Skip to main content

ET DØGN MED nuklearmedicineren: »Billedsystemet gør knuder igen-igen«

Torsdag før storebededag har afdelingslæge Michala Holm Reichkendler en travl bagvagt i PET-sektionen på Rigshospitalet – to etager under jorden.
Michala Holm Reichkendler på arbejde i  beskriverummet i PET-sektionen på Rigshospitalet.  Foto: Claus Boesen
Michala Holm Reichkendler på arbejde i beskriverummet i PET-sektionen på Rigshospitalet. Foto: Claus Boesen

Marianne Fajstrup mfa@dadl.dk

27. maj 2020
4 min.

05.50: Snoozer 20 minutter mere, inden jeg går i bad, mens min mand laver morgenmad. I denne uge har vi børnefri, så der er tid og ro til at tjekke mails og nyheder, inden vi går tur med hunden på Vestvolden.

07.30: Jeg cykler de otte kilometer ind til Riget, klæder om og går ned til beskriverummet i underkælderen, to etager under jorden.

08.00: Min kollega har ryddet godt op i går, så der er kun en enkelt patient på listen, der følges for hjertesarkoidose. Jeg kender ham, da jeg var med til at lave helkropsbeskrivelse i går – desværre er der tegn på betydelig sygdomsaktivitet i flere organsystemer.

08.30: Dagens første opkald. En patient er kommet til at spise morgenmad for halvanden time siden. Reglen er fire timers faste pga. insulinresponset, men vi kan ikke aflyse, fordi han er i kræftpakkeforløb. Vi skubber ham godt en time og skanner alligevel. I løbet af dagen dukker yderligere tre patienter op, som har spist, selvom de skulle have fastet.

09.00: Lægernes morgenmøde er flyttet ud på gangen, så vi kan holde afstand. Klinikchefen giver en opdatering, og så fordeler vi opgaver. Torsdagen er travl, for der er fire MDT-konferencer. Vi skal lave second opinion på en masse skanninger fra andre sygehuse. Ikke fordi vi ikke stoler på dem, men vi skal være sikre på, at vi har forstået dem og er enige, når vi skal fremlægge for klinikerne.

09.30: Tid til en kort kaffepause – for mig en tepause. En kollega har landet en stor bevilling og giver croissanter til hele afdelingen. Vi fordeler os i lysgården for at fange solpletterne.

09.45: Jeg går i gang med at godkende beskrivelser. Billedsystemet gør knuder igen-igen, og jeg bruger en del ekstra tid.

10.30: En kollega fra beskriverummet ved siden af kalder for at få ekstra øjne på en patient med coloncancer. Mellem telefonopkald godkender jeg skanninger med et væld af diagnoser. Vi skal kunne mange forskellige sygdomme, men vi ser også nogle af de mest sjældne.

11.12: Opkald fra PET5, hvor en patient er blevet dårlig. Det kan være en anafylaktisk reaktion, men alle værdier er normale, og objektivt ser det godt ud. Efter et opslidende cancerforløb er der nu mistanke om recidiv, og patienten er emotionelt skrøbelig. Hun får noget at spise og drikke – og omsorg. En halv time senere er hun ude af døren igen, tryg og veltilpas.

11.51: Opkald fra en sekretær. Halvdelen af en beskrivelse mangler. Der har været systemnedbrud, så lægen har skrevet resten i hånden.

12.30: Min kollega har købt en salat med til mig fra 7-Eleven, som jeg spiser alene på gangen. De andre har spist.

13.30: Opkald fra PET6. En patient med knoglemetastaser har ikke turdet tage sin morfin pga. faste, og nu har han frygteligt ondt. Vi flytter ham til en af de nye og hurtigere skannere, så han ikke skal ligge der for længe.

14.00: Sekretærerne er færdige med alt til MDT-konferencerne og går i gang med beskrivelserne. Jeg skal skynde mig for at følge med.

15.00: Tilkaldes af skannerpersonalet til en patient med knoglemetastaser, obs. truende tværsnit. Det har han ikke, men han har for ondt til at klare hjemtransporten. Vi aftaler, at han tilses på TraumeCentret. Man mistænker en ØNH-cancer, men vi har opdaget en primær lungecancer. Han skal på konference mandag morgen, så han skal gøres hurtigt færdig. Min kollega bliver og hjælper.

16.00: Jeg godkender de sidste skanninger på indlagte patienter, så vi kan få beskrivelserne ud til afdelingerne inden den lange weekend.

17.00: Klæder om og er afsted godt halvanden time forsinket. Cykler en omvej over Utterslev Mose.

17.45: Tager hvederne ud af køleskabet, hvor de har hævet siden i går, og laver kompot med egne rabarber. Går en lang tur med hund, mand og min ældste bror, som bor hos os.

18.45: Min mand laver mad, mens jeg går i haven. Jeg bruger meget tid udenfor – det er man nødt til, når man arbejder i en kælder.

19.30: Mine forældre og min lillebror kommer til aftensmad og hveder. Det store emne er genåbningen efter corona. Det er første gang, vi ser hinanden uden afstand.

22.00: Da mine forældre er gået, trækker vi lærredet ned, tænder for projektor og PlayStation – og så spiller vi Rock Band i et par timer.

24.00: Min mand og jeg går i seng. Vi har fri i morgen og kan sove længe