Steffen Jacobsen er dr.med. og overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling, Hvidovre Hospital. Han er også forfatter til en række kriminalromaner – den seneste udkommer den 2. oktober. Thrillerne skriver han om aftenen, når der er ro i huset hjemme i Birkerød.
6.30 Det er morgen. Konen og jeg har fem sammenbragte børn. Fire bor her endnu, mere eller mindre, og de går i skole, så dem ser jeg ikke så meget til om morgenen. Hver morgen er det samme: Jeg læser avis, spiser havregryn, som jeg har gjort i 50 år, og ikke andet. Kaffen tager jeg med i bilen. Jeg hader morgener.
7.15 Afgang. Trods det endeløse vejarbejde på Helsingørmotorvejen, hvor man aldrig ser nogen arbejde, kan jeg lige nå morgenkonferencen kl. 8. Men allerede efter ti minutter bliver jeg kaldt ned på operationsgangen til den første af dagens operationer. Samme rutine hver dag: Jeg laver kun hoftealloplastik og indimellem lettere revisioner.
8.40 Der er planlagt tre hofteoperationer i dag. Den første er hos en 65-årig mand i relativt god form. Jeg deler som regel lejet med en anden kirurg, fordi jeg ikke er ansat på fuld tid. Der skal jo være tid til at skrive. Operationen tager under en time, så jeg har lidt tid til at svare på mail og se posten igennem.
10.00 Stuegang på mit stamafsnit. Et blandet afsnit med hovedvægten på alloplastikrelaterede problemer: septiske løsninger, et inficeret knæ. Her er også almen traumatologi – thoraxtraumer, brækkede arme og ben. I dag er der intet ud over det sædvanlige.
11.00 Operation nr. 2, som også er en hofte. En 55-årig mand. Jeg har lavet hofter i 18 år. Har ingen vagter længere, så det er, hvad jeg laver. Efter operationen er der pause. Jeg dikterer til sekretæren og svarer på mail, men der er også et par yngre kolleger, der skal have et råd. Jeg ser på et røntgenbillede for en kollega, som er i tvivl om, hvorvidt en brækket arm på et barn skal sættes på plads eller behandles konservativt. Jeg råder til det sidste. Et barn på 4-5 år har masser af helingspotentiale, så den lille vinkel skal nok rette sig.
14.00 Eftermiddagskonference for alle, der kan. Operationssygeplejerskerne gennemgår, hvor langt vi er nået i programmet, og vagtholder planlægger det akutte program. Vi andre sidder mest og giver gode råd, hvis de yngre læger spørger.
14.45 Jeg vender på kontoret og taler med et par kolleger, inden jeg går stuegang – som overlæger uden vagt jo kan blive sat til at gøre nu. Vi har cirka 90 sengepladser, og jeg tager dem fra en ende af.
18.45 Jeg kører hjemad. To af børnene er hjemme. Konen laver mad – det er aldrig mig. Så spiser vi. Mens jeg sætter i opvaskeren og sorterer vasketøj, sætter hun sig til at arbejde. Hun arbejder 70 timer om ugen som kommunal beskæftigelseschef.
20.30 Jeg sender drengen på 16 år ud med hunden, en canadisk andehund, og han løsriver sig modstræbende fra Counterstrike.
21.00 Jeg tager en kande kaffe med ovenpå og starter computeren for at arbejde med synopsis til en kommende roman. Jeg laver ret omfattende synopser på mindst 100 sider, hvor jeg skitserer locations, scenerne og så meget af dialogen som muligt. Jeg ser masser af film og læser mange filmmanuskripter. Jeg læser stort set aldrig bøger. Så jeg bygger synopserne op, som man skriver et filmmanuskript. Man sidder til sidst med en masse scener, som det så er relativt nemt at lave montage af og tage det ud, som ikke fungerer, og derfra sætte kød på, så det bliver til en roman.
23.15 Jeg er B-menneske. Men verden er indrettet på de andres betingelser. Jeg skal møde i morgen, så jeg er nødt til at gå i seng, selv om jeg først rigtigt kommer i omdrejninger efter kl. 21. Morgener er vederstyggelige.
Foto: Flemming Gernyx
