres maskinpistoler hævede, pegende på folk i køen.

De fleste, der prøvede at komme ind, blev afvist og måtte gå tilbage.

»Kan I hjælpe?« spurgte hun. Hun forklarede, at hun skulle til Tulkarem og have foretaget elektivt kejsersnit. Hun havde en tid på hospitalet i dag. Men soldaterne ville ikke lade hende komme ind. Hendes mand og hendes søster var med hende. De bar på tasker med børnetøj og sammenfoldelige pusleborde.

»I er udlændinge. Måske lader de os komme ind, hvis vi kommer sammen med jer«.

Vi gik ind på at prøve. De stillede sig sammen med os i køen.

»No,« sagde soldaten. »Tulkarem closed«.

Jeg prøvede at forklare ham situationen. Han forstod åbenlyst ikke, hvad jeg sagde. »No.« sagde han. Vi insisterede. Han invilligede i at kalde på sin overordnede. Han talte engelsk.

»O.k.« sagde han. »Men hun må kun have én ledsager med.« Kvinden skulle tage et valg. Hendes mand, eller hendes søster?

»Hurtigt«, sagde soldaten. »Vi kan ikke stå her og vente«.

Hun valgte søsteren. Hendes mand gav hende taskerne og et par pengesedler. De sagde hurtigt farvel, og vi gik igennem checkpointet. Hendes mand stod og kiggede efter os, så lang tid vi kunne se ham.

I Tulkarem talte jeg med Khulud. Hun er gynækolog, og arbejder på Palestinean Medical Relief. Jeg fortalte hende om oplevelsen på checkpointet, og om Ghadeer, og hendes frygt for at føde ved et checkpoint.

»Kvinderne der føder ved checkpoints, er kun toppen af isbjerget,« sagde hun. »Det, der er mindre synligt, er alle de kvinder, der vælger at føde hjemme, ofte uden professionel hjælp, af frygt for at blive standset ved checkpoints. Vi har oplevet en markant nedgang i antallet af kvinder, der føder på hospital i de sidste par år«.

»Dertil kommer, at mange ikke har mulighed for at komme til læge eller jordemoder under graviditeten. Eller at få det nyfødte barn undersøgt eller behandlet. I det hele taget en forringelse i tilgangen til sundhedsydelser for mødre og børn«.

Palestinean Medical Relief arbejder med at uddanne kvinder ude i landsbyerne til i det mindste at kunne håndtere en normal fødsel, i tilfælde af at de ikke kan komme frem til hospitalet.

»Det er ikke optimalt, men bedre end ingenting«. Hun smilede hvast:

»Hvis Jesus skulle fødes i dag, ville han ikke komme til verden i Bethlehem. Han ville blive født ved et checkpoint«.

Efter et par dage ringede Ghaleb, Ghadeers mand.

»Er I i Tulkarem?« spurgte jeg.

»Nej«, sagde han. »Ghadeer fødte hjemme. Det var bedre, tænkte vi. Det gik godt. Der var en jordemoder i nabolandsbyen, der kom«.

Tre dage senere besøgte jeg dem i Jayous. Ghadeer var glad.

»Ingen hospital, ingen checkpoints. Bedre«, sagde hun. Jeg fik sød te og lov til at holde babyen. Han havde langt sort hår og klare øjne. Og en rynke i panden.

Han skulle hedde Osama.