ET DØGN MED professoren: »Forskningen står jo ikke og råber …«

5.00: Jeg står tidligt op, så jeg har en time til at arbejde uden forstyrrelser. Min optimale arbejdsdag har tre elementer: En tredjedel til rettidig diagnostik af patienter. Den anden tredjedel til undervisning og uddannelse som led i mit professorat på fakultetet og i afdelingen. Og den sidste del gerne til forskning. Hvis man ikke er bevidst om det, ender man nemt med kun at arbejde med diagnostik. Forskningen står jo ikke og råber ad mig. Men det gør diagnostikken.

8.00: Starter arbejdsdagen med at bestille censorer til seks bachelorstuderende. Der skal findes en, som matcher hvert projekt. Da jeg er videnskabelig redaktør for Ugeskrift for Læger, er dagens næste opgave at rykke for kommentarer på en medicinsk nyhed. Lidt tid går med at brygge på synopsis til et forskningsprojekt: Vi skal samle hjertevæv ind fra patienter, som er opereret: Hvordan får vi det udtagne væv korrekt indsamlet, frosset ned og opbevaret systematisk og sikkert?

10.00: HPLC [high-pressure liquid chromatography]-møde om nyt kromatografisk udstyr, som kan oprense molekyler, og som vi bruger til forsknings- og diagnostiske kræftanalyser, hvor vi oprenser et radioaktivt peptid, som vi selv har radioaktivt mærket. Så får vi det radioaktive molekyle i en ren form, der kan indgå i en immunanalyse. Mange af vores metoder er ikke købemetoder, men nogle, som vi enten selv laver fra bunden, eller som er modificerede metoder fra anden hånd. Her mødes forskning og diagnostik i samme kritiske tilgang.

11.00: Ugentligt møde med min forskningsgruppe, der består af ph.d.-studerende, laboranter, bioanalytikere og medicinstuderende. Fokus er på hverdagsdriften: Hvor langt er vi nået, og hvordan vi kan hjælpe hinanden videre? Ofte helt lavpraktisk. Dagens tema er, hvordan man kommer videre efter en ph.d.-grad.

12.00: Frokost ved computeren. Tjekker e-mails, hvad jeg helst begrænser mig til at gøre tre gange om dagen. Resten af pausen bruger jeg på at hjælpe en ældre kollega med at indsamle og validere bibliometriske parametre. Det findes der ingen algoritmer til – det kræver en analog gennemgang med nøje kendskab til data.

12.45: Lægekonference i afdelingen: 1) orientering, 2) nyt fra vagten, 3) undervisning. Plus et nyt punkt, som vi har indført – nemlig forskning. For som sagt: Hvis vi ikke taler forskning, forsvinder den af sig selv, fordi hverdagen gerne stjæler al vores tid.

13.45: Når jeg er på Rigshospitalet, praktiserer jeg så vidt muligt åben dør. Det giver en del spontane henvendelser om stort og småt. Jeg holder også en telefonisk »minikonference« med et laboratorium i Tyskland, som laver specialiserede analyser i forbindelse med udredning for komplikationer efter AstraZeneca-vaccinen. Vi skal sikre, at vi kan få analysesvar hurtigt.

14.30: På det ugentlige videnskabelige møde for alle afdelingens akademikere fremlægger en forsker – en professor, en ph.d.- eller en medicinstuderende – sit projekt i plenum og på engelsk. Det er både træning i præsentation plus orientering i en mangfoldig afdeling. Alene vores afdeling har seks professorer. Det er også en mulighed for at hjælpe en person videre med et projekt, der ikke kører på skinner eller kræver ny inspiration.

15.15: Jeg er så forkælet, at jeg ikke har ambulatorium, så jeg kører hjem. Vi har to børn, og jeg har ofte »eftermiddagsvagten« hjemme. Under coronanedlukningen ser jeg også nyheder fra udenlandske stationer. Vi spiser aftensmad kl. 17.30. Så kan familien arbejde videre kl. 18-20, for min del typisk med at skrive: hovedtelefoner med musik, og så bare mig og mit manuskript.